Mor er den bedste i verden

Mor er den bedste i verden af Charlotte Kastberg Kæseler

Mor er den bedste i verden sang Victor Cornelius i 50’erne. En tid hvor husmoderen stod som familiens omdrejningspunkt og sørgede for ro, renlighed og regelmæssighed omkring børnene. I biograferne slog Birgitte Price et slag for husmoderes betydning i rollen som Søs, der, uden modstand, havde påtaget sig ansvaret for hjemmet og de mindre søskende. Moderen blev der ikke snakket om, det gjorde man ikke og man lo hjerteligt, hvis Ib Schønberg, i rollen som far, spøgefuldt havde iført sig et forklæde. Imens sad Tove Ditlevsen bramfrit og skrev om parforholdets rutiner, flugten fra opvasken og den vanskelige moderrolle.

I hastig forandring

Fascinationen af Tove Ditlevsens forfatterskab synes i disse år at vokse i takt med at familiestrukturen og kvindernes muligheder for selvrealisering er i hastig forandring. Vi forlader en tid, hvor slægten og egnen bestemte vores identitet går ind i en ny æra præget af en mere rodløs storby-tilværelse med en bred vifte af valgmuligheder.

I dag er moderskabet en balancekunst mellem rollen som karrierekvinde og rollen som mor. Husmoderrollen skal nu udfyldes i en mere kompleks udgave med nye omgangsformer, nye familiestrukturer, nye forventninger og flere medier som kan formidle meninger om samliv, børneopdragelse og karrieremuligheder.

Forventningerne til moderskabet i dag handler ikke kun om balance indenfor hjemmet fire vægge, men også om et parabenefrit, parfumefrit, phtalatfrit babyliv med babysvømning, babysalmesang, moderigtigt børnetøj, økologisk simremad og de nære værdier som nærvær og opmærksomhed.

Samtidig forventer vi også af mor, at hun byder ind på arbejdsmarkedet og gør karriere 37 timer om ugen og samtidig deltager i diverse debatter på forældrenet, i blog og artikler og følger med og liker dagens feed på facebook. Kan man overhovedet leve op til det hele og påvirker den hastige forandring generationerne i mellem? I tidens litteratur er der tendens til at tage moderrollen og generationsforskellene under behandling. Måske kan man finde nogle svar her.

Romanernes mange forsvundne mødre af Nina Wegner

Brødrene Helge og Claus mister deres mor alt for tidligt. Helge er bare 16 år og teenager med fynd og klem, mens lillebror Claus lidt mere indelukket kæmper med sorgen. De vokser op på en gård i Sønderjylland, deres far, en tavs landmand, er ikke i stand til at tale med sin drenge om tabet. Tiden går, og i 1968 hvor romanen tager afsæt var det helt utænkeligt at en mand kunne drive et landbrug uden en kvinde i huset. Faderen ansætter derfor en ret ung husbestyrerinde, som han forholdsvis kort tid efter gifter sig med. Godt for ham, kan man sige, men hvad med drengene?

De bærer stadig rundt på en stor ubearbejdet sorg og savner en mor. Christian Dalsgaard har med bogen ”Svin” skrevet en fin roman om, hvordan livet former sig for de to drenge. Vi følger deres meget forskellige liv gennem 40 år. Helges livsbane bliver fyldt med vold og kriminalitet, mens Claus bliver på gården og vælger trygheden i nogle meget snævre religiøse cirkler. Savnet af moderlig omsorg og kærlighed kommer til at præge begge drenges liv.

70´ernes Sønder Omme

Også Morten Kirkskov har skrevet en fremragende roman om at miste sin mor alt for tidligt. Den hedder ”Kapgang” og udkom i 2010. Den blev filmatiseret i 2014 med Morten Oplev Arden som instruktør. Den 13-årige Martin vokser op i 1970'ernes Sønder Omme og mister alt for tidligt og meget pludseligt sin mor - vist nok til noget, som naboerne kalder blodkræft, og som Martin ikke helt forstår. Men da Martins mor pludselig dør, er det alvor. Familien falder chokeret fra hinanden, og det sender følelsesmæssige trykbølger ud i hele Sønder Omme.

