George Charles Beresford - Virginia Woolf in 1902 - Restoration
George Charles Beresford - Virginia Woolf in 1902 - Restoration

Månedens forfatter: Virginia Woolf

I marts sætter biblioteket fokus på den engelske forfatterinde Virginia Woolf

(Tekst af Gro Vase) 

Lyt også til podcasten 'Månedens forfatter' om Virginia Woolf her.

Virginia Woolf blev født ind i Londons kulturelle overklasse i 1882. Siden slog hun sine folder som forfatterinde og feminist som en del af den berømte Bloomsbury-gruppe og ikke mindst som en af de ypperste brugere af stream of consciouss-skrivestilen, hvor handlingen fortælles gennem karakterernes indre liv, refleksioner og observationer. 

En af hendes mest berømte bøger, hvor stream of consciousness-stilen også for alvor folder sig ud, er i romanen Mrs. Dalloway, der også er filmatiseret. Romanen følger en dag i overklassekvinden Clarissa Dalloways liv, der kulminerer i et dramatisk selskab om aftenen. Synsvinklen og blikket på Clarissa skifter konstant og giver samtidigt indblik i 1. verdenskrig-veteranen, Septimus Warren Smith , der lider af hallucinationer og dårligt psykisk helbred efter sin deltagelse i krigen. 

Blandt andre berømte romaner er blandt andet ”Til fyret” om den rige familien Ramsays sommerophold på øen Skye gennem en årrække og ”Orlando”, som delvist handler om veninden og elskerinden Vita. Sidstnævnte er af Vitas søn senere blevet kaldt litteraturens længste og smukkeste kærlighedsbrev. Samtidigt er romanen et udtryk for et emne, der lå forfatteren meget på sinde, nemlig kvindernes mulighed i samfundet. 

Det er også dét, hun på intelligent vis reflekterer over i essaysamlingen ”Sit eget værelse”, der i fem kapitler sætter spot på kvindelige forfatteres vilkår i første halvdel af det 20. århundrede. 
Hertil lyder svaret blandt andet, at det kræver to ting at lå igennem og leve som forfatterinde: Penge og eget værelse. 

Dagbogsoptegnelserne i ”En forfatters dagbog” giver desuden læseren et unikt indblik i tilblivelsen af romanerne og forfatterens eget indre liv, der hyppigt svingede mellem altoverskyggende mindreværd og tilstande tangerende til storhedsvanvid. 

Privat dannede Virginia Woolf par med forfatter og debattør, Leonard Woolf, der var hendes sjæleven frem til Virginia Woolf’s død i 1941, hvor hun på tragisk vis tog sit eget liv. Hendes sidste roman, ”Mellem akterne”, er siden blevet læst som et selvmordsbrev.  

Den 23. marts kl. 11 - 12 kan du høre meget mere om Virginia Woolf og hendes forfatterskab, når formidler Gro Vase, som har studeret Virginia Woolf på Columbia University i New York, afholder litteratursalon og giver en indflyvning til forfatterindens romaner, den berømte stream of consciousness-skrivestil og livet som en del af Bloomsbury-miljøet. 
Læs mere om litteratursalonen her.

Virginia Woolfs blå bog: 

Født: Den 25. januar 1882 i London, England.
Død: Den 28. marts 1941, Rodmell, England.
Uddannelse: Uddannet hjemme af faderen, redaktøren og skribenten Sir Leslie Stephen.
Debut: “The Voyage Out”, roman, 1915.
Priser: Ingen kendte.
Seneste udgivelse: Arven. Novellix, 2020. (The legacy, 1903). Oversat af Anette David. Novelle.
Inspiration: Marcel Proust, Sigmund Freud.

(Kilde: Forfatterweb) 

Se filmen Orlando på Filmstriben.dk

Materialer