Forside

Bogen er løs

18.01.24
De bøger, der rørte en læser gennem mange år.

Engang for længe siden - mere end et halvt århundrede, i al fald - lå Steffen Larsen i sin seng et sted i Horsens. Han var måske 8 år gammel, og han læste "Robin Hood", og det var så frydefuldt fedt, at han meddelte sin mor, at han ikke kunne gå i skole den dag. Der var vigtigere ting at gøre. Han skulle læse "Robin Hood".

Det godtog fru Larsen, og resten er, som man siger, historie. Sidenhen blev Steffen Larsen ældre (sådan er tiden jo), men bøgerne blev det ved, og han anmeldte dem, elskede dem, formidlede dem og snakkede om dem. Blandt bibliotekarerne blev han kendt for sit årlige bogshow, hvor han gennemgik årets børne- og ungdomsudgivelser på bedste og hyggeligste vis.

Og nu er tiden kommet, hvor han kigger tilbage. Men holde op med at fortælle, det kan han ikke.

"Bogen er løs" er Steffens Larsens greb ned i årtiernes læsning og en frydefuldt gennemgang af de bøger, der til gengæld greb ham.

79 nedslag er det blevet til, og det er som at vandre ind i nogens dagligstue og få fortalt, at DET HER - det er godt. Det er sjovt eller sorgfuldt eller spændende eller gribende eller et hav af andre tillægsord, men først og fremmest er det godt. Og den dagligstue er et fornøjeligt sted at opholde sig, uanset om man er barn eller voksen. Her bliver tiden ikke spildt på pligtskyldige referater - intet her føles pligtskyldigt - men brugt på at synge en lille sang om glæde og bøger og hvorfor lige præcis DENNE bog får Steffen Larsen til at synge.

BONUS

Til hvert opslag er der en bonus, som er anbragt på venstre side, men nok egentlig burde være på højre i forhold til læserækkefølgen, men sådan er fortælleren her. Han får én til at læse bøgerne på nye måder. Bøgerne er inddelt i billedbøger, børnebøger, ungdomsbøger og udenfor kategori - og siderne har farver på ryggen. Selv som voksen menneske uden børn er det en sprudlende invitation til at gå på opdagelse i børnebiblioteket - har man børn, må det være en snydekode af de helt store.

"Bogen er løs" er løs på biblioteket. Hvis man lytter godt efter, kan man høre den nynne en sang om kærlighed og frihed nede blandt reolerne.

 

Materialer