Det var en mørk og stormfuld aften...

11.04.16
Vi tager temperaturen på litteraturen og kigger nærmere på vejrets ofte store betydning i de bøger vi læser.

Af Thomas Behrmann

”Det var en mørk og stormfuld aften…”. Det er ikke så få gange i litteraturens verden, at vi er stødt på en start som denne. En egentlig banal beskrivelse, men så sandelig også stemningsskabende og tangerende til det melodramatiske. Med disse få ord kan vi se det hele for os. Vi ser mørket, vi ser træer og buske ruske i vinden, vi fornemmer måske ligefrem lidt regn, og så hører vi sågar den hylende vind og mærker den næsten rive og flå i kinderne.

Og vi får sandsynligvis også en fornemmelse af, at vi bevæger os ind i en bestemt genre i litteraturen. Vejret bliver med andre ord brugt som et fortælleteknisk virkemiddel, der skubber os i retningen af en bestemt måde at fornemme, føle og forstå det vi læser på. Og sådan har det altid været. 

Vejret har i århundreder været et afgørende element til at betone en bestemt stemning eller sågar til at tegne konturerne af persongalleriets skæbner i fortællingen. Helt tilbage til den græske mytologi fungerede de meteorologiske fænomener som en medspiller på linje med karaktererne, hvor lyn og torden ofte blev brugt til at skræmme, mens storm blev forbundet med straf. I skabelsesberetningen var vejret også tegnet skarpt op, da Gud efter syndefaldet valgte at bryde den ”perfekte temperatur” og efterfølgende åbnede op for den kolde og den varme hane. 

 
Guddommelig indgriben

I mange afskygninger af kulturen frem til i dag har der været en snert af guddommelig indgriben indlejret i markante vejrfænomener. Tænk blot på Cormac McCarthys nedslående nyklassiker ”Vejen”, hvor en dreng og hans far vandrer gennem et ødelagt og katastroferamt USA. Turner Her er himlen konstant askegrå og regnen sort, som følge af menneskets destruktive adfærd. Dommedagen er kommet, og vi fornemmer tydeligt en guddommelig styring af vejrforholdene.  

Et lignende eksempel fra kunsthistorien finder vi i den engelske maler J.M.W. Turners mørke og dystre malerier, hvor storme ofte hærger landskabet og sætter særligt havets folk på prøve. Vores eget nationale vejrikon Jesper Theilgaard har sågar skrevet en hel bog om vejret i kunsten. Det religiøse aspekt titter frem i måden motivet i billedet bliver fremstillet eller i måden ordene i bogen bliver udvalgt og sammensat på. Spørgsmålet er om vejret nogensinde er et neutralt foretagende når det repræsenteres, eller om det altid vil være en aktør med en bestemt agenda?

 
Vind og vejr i hverdagen

I vores dagligdag er vejret et fænomen, som vi bruger oceaner af tid på at snakke om, tænke på, brokke os over eller lovprise. Vejret er vores fælles fundament i tilværelsen og bliver derfor også ofte en indgangsvinkel i samtaler med personer vi ikke på forhånd kender. I andre tilfælde det vejret vi ender på, når de øvrige samtaleemner er udtømte. Paradoksalt nok, er det også én af de få ting vi ikke selv er herre over i livet. Vejret er det store ukontrollerbare ukendte, som vi forsøger at tæmme med ord og vejrudsigter. Måske derfor de mange tanker i vejrets retning. Og måske også derfor den hyppige brug af vejret i litteraturen.

For vi kan stort set ikke læse en bog uden at vejret i et vist omfang bliver nævnt eller beskrevet. Og ofte optræder vejret som et markant fænomen. For, hvis vejret og naturen ikke spiller med musklerne og viser tænder er det næppe så interessant. Vi skal helst helt derud, hvor vi virkelig lægger mærke til vejret i bogen vi læser. For, hvad vil en katastroferoman være uden et vejr, der går amok eller, hvad vil en gyser være uden at have vejret med som stemningsskabende virkemiddel? En lun og vindstille sommerdag vil ikke have samme effekt. Hvis overhovedet nogen. 

 
Regn og brudte forhold

rainDer vil næsten altid være en vis symbolik forbundet med et vejrfænomen i de romaner vi læser. Også selvom det egentlig blot har karakter af at være et ”bagtæppe” i fortællingen. Det er derfor ikke tilfældigt at ulykkelig kærlighed i en bog ofte bliver akkompagneret af regn.

