Dette billede er genereret af AI

Turen går til… Mount Doom, Mordor

27.06.23
Trænger du til actionferie under varmere himmelstrøg?

Vil man være garanteret en varm og hed sommer, så er Mount Doom (også kendt som "Dommedagsbjerget") det helt rette rejsemål. Her er der mulighed for at tage på vandreferie ad de smalle (og til tider ufremkommelige) bjergstier. Huler og klippefremspring kan benyttes til overnatning. Husk selv at medbringe mad og drikke, da der ikke er indkøbsmuligheder på vejen.

Er man til lidt mere luksus, kan man overveje et ophold på Mount Doom Resort, der tilbyder ansigtsbehandling med vulkansk aske. Personalet, der udelukkende består af orker (og en enkelt bjergtrold), har ry for at være en anelse uforskammede, men kan man gå på kompromis med servicen, vil man her få en unik oplevelse med den helt særlige og golde natur, der omgiver feriemålet.

Da der ikke er pengeskabe på værelserne, frarådes det at man medbringer nogen form for smykker (særligt guldringe), hvilket gør rejsemålet uegnet for par og nygifte.

Tags
Materialer