Interview - Om fraklip, fællesnævnere og klumpfødder

Af Marie Hastrup Sørensen, formidler.

I romanen ”Mr. Saitos rejsebiograf” bliver vi inviteret ind i pigen Litas forunderlige liv. Lita bliver undfanget på et dansegulv i Buenos Aires i 1927, og moren er den 17 år ældre Fabiola, som blev født for tidligt, anbragt i en foret skotøjsæske og stillet foran porten til Santa Magdalena Klostret. Herfra går Lita og Fabiolas verden fra dansegulve, tangotrin, en eksklusiv skotøjsforretning og en usynlig ven i Buenos Aires til Upper Puffin Island ved New Foundland, en ø med trehundrede sjæle og et blåstribet fyrtårn, stejle skrænter, 
røde klippeskær, marker med kvier, gader med får og en syngende hvid strand. Og ikke mindst Betlehem, det gule pensionat med firetyve værelser. Her møder Lita fællesskab, venskaber og kærlighed. Og her oplever hun den sagnomspundne mr. Saitos og hans  rejsebiograf.

Annette Bjergfeldt fortæller her om skriveproces, kærlighed, fraklip, fællesnævnere og klumpfødder.

Du romandebuterede i 2020 med ’Højsangen fra Palermovej’, som hurtigt blev solgt til 19 lande. Hvordan har den rejse været? 

- Ja, det er jo helt vildt. Og en lille smule uvirkeligt. I februar 2020 stod jeg hos det internationale agentur i Stockholm og underskrev kontrakten med dem. Vi skålede i champagne, jeg havde en vidunderlig jubiiii-følelse i kroppen og tænkte: ”nu kører toget”. Jeg var helt klar! Og så to måneder senere var hele verden lukket ned pga. corona. ”Højsangen fra Palermovej” udkom i Danmark den 19. maj 2020, dagen før alle butikker lukkede.

Så det var mærkeligt. Og helt fantastisk, for det lykkedes alligevel agenturet at sælge bogen, uden at der var bogmesser og sådan noget. 

Har dit liv forandret sig siden udgivelsen af ”Palermovej”?

- Ja, det har det. Jeg har været musiker hele mit liv, og som musiker gør man en hel masse sammen med andre. Øver, indspiller sange, spiller koncerter. Og lige pludselig var det bare mig og min computer. Lidt ensomt. Jeg er et meget socialt gemyt, så nu har jeg fundet ud af at sidde nede i Hotel Ibsens lobby, hvor der hele tiden kommer folk ind og ud, og det er dejligt! Jeg troede slet ikke, jeg kunne skrive med sådan en baggrundsstøj, men det fungerer rigtigt godt for mig. Så jeg har fundet et skrivested.

Nu er du klar med den anden roman. Hvordan har det været at arbejde med den?

- Jeg hørte engang et interview med en krimiforfatter, som havde plottet alting ind i et system fra starten. Det kunne jeg virkelig godt lære noget af. Jeg er mere typen, der går efter en god sætning eller et godt billede,
og så ser jeg, hvor jeg ender. Det er nok derfor, det har taget mig tre år at skrive den her bog; fordi jeg ikke fra starten ved, hvad det er, der skal ske. 

Jeg er lidt ligesom en hund på skattejagt, som går rundt og leder efter spændende ting. Jeg graver og finder et kødben, som jeg så ofte må lade ligge efter at have undersøgt det i en måned. Som sangskriver er jeg vant til, at alle linjer tæller, og sådan arbejder jeg også,
når jeg skriver romaner. Alle ord bliver vendt og drejet, og når det rigtige så dukker op, bliver jeg simpelthen så glad! 

Hvis jeg på forhånd vidste, at skatten lå begravet under piletræet, og at jeg bare skulle derhen, ville jeg synes, det var så kedeligt at skrive. Jeg kan godt lide at være opdagelsesrejsende og ikke på forhånd vide, hvor skatten er. Sådan bliver jeg nok ved med at være, men lidt struktur kunne jeg nok have godt af.

Hvor finder du inspiration til dine romaner?

- ”Højsangen fra Palermovej” udspringer fra min egen familie og fra det kæmpe bibliotek af sætninger og ting, mine slægtninge har sagt og gjort igennem tiden. Med ”Mr. Saitos rejsebiograf” har der været anderledes, for hvor starter man, når man har slænget sig så  meget i hovedstolen i første omgang?

Jeg havde dog den her historie i mit hoved, en som min veninde engang fortalte om hendes oldefar, der var så lille ved fødslen, at han var blevet lagt