Forestil dig en scene, hvor f.eks. en mand bliver forladt af sin udkårne. Kærligheden kan stadig mærkes mellem de to, og selvom det gør ondt, vælger hun af en given årsag at gøre det forbi med ham. Hun løber ned på gaden med tårerne trillende ned ad kinderne. I hælene på hende kommer han, med et håb om at overtale hende til at tage ham tilbage. Og hvad vil have større effekt her end, at regnen pisker ned på de to i stride strømme. Scenen er en kliché, men klichéer er, hvad de er, fordi de virker. Regnen fortæller os ikke om vejret i sig selv, men peger i retningen af noget i handlingen som stemningen i den silende regn vil være med til at understrege. Nemlig den ulykkelige situation og den knugende kærlighed mellem de to.

 
Vejret som det sorte får…eller er det os selv?

Vejret kan således have mange funktioner i litteraturen. Det kan være symbolsk, religiøst ladet, stemningsskabende, en karakter i sig selv og/eller et central omdrejningspunkt i romanen. Særligt i katastroferomaner er vejrfænomener blevet en afgørende medspiller. Der opstod endda en særlig genre til håndteringen af den type fortælling. Udsprunget af genren Sci-fi (science fiction) opstod ”Cli-fi” (climate fiction) da forfatteren J.G. Ballard i 1960´erne skrev dyster fiktion om klimaforandringer, før nogen egentlig vidste at klimaet forandrede sig. I nyere tid har vi mødt en lignende trend eller tendens i forbindelse med skrækscenariet af den globale opvarmnings konsekvenser. 

thedayKatastrofefilmen ”The Day After Tomorrow” fra 2004, hvor orkan og isvinter rammer USA, kickstartede en bølge af lignende fortællinger om vejret i forandring og klimaet i krise. Vejret var blevet den nye ”bad guy”, men dog med en vis symbolik og en løftet pegefinger over vores behandling og forbrug af klodens ressourcer.

Så næste gang du læser en roman, hvor vejret bliver nævnt, så tænk over funktionen af det. Hvis det er et stormfuldt vejr vi møder, er det så til for at skabe uhygge, straffe vores hovedperson eller for at få os følelsesmæssigt længere ind i fortællingen? Vejret har helt sikkert en funktion. For i modsætning til vejret omkring os, er alt i litteraturens verden nøje kontrolleret. Her er intet som vinden blæser!

 
I den nordiske sne

Af Nina Wegner

Nordisk litteratur har ofte et helt særligt lidt melankolsk fællestræk.  Stemningen i en roman eller en novelle sættes eller understreges af årstiden, regnen, tågen, sneen og isen, kulden, lyset og mørket.

Danmark
Henning Mortensen skrev i 1996 en fremragende lille roman med titel ”Sneen og døden. Ib Nielsen tager afsked med sin mor på Horsens Sygehus. Sneen falder tæt og tykt, og Ib er alene på sygestuen sammen med sin hjernedøde mor. Moderen kunne ikke længere udholde smerterne, og valgte at tage piller. Alt er tyst, stille og eftertænksomt i dette 5. bind i Henning Mortensens 10-binds serie om Ib Nielsens fra Horsens.

Vågedøgnet på hospitalet sammen med moderen er rammen om Ibs refleksioner over deres fælles liv. ”Sneen og døden” er på én gang et vendepunkt i romanserien og en stemningsmættet roman om forståelse, forsoning og tilgivelse midt i en hvid sneverden.

Ålandsøerne
Isen, sne og vintervejr er også omdrejningspunktet i Ulla-Lena Lundbergs roman ”Is” fra Ålandsøerne. AalandPetter Kummel, Mona og deres lille datter Sanna ankommer til Örarna i den ålandske skærgård. Petter er nyuddannet præst og den unge familie glæder sig til sammen at skabe en meningsfuld tilværelse. Petter falder godt til i sognet, og han bliver hurtigt en elsket og respekteret hyrde for sin menighed. Romanen foregår i tiden lige efter 2. verdenskrig. Der er nok at tager fat på for det unge præstepar. Ålandsøernes barske natur spiller en stor rolle i romanen.

