Månedens forfatter: Caspar Eric
For Eric begyndte det hele måske med en blog og et forsøg på at finde sig til rette i verden. Han debuterede i 2014 med digtsamlingen 7/11 og siden da har han taget temperaturen på tilværelsen i en række forskellige digtsamlinger. I dag laver han også radio på DR og så er han sanger og sangskriver i den musikalske konstellation Intet altid sammen med musiker Mikkel Grevsen.
På rejse i sit eget forfatterskab
Når jeg har givet afsnittet den overskrift, er det fordi det for alvor er tydeligt hos Eric, at han bliver ældre i bøgerne.
I debuten handlede det især om at finde sig selv som et menneske blandt andre og især over for den anden, en elsket. Den ramte ned i en tidslomme med så stor præcision, at den i anmeldelser blev kaldt en generationssamling og et monument for generation hashtag.
I Nike (2015), den svære toer, tog han for alvor fat på den handikappede krop, kropsidealer og kroppens måde at være i en verden på. Det handikappede som tematik er måske i virkeligheden dér, hvor Eric har mest at sige, ikke kun på grund af sit eget medfødte handikap, cerebral parese, men fordi det bliver en måde at anskue mennesket i verden på – mennesket som handikappet på den ene eller den anden måde.
I Avatar (2017) var tonen anderledes dyster. Her skriver han op imod en række inspirationskilder, hvis fællesnævner er selvmordet. Det bliver til portrætter, som alle på den ene eller den anden måde ikke kunne holde ud at være i verdens uretfærdighed. Det er også Caspar Erics eget projekt, han føler ikke, at han passer ind i verden. Men han har han valgt at skrive om det i stedet.
De tre første her hænger sammen som udviklingsportræt af forfatteren men også som en cementering af forfatteskabets grundlæggende poetik. Eric skriver med fingeren på tidens pulseren om det han føler. Redskabet er langdigtet, en ubrudt kæde af ord som uden formaliteter som tegnsætning, overskrift eller versefødder afspiller et følelsesbillede.
Det personlige
Så kommer Alt hvad du ejer (2018) og her føles det som om vi kommer helt tæt på digteren. Der er altid en tynd hinde mellem digteren, hvis navn står på bogens omslag og det jeg, som står inde i bogen. Det er forskelligt fra forfatter til forfatter, hvor tyk den her hinde er, men hos Eric har der altid været meget lidt forvrængning på mellem forfatternavnet og sideindholdet.
Det er en del af Erics poetik at kunne skrive om, hvordan han står på et gadehjørne og kigger på verden, men det interessante er, at han skriver mere om dets, som sker inde i ham selv. Han beskriver ikke verden minutiøst men skriver i stedet om, hvilke følelser der bliver sat i gang inde i ham og hvordan det påvirker ham.
I efteråret 2019 kommer gruppen Intet altid med pladen Ingen rammer jorden. Pladen bærer på tekstsiden stærkt præg af undergangshistorierne fra Avatar, Eduard Levé og Xu Lizhi, den handikappede krop fra Nike. På lydsiden toner en stemning af undergang, melankolsk pop og et drys electronica ud. Erics autotunede stemme rammer hårdt med tekster, der kommer fra hjertet og fortæller ukomplicerede historier og det komplicerede liv som menneske.
Coronaoptagelser
Jeg vil ikke tilbage (2020) kommer først som blog, så som podcast og til sidst som bog, og på den måde er den et meget godt billede på, hvordan Eric skriver og tænker. Hans tekst er aktuel og den udkommer nærmest i et en til en-forhold til verden.
Vi kan gøre meget (2021) følger op på coronakrisen i et lidt bredere perspektiv. At en bakterie sætter en stopper for den rene kapitalisme verden over er perfekt brændsel på Erics etiske og moralske skrupler på vegne af kloden og menneskeheden. Den akutte forandring i måden at leve på, den pludselige forskydning af værdigrundlaget for venskaber, nære relationer og ikke mindst en uundgåelig men også reel ensomhed giver Eric en masse at skrive på.
Handikapdigte
I Nye balancer (2023) er vi så tilbage i Erics eget billede/hoved. Forfatterskabet er blevet stort nok til at dedikere en hel digtsamling til det emne, som ligger Eric nærmest, nemlig handikappet. I Nike skrev han indirekte om den handikappede krop ved at tale om kropsidealet. I Nye balancer har han givet samlingen en undertitel - handikapdigte - og det handikappede bliver taget op og bliver taget alvorligt en brist i forhold til, hvordan samfundet reagerer på det handikappede. Det bliver et designspørgsmål - hvordan er verden indrettet, hvilke idealer tilgodeses og hvilke gør ikke.
Og her står vi så med et forfatterskab, som på den ene side virker til med handikapdigtene at have omsluttet sig selv på moden og meget kontrolleret vis. På den anden side er forfatterskabet klar til at tage nye kampe.