Forside til bogen Den endelige løsning af Karin Thorlacius og Carsten Hansen

Den endelige løsning af Karin Thorlacius og Carsten Hansen

25.04.15
Velfortalt historisk krimi med et velturneret plot

Forleden var jeg til et fantastisk spændende foredrag med de to forfattere til krimien "Den endelige løsning". Desværre havde ikke så mange fundet vej til Brædstrup Bibliotek, men jeg vil så til gengæld opfordre alle til at læse bogen og så møde forfatterne til Krimimessen i stedet for.

En mand findes myrdet i et sommerhusområdet ved Ebeltoft. Han er blevet stranguleret, men har også fået skåret en skråtstillet N ind i overkroppen. Opklaringsarbejdet fører kriminalkommisær Jacob Tofte til både Bayern og Tjekkoslovakiet (romanen udspiller sig i 1989), hvor flere mord følger, og Jacob får indblik i både nynazistiske grupperinger og kommunismens besværligheder.

"Den endelige løsning" bygger på historiske fakta om Sudeterne i Tjekkoslovakiet både før og efter anden verdenskrig. Det er et grusomt men glemt kapitel i europæisk historie, som jeg i hver i hvert fald ikke kendte til. Historien er velfortalt og fyldt med interessante detaljer, ikke mindst fra Tjekkoslovakiet som kommunistisk stat. Plottet er godt skruet sammen, og løsningen falder først på plads for læseren på de allersidste sider.

En rigtig spændende historisk krimi for alle som kan lide at få viden og indsigt, samtidig med at de bliver underholdt på bedste vis.

Materialer