Den yderste grænse af Jacob Jonia
Den yderste grænse af Jacob Jonia

Den yderste grænse af Jacob Jonia

22.01.24
"Den yderste grænse" er første bind i Jacob Jonias serie om Danmarks første rejsehold.

I 1927 er Otto Himmelstrup leder af politiets nye rejseafdeling. Afdelingen er under stort pres for at opklare deres første sag, da de bliver sendt til Esbjerg. Her er den lokale borgmesters sommerhus brændt ned til grunden, og han har insisteret på at få rejseholdet dertil for at opklare sagen.

Himmelstrup og hans mænd møder ikke meget opbakning fra den lokale politichef, Ole Hansen, der er sikker på, at de allerede har arresteret brandstifteren. Himmelstrup er dog langt fra overbevist om den påståede gerningsmand, og da holdet ydermere finder et voldsomt forkullet lig i resterne af sommerhuset, forstærkes mistanken, om at her er tale om en langt mere kompliceret sag.

Så dukker et nyt lig op og spreder efterforskningens tråde i endnu flere retninger. Snart mod skibsrederfamilien Tranebjerg, snart tilbage til 1. verdenskrig, snart mod byens patron, tobaksfabrikant A. C. Faber, og snart mod en gruppe unge, dekadente arvinger der har kastet sig over nordisk mytologi. Alle fortier noget, og presset på Himmelstrup stiger for at levere resultater. Hvem står bag mordene?

Esbjerg blev grundlagt efter det danske nederlag i 1864 af behovet for en moderne vestjysk havn. I årene efter voksede indbyggertallet eksplosivt, og Jacob Jonia tager læseren med til en nærmest Klondike-agtig wild west by, hvor byens elite er tæt viklet sammen af såvel forretninger som hemmeligheder. I dette morads forsøger Himmelstrup og hans team ved hjælp af moderne efterforskningsmetoder såsom fingeraftryk og fotografering af gerningssted m.m. at finde frem til sandheden.

"Den yderste grænse" er første bind i en historisk krimiserie om Danmarks første rejsehold. Selvom Jacob Jonia bruger de virkelige personers navne, er her dog ikke tale om en biografisk beretning, og sagen fra Esbjerg er ren fiktion. Til gengæld var de mange brænde, der hærgede landet i slutningen 1920'erne, sandt nok den umiddelbare anledning til Rejseafdelingens oprettelse. 

Jeg var godt underholdt under læsningen, hvor både selve krimiplottet, de autofiktive karakterer og det troværdige billede af samtiden holder interessen fanget gennem alle næsten 500 sider.

"Den yderste grænse" er en spændende og læseværdig krimi fra kriminalteknikkens spæde begyndelse, som kun kan anbefales.

Læs også:

 

Materialer