Faren kaster sig i armene på byens damefrisør, storebroren Jens går i baglås af sorg. Martin sørger for det huslige og bordplanen til sin egen konfirmation. Kirkskov skildrer rammende Martins verden i øjenhøjde, med et skarpt blik for den helt tidlige ungdoms på én gang verdensfjerne og hyper følsomme tilstand.

Den gode mor

”Folkets skønhed” af Merete Pryds Helle handler om Maries opvækst på Langeland i 1930’erne og 40’erne. En forfærdeligt fattig barndom både med hensyn til penge og kærlighed. Tørre tæsk var hverdag. Overgreb og incest mellem søskende blev nok straffet, men der var ingen trøst at hente for Marie.

Hendes mor var så nedslidt af mange børnefødsler, at der ikke var overskud til omsorg for de andre børn. Marie lærte hurtigt at være en god, dygtig, hjælpsom lille husmor. Den rolle gav færrest tæsk, og det liv fortsætter hun faktisk op i sit voksenliv. Hun får godt nok del i alle de moderne bekvemmeligheder i 60’erne; bor i fint parcelhus, får et par søde småbørn, men rigtig glad bliver hun aldrig. Hun opdrager sine børn efter det skema, som er udsendt af sundhedsstyrelsen.

Spædbørn skal mades hver 4. time punktum! og de må endelig ikke gøre for meget væsen af sig. Marie synes helt sikkert selv, at hun er en god mor. Hun gør sin pligt efter alle forskrifterne, men hun er ude af stand til at lytte til børnenes behov. Hun har aldrig fået kærlighed hjemmefra, så hvordan skulle hun kunne videregive det til sine egne børn?

Konflikterne bag idyllen

Sidste år udkom Kamilla Hega Holst med romanen ”På træk”. Den handler om Kaya, som er gift med Carsten, og sammen har de to børn. Hun læser på universitetet og skriver bøger; han tjener pengene. De lever ’det gode liv’, men bag idyllen og parmiddagene gemmer konflikterne sig. Kaya har en affære med Carstens bedste ven men overhales indenom, da Carsten fortæller, at han agter at flytte, fordi han har forelsket sig i en anden. Fraskilt og helt kørt af sporet, på mange måder følelsesmæssigt forkrøblet og ude af stand til at tage sig af børnene og sig selv, forlader hun Danmark for at tage på rekreation i Thailand.

Kaya er ude af stand til at tage ansvar for sig selv og sine børn. Denne roman kan danne basis for en god snak om den moderne kvindes rolle i familien og samfundet. Høje forventninger om, at der både skal være tid til karriere, kunst, børn, familie, rejser og engagement i samfundet, kan knække en kvinde og hendes familie.

Urolig opvækst

Linn Ullmann har skrevet om sin opvækst i romanen ”De urolige”. Hun er datter af Ingmar Bergmann og Liv Ullmann, som kun boede sammen de to første år i Linn Ullmanns liv. Som skuespiller var Liv Ullmann langt omkring, og det betød at hun i lange perioder af Linns barndom ansatte barnepiger til at tage sig af barnet. Beskrivelsen af den urolige opvækst dels i Norge og dels i USA er intens og medrivende.

Man kan godt læse romanen som en anklage mod specielt Liv Ullmann. Hun var aldrig nærværende nok i Linns liv. Jeg fik faktisk rigtig meget lyst til at dykke lidt mere ned i Liv Ullmanns historie. Måske får jeg en dag tid til at læse Liv Ullmanns egne erindringer, ”Forandringen” og ”Tidevand” hvor hun fortæller om sit liv som kvinde og mor. Den norske forfatter Ketil Bjørnstad har også skrevet en interessant biografi om Liv Ullmann.

Den dårlige samvittighed

”Et velsignet barn” og ”Det dyrebare” er tidligere romaner i Linn Ullmanns forfatterskab, og i begge romaner arbejder forfatteren med barndomserindringer, hvor forældrene indfører ”udetid” for børnene. I min terminologi betyder det, at forældrene simpelthen vil have fred for børnene i nogle timer hver eftermiddag. Det ”afviste” barn vil formodentlige bære på et savn og bære nag resten af livet, og måske vil forældrene have tilsvarende dårlig samvittighed over manglende tilstedeværelse i børnenes liv.

