Månedens forfatter: Per Petterson

Lyt til en podcast om Per Petterson ved at klikke her.

At blive forfatter

Per Petterson blev født i 1952. Han voksede op i Norges hovedstad Oslo, forældrene var fabriksansatte og det lå umiddelbart ikke i kortene, at Per Petterson skulle blive forfatter. Alligevel spirede en glæde ved sprog og litteratur, da han som 18-årig forvildet ung stødte ind i Hemingways forfatterskab og fandt en inspirationskilde for livet. Det mærker man, hvis man læser den lille essaysamling Månen over porten, som udkom på dansk i 2009 på Batzer & co. Her skriver han:

"Noget af det jeg fandt det år, i 1970, forvandlingens år, var Hemingways noveller, Lanternebok nr. 1, i Narvesenbutikken, faktisk, i stueetagen i Veitvet Shoppingcenter. Og ikke kun det; jeg fandt også den selvbiografiske bog Der er ingen ende på Paris, der omhandler netop de år i Paris da Hemingway sad og arbejdede i den trange lejlighed i rue du Cardinale Lemoine over en Bal Muisette-dansehal for arbejdere, eller ude på en af de flere mulige caféer, især på en særlig fin en ved Place Saint-Michel, hvor han skrev de første noveller der virkelig holdt, på jagt efter én eneste sand sætning, og så én til, indtil det virkelig lykkedes for ham."

Først skulle han møde litteraturen, og så skulle han begynde at (om)danne sig selv til forfatter. Det tog ham lang tid, og han debuterede først i en alder af 35 år, og måske i høj grad fordi en forlægger, Torleiv Grue fra forlaget Oktober, ikke gav slip på ideen om Petterson og en novellesamling.

I 1987 udkom "Aske i munna, sand i skoa" og Petterson var forfatter, i Norge. Der skulle stadig gå 13 år, før Per Petterson i 2000 blev oversat til dansk.

I Danmark

Selvom Pettersons mor var dansk, kom vejen ind til de danske læsere først med bogen "Til Sibirien", historien om et dansk søskendepar hvis fremtid gik i opløsning med Anden Verdenskrigs komme. Bogen var Pettersons norske gennembrud og opnåede nominering til Nordisk Råds Litteraturpris i 1997 (Dorrit Willumsens bog "Bang: en roman om Herman Bang" vandt).

I dag kender de fleste Per Petterson for bogen "Ud og stjæle heste" (da, 2004). Bogen vandt Petterson flere store internationale priser, den er oversat til i mindst 45 sprog og den blev filmatiseret af Hans Petter Moland i 2019 uden at tabe ansigt til romanen, hvilket jo ofte sker.

Efterhånden som Petterson vinder berømmelse for sine romaner, kommer de danske oversættelser tættere på de norske udgivelsesår, og man får samlet op på bagkataloget sådan, at alt hvad der i dag er publiceret af Petterson også findes på dansk.

Alteregoet Arvid Jansen

En opsamling var bl.a. nødvendig omkring Per Pettersons alterego, karakteren Arvid Jansen. Arvid Jansen blev skabt allerede i Pettersons debut og optræder i dag i hele seks værker. Han er ikke altid den samme, fortæller Petterson i et interview med Søren Kassebeer ("En mand ved navn Arvid, 30. april 2009, Berlingske), men det var som at gå over åen efter vand hele tiden at skabe nye karakterer. Derfor bruger Petterson Arvid Jansen igen og igen, hvilket har skabt en slags føljeton indeni selve forfatterskabet.

I 2009 var "Jeg forbander tidens flod", nr. 5. i Arvid Jansen-føljetonen, med til at give Petterson Nordisk Råds Litteraturpris. Den indtil videre sidste bog i den saga er "Mænd i min situation" fra 2019.

At være udødelig

Per Petterson nærmer sig en alder, hvor man som menneske har set og oplevet meget. Han har udgivet bøger i knap fyrre år, han kan formentlig leve videre i velbehag uden at røre en pen, og netop sidstnævnte giver han udtryk for i det corona-foranledigede dagbogsværk "Mit abruzzo". På de første sider skriver han, at han efter sin sidste bog ("Mænd i min situation") ikke orker at begive sig ind i tilslibningen af et nyt værk. Heri ligger både en god portion forfængelighed men måske også en form for træthed – den slags træthed en munk oplever efter mange år i kloster, hvorfor han stort set holder op med at tale.

Om netop det billede passer ind hos Petterson, vil jeg spørge ham om, hvis jeg en dag får muligheden for det. Når Per Petterson svarer, er det nemlig værd at lytte. Hver gang jeg har åbnet et nyt værk af Petterson, har jeg haft fornemmelsen af, at han svarer mig på et spørgsmål, jeg har haft indeni. Han svarer med sin stille og svale norske langsommelighed, grundighed og egensindighed bygget på en modernitet af klippestykker, brosten, forvirring og visdom.

Han skriver på en sådan måde, at man bliver ved med at tænke over de helt store og de helt små ting, og det er med til at gøre stakken af værker til en udødeligt levende størrelse.