15 år med nordisk litteratur

13.12.17
Læsekredsen ”Horsens læser nordisk” kan i år fejre sit 15-års jubilæum.

Af Thomas Behrmann

Det er en tirsdag eftermiddag i september. Klokken nærmer sig 16.30 og mødesalen på Horsens Bibliotek emmer af højt humør og hyggelig stemning. Om ganske kort tid vil efterårssæsonen for læsekredsen ”Horsens læser nordisk” begynde, og som navnet indikerer er der fokus på den mangfoldige og farverige nordiske litteratur, med alt, hvad det indebærer af smalt, mainstream, nyt og klassisk.

manus

Her læses romaner af både de etablerede og velkendte forfattere, mens der andre gange bliver stiftet bekendtskab med nytilkomne og funklende forfatterskaber, som har ramt den litterære stjernehimmel i et kraftigt glimt. Nogle varige, andre flygtige. Selve læsekredsen placerer sig solidt i førstnævnte kategori af vedholdende konstellationer, for den kan netop fejre sit 15. års jubilæum i år og er dermed et forbilledligt bevis på, at behovet for at diskutere den litteratur som vi læser, lever i bedste velgående.

I spidsen for læsekredsen står Helle Nancke som driver Bog & Idé i Søndergade samt Vibeke Johansen fra biblioteket. Begge er til dagligt omgivet af bøger og begge bidt af at formidle deres læseoplevelser. Og netop den individuelle læseoplevelse er det bærende fundament for læsekredsen ”Horsens læser nordisk” (eller ”Projekt Horsens læser” som den blev kaldt i starten). For idéen om at starte læsekredsen udsprang netop af behovet for at dele sin mening, opfattelse og fortolkning af en bog med andre. Og som det stod i læsekredsens spæde manifest, skulle det være på et niveau, hvor alle kunne være med og uden de store forudsætninger til, hverken kunnen eller kendskab.

 

Mangfoldigheden hyldes

Lysten til at starte og drive en læsekreds havde for Helle Nancke været under opsejling længe før den blev en realitet. Så da hun i 2002 blev en del af Foreningen Norden var anledningen til og basen for at etablere et forum for litteratur pludselig på plads, og biblioteket var klar til at lege med. Og det er så blevet til et 15 år langt litterært ridt rundt i den nordiske litteratur.

I begyndelsen blev der i løbet af et år i læsekredsen udelukkende læst romaner fra et enkelt land og afsluttet med en rejse til det pågældende land. Men visse justeringer er blevet foretaget undervejs. ”Nu er overskriften mangfoldigheden og der skal helt være noget fra alle de nordiske land. Derudover skal der helst være noget nyt og noget klassisk, og vi forsøger altid at tage vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris med. Også genremæssigt trives mangfoldigheden, Romaner, noveller og lyrik, og så har vi i mange år læst en krimi op til krimimessen i Horsens. Derudover forsøger vi også at kæde bogvalget sammen med Foreningen ordens program eller forfatterbesøg på biblioteket”, siger Helle Nancke.

 

Højlydt latter

Helle Nancke

Det er ikke blot bredden i litteraturen, der har ændret sig over årene, også formen på læsekredsen. I begyndelsen blev der sunget sange fra Højskolesangbogen, men over tid er det gledet ud til fordel for den store lyst til at snakke vidt og bredt om den læste bog. Nu starter en typisk dag i læsekredsen med, at der bliver holdt et lille oplæg, hvor forfatter og forfatterskab bliver introduceret og giver både et godt fundament samt en række nuancer til den videre snak. De fremmødte bliver som regel delt op i grupper og får nogle spørgsmål, der kan snakkes ud fra, og ofte når snakken langt omkring, fortæller Helle og uddyber: ”Det er sjovt at gå forbi grupperne. Der lyder ofte højlydt latter og ordvekslinger, og så ved jeg, at alt er godt”.

Til sidst diskuteres de forskellige synspunkter fra grupperne i plenum og der bliver samlet op på de ofte mange forskellige holdninger og opfattelser af bogen. For ét af litteraturens mange unikke særpræg er netop, at den aldrig læses ens, aldrig har en facitliste og altid åbner op for og tillader alle tænkelige læsninger. Helle Nancke er ofte selv blevet rykket meget i sin opfattelse af en bog gennem netop snakken om den. Og hun fastslår, at ingen har patent på sandheden og alle tænkelige meninger om bogen er berettiget.

Et synspunkt som også Inge Maden, mangeårig deltager i læsekredsen, er enig i. ”I kredsen møder vi ind med hver vores forudsætninger: alder, erhverv, interesser, social baggrund, fødeland osv. og bidrager derfor med hver vores vinkel på den fælles tekst, vi forholder os til - og det giver dynamik til snakken med denne forskellighed. Der dukker hver gang ting op, som man aldrig selv ville have tænkt på og det er virkelig en berigelse”, siger Inge Madsen.

Og måske er denne omfavnelse af forskelligheden netop én af de helt store styrker ved læsekredse i al almindelighed.  

 

En oase i en tid med et højt tempo

Tempoet er højt i den tid vi lever i og verden er blot et klik væk. Der er drøn på hverdagen for mange, og verden synes at snurre en anelse hurtigere rundt end for blot 10 år siden. Sommertider kan det være vanskeligt at bedømme om vi er på vej ud af kurs eller blot på vej mod en ny, når mediestrømmen på tv, telefon og internet konstant skyller ind over os og efterlader en hob af underholdningstilbud. Det er en tid, hvor der på alle platforme foregår en vild og blodig kamp om at få vores opmærksomhed. Og med de tanker i baghovedet kan det være nærliggende at stille spørgsmålet: Hvad er det så lige en helt og aldeles analog læsekreds kan i en efterhånden meget digital verden? Og hvordan kan den konkurrere med platforme og programmer som facebook, instagram, Vild med dans, Den store bagedyst mm.? Men måske er svaret lige til. For måske behøver en læsekreds slet ikke konkurrere. For som Inge Madsen fremhæver handler tiden i læsekredsen om noget helt andet end blot underholdningsværdien.

