Martin Jensen under Bogforum 2014. Foto: Mogens Engelund
Martin Jensen under Bogforum 2014. Foto: Mogens Engelund

Månedens forfatter: Martin Jensen

02.10.23
Torsdag d. 26. oktober kan du høre om Martin Jensens forfatterskab, når bibliotekar Jette Holst fortæller i dagens litteratursalon

Martin Jensen er født i 1946 og voksede op ved Vangede Station. Det samme gjorde Dan Turéll, og rent faktisk var de to gode venner i ungdomsårene, hvor de begge skrev digte og anmeldte hinanden. 

Jensen blev uddannet lærer og arbejdede som sådan og siden som skoleinspektør, til han i 1995 begyndte at skrive. De sidste mange år har han boet i Haarby på Sydvestfyn.

Martin Jensen debuterede som 52-årig og kan således fejre 25 års jubilæum som forfatter i år. I et interview i Berlingske Tidende fortæller han, at han egentlig altid havde haft lyst til at skrive, og da han stoppede som skoleinspektør gav han forfatterlivet en chance. I 1998 udgav han så den historiske roman ’Frit gennem Jylland’ på forlaget Klim. Her mente hans redaktør, at han burde skrive en historisk krimi-serie, og det blev startskuddet til serien om den fynske byfoged, Eske Litle, i 1330’ernes Assens.

Jensen har en meget stærk retfærdighedssans, og noget af det han udforsker i sit forfatterskab er magt og magtens væsen. Også tro, næstekærlighed og moral er dog ofte et tema i hans bøger.

Forfatterskabet består indtil videre af 35 titler. I 2009 modtog han Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris. Samme år fik han også Det Danske Kriminalakademis hæderspris for serien om Eske Litle.

Jensen er nok især kendt for sine historiske krimi-serier om henholdsvis Eske Litle samt serien med Halfdan og Winston fra tiden under kong Knud i England. Men hans forfatterskab består af meget mere. Blandt andet har han skrevet samtidsromaner, nutidige spændingsromaner, sange og salmer samt flere fagbøger. Desuden skal hans to romaner om en ung drengs opvækst i 1950’ernes Danmark også fremhæves.

Hør mere om Martin Jensens bøger torsdag d. 26. oktober. eller lyt til Kulturskovens podcast her
 

Materialer