Kirsten Thorups nyeste roman ”Erindring om kærligheden” handler også om den svære moderrolle. Tara føder en datter Siri, men hun er psykisk helt ude af balance og må i lange perioder af Siris barndom lade en plejefamilie overtage ansvaret for pasningen. Tara bliver ved og ved med at prøve at få genskabt et godt forhold til Siri, da hun er blevet ung og voksen. I romanen følger vi dette mor/datter forhold gennem mange år. Tara bærer konstant på følelsen af at have svigtet sin datter, og Siri på sin side føler sig svigtet og tilsidesat.

Fra mor til datter af Jette S.F. Holst

Marge Piercy er en amerikansk lyriker, forfatter og aktivist for kvinders rettigheder. Hun har bl.a. skrevet romanerne ”Kvinde ved tidens rand” og ”Tre kvinder”, som jeg vil fremhæve her.

Familien Blume består kun af kvinder. Mormoderen Beverly har hele sit liv har været aktiv i fagforeningen, og har aldrig har bundet sig til én mand. I stedet har hun elsket og levet, som hun ville, uden hensyntagen til andres opfattelser. I protest mod moderens livsstil er datteren Suzanne blevet advokat og underviser på universitetet, hvor hele hendes dag kan indlægges i et skema. Og endelig er der Elena, som er resultatet af Suzannes ungdommelige betagelse af den guatemalanske Victor. Elena har siden teenageårene gået sine egne veje, var tidligt seksuelt aktiv, har hele sit liv levet i nuet, og overhørt alle moderens krav om at studere og skabe sig en karriere.

Smidt ud

De tre kvinder lever hvert sit liv. Men de tvinges brat til at involvere sig i hinanden, da Beverly får en hjerneblødning, og Elena bliver smidt ud fra både job og lejlighed.

Marge Piercy fortæller først og fremmest om tre kvinder på forskellige stadier i deres liv. Om hvor svært forholdet mellem mor og datter kan være, selvom kærligheden er til stede. Det er en roman om lidenskab og fornuft, og Piercy skriver, så man får sympati for personerne trods deres fejl og manglende evne til at kommunikere med hinanden. Så selvom ”Tre kvinder” efterhånden har et par år på bagen, kan jeg stadigvæk kun anbefale den.

Mødre og identitet

I Anne Tylers roman ”Og hvor har du så hjemme?” adopterer det amerikanske par Brad og Bitsy Donaldson en koreansk pige. Da de skal hente hende i Baltimores lufthavn, møder de tilfældigt den iranske familie Yazdan, som også har adopteret en pige fra Korea. 14 dage efter ringer Bitsy til familien Yazdan for at høre, hvordan det går, og det bliver starten på et venskab.

”Og hvor har du så hjemme?” er en roman om at høre til – og ikke kun for de to adoptivbørn. Også iranske Maryam kæmper til stadighed en kamp for at høre til. Hun har boet i Amerika det meste af sit liv, men hun har stadigvæk svært at finde ud af de skjulte ”regler” for god opførsel. Sønnen Sami, som er født og opvokset i Amerika, har også sine identitetsproblemer. Han insisterer f.eks. på at tale amerikansk, selvom resten af familien som regel taler farsi, når de er samlet. Og selv Bitsy, som er ærkeamerikansk, har også svært ved at føle sig ”hjemme” ind i mellem. Hun insisterer derfor overdrevent på at leve økologisk og gøre tingene ”rigtigt” for at sikre sig sin plads i samfundet.

Tankevækkende

Anne Tylers roman viser, at vi alle ind i mellem føler os fremmede og tror, at de andre hører mere til end os. Og det er ikke kun det kulturelle og etniske det handler om, men også om at være tilfreds med sig selv – at føle sig hjemme i sig selv. En rigtig fin roman om kærlighed, familieproblemer og accept – alt sammen beskrevet overbevisende og tankevækkende.

Har du fået appetit på mere info om moderne mødre i litteraturen og om familiens tilstand anno 2017, så har Litteratursiden.dk sat spot på temaet.

Artiklen har været publiceret i Horsens Folkeblad d. 28. februar 2017