”Det er et sted, man føler sig meget velkommen og kredsen har betydet nye venskaber og idéer til ny læsning. Det er dejligt at mødes med andre om en fælles interesse – livsstil kan man vel næste sige om det at læse bøger - og mærke, at alle på forhånd er åbne over for, hvad de andre har at sige. Vi kommer til at lære hinanden at kende via en fælles oplevelse – den læste bogs univers og personer”, siger Inge Madsen.

 

Udbytterige møder

gruppe

Foruden meningsudvekslinger om de mange læste bøger, er en læsekreds desuden bygget op omkring en række nøglebegreber. Begreber som eksperterne påstår bliver en mangelvare i den nære fremtid. Ellers måske i vid udstrækning allerede er det.

Det handler om helt grundlæggende menneskelige behov som samvær, nærvær og fordybelse. Og dét er netop, hvad man finder i materien af en læsekreds.

Også Helle Nancke beskriver ”Horsens læser nordisk” som en læsekreds man knytter sig til og som kaster meget af sig på flere forskellige konti. ”Læsekredsen har betydet rigtigt meget for meget både privat såvel som boghandler. Først og fremmest har jeg gennem årene mødt en utrolig masse skønne mennesker. Jeg glæder mig til hver eneste læsekreds, og når jeg går hjem er jeg altid helt "høj" eller opløftet, om du vil.

Jeg bliver så glad af at være sammen med disse mennesker og være fælles om en bog og de oplevelser, vi hver især har af den", fortæller boghandler Helle Nancke og tilføjer, at en ekstra gevinst er, at hun får læst en masse bøger hun ellers ikke ville have fået øje på. Og dén viden og de læseoplevelser kan hun med fordel formidle til kunder i Bog & Idé.

 

Et nyt pust og et navneskilt

Tag en periode på 15 år ud af dit liv, vej den og mærk, hvor meget den fylder og hvor meget der er sket. Det er sandsynligvis ikke så lidt endda. Verden har forandret sig på de 15 år, vi har forandret os og ikke meget er bestandigt.

Derfor er det også en fornem bedrift  at drive en læsekreds i hele 15 år og kunne blive ved med at byde velkommen til både den faste skare samt nye ansigter år efter år. Men, hvordan opretholder man en succesfuld læsekreds over så lang en periode? Det kræver selvfølgelig vedholdenhed, et vist ambitionsniveau og selvfølgelig en stor portion kærlighed til litteraturen. Og som et gammelt ordsprog siger er det jo ikke mindst lysten, der driver værket. Og skal man mødes fast og snakke om bøger i mere end 15 år, skal lysten til både læsekreds og litteratur helt åbenlyst være til stede.  Og det har den altid været – for både Foreningen Norden, Horsens Bibliotek, Helle Nancke og deltagerne.

gruppe2!

Motivationen er primus motor. Men også rammerne er vigtige. Derfor handler det om at tilrettelægge læsekredsens forløb på en måde så der er en vis genkendelighed i hele ”setuppet” for deltagerne. Men samtidig er det også nødvendigt, at der er plads til udvikling og nye tiltag. ”Det er nemt at blive ved med at drive en læsekreds år efter år, når der hele tiden er er en masse søde, sjove og kloge mennesker, der gider at deltage og give deres besyv med, og når det stadig er muligt at finde personer, der har lyst til at komme med et oplæg om bogen”, siger Helle Nancke” og fortsætter: 

”Der må også gerne komme lidt fornyelser til: I denne sæson skal vi f.eks. har en eftermiddag, hvor vi får besøg af en færøsk forfatter og hendes færøske forlægger. De har fået frit spil mht til indholdet, så det skal nok blive underholdende. Det er også vigtigt for mig, at der hele tiden kommer nye medlemmer af læsekredsen, så vi af og til kan få et nyt pust. Bare noget så simpelt, at det f.eks. blev foreslået, at vi lavede navneskilte”.

 

Læsekredsens fremtid

Da jeg afslutningsvis spørger om, hvor længe læsekredsen fortsætter, er svaret ikke overraskende alt taget i betragtning. For så længe både Foreningen Norden og biblioteket har lyst til blive ved, og selvfølgelig så længe der kommer deltagere, fortsætter litteratursnakken i læsekredsen, fortæller Helle Nancke. Og fra en deltagers synspunkt er Inge Madsen også positiv stemt overfor læsekredsens bevarelse: ”Jeg tror vi er mange, der regner med at blive ved, så længe vi kan se at læse og benene kan bære os derhen”, siger hun. Og hvem ved, måske tager ”Horsens læser nordisk 15 år mere”?

Klokken slår 16.30 og døren til bibliotekets sal bliver lukket. Snakken blandt deltagerne forstummer alt imens Helle Nancke og dagens foredragsholder gør sig klar til at indlede en ny sæson i ”Horsens læser nordisk”. 

På den anden side af murene kører trafikken videre, verden drejer rundt og tiden flyver. Men når døren til salen om få minutter bliver lukket står tiden stille for en stund, fragmenter bliver forvandlet til fordybelse og rummet bliver fyldt med latter, litteratur, meninger og holdninger.

Er du interesseret i at deltage i en læsekreds kan du henvende dig på biblioteket eller læse mere her

Artiklen har været publiceret i Horsens Folkeblad d. 14.november 2017