Det er en stille og langsom roman, som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Smuk og tragisk på en meget nordisk måde. Isens betydning for øboernes sociale liv er smukt og fint beskrevet, og samtidig er isen også omdrejningspunktet for romanens allerstørste drama.

Island
Vintervejret får også en afgørende rolle i Bergsveinn Birgissons lille roman ”Svar på Helgas brev”. Romanen foregår i Island og er et brev til Helga skrevet af den 90-årige Bjarni. Bjarni og Helga var for 50-60 år siden naboer og bosat i en af Islands meget øde egne. Ud over at passe sin gård og sine får var Bjarni ansat som kommunal foder-tilsynsførende, hvilket betød, at han skulle tjekke fårenes fodertilstand.

En dag skal han føre tilsyn med fårene på Helgas gård, og det bliver selvsagt ikke kun fårene som får tjekket musklernes styrke og kødfuldhed – for Helga står jo lige ved siden af. Historien om Helgas og Bjarnis kærlighed og erotiske besættelse af hinanden er både bevægende og stærkt humoristisk fortalt. Desuden er der et væld af morsomme sidefortællinger flettet ind historien. Bjarni har som kommunal tilsynsførende pligt til at afhente en afdød kvinde på et øde landsted.

Det er lige før den strenge vinter sætter ind og lukker for kontakt til omverdenen. Bjarni får sig et par snapse (for meget) under besøget og han skal skynde sig tilbage til fastlandet inden isen lukker ham inde. Han glemmer at tage liget med til fastlandet, og så får vi historien om en kreativ og fantasifuld måde at konservere lig på. Det skyldes alt sammen vejret og isen, og er overhovedet ikke melankolsk men meget morsomt.
 

På vildspor i den islandske tåge

Af Vibeke Johansen

fogDen islandske forfatter Steinar Bragis bog ”Højlandet” er på en og samme gang en gyser og en psykologisk thriller, der holder sin læser fangen – også lige indtil sidste side. Jeg har selv kørt i sand- og stenørkenen på Island og ved en lejlighed også besøgt bjerget Kauranujkar, som jeg kom til at tænke på, da vores fire hovedpersoner mere eller mindre farer vildt i en sandstorm. Jeg besøgte bjerget i juli måned og vejret var som en fugtig kold og sjappet juleaftensdag. Altså meget ucharmerende.

Sådan er vejret også til tider i denne roman, hvor to par i 30’erne og en hund er taget på udflugt i den islandske ødemark mod højlandet. Egil og Ravn er barndomsvenner, og de har deres kærester med, Anna og Vigdis. De kører i tæt tåge, kommer væk fra vejen og pludselig braser deres jeep ind i et stort hus. Husets beboere – to ældre mennesker – giver dem tøvende husly for natten.

De to gamle opfører sig sært og låser dørene omhyggeligt, som om de frygter noget ude i mørket. Det er der gode grunde til. Ofte er bogen uhyggelig, på andre tidspunkter blot urovækkende, men meget underholdende. Forfatteren har med en tidligere roman været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Også i denne er der litterær tyngde. Steinar Bragi besøger Krimimessen til marts.

 

Med New York under vand

Af Thomas Behrmann

DayafterDen amerikanske forfatter Nathaniel Rich har med ”Morgendagens odds” skrevet en tankevækkende katastroferoman af kaliber. Mitchell Zukor er forsikringsmand i New York, men har viet hele sit liv til at beregne og sandsynliggøre mulige og umulige katastrofescenarier. Byen og det meste af USA bliver pludselig ramt af en længerevarende tørkeperiode. En orkan rammer efterfølgende østkysten og sluserne åbner sig i en sådan grad, at den knastørre jord ikke kan absorbere de store regnmængder. Det resulterer i, at hele New York bliver sat under vand, så de overlevende må sejle rundt i gaderne. Alle Mitchells teorier bliver virkelige, og han må nu finde en måde at håndtere dem på.

Bogen giver et meget fint billede af, hvordan vi alle besidder et behov for at have kontrol med tingene omkring os. Men når det kommer til katastrofer af et vist omfang, står vi magtesløse overfor moder naturs luner. Med vejret som både symbolsk, religiøst og stemningsmættet element, er bogen på én gang rendyrket underholdning og et varsel om en potentiel meteorologisk realitet. 

God vind og god læselyst!

 

Artiklen har været publiceret i Horsens Folkeblad d. 2. marts 2016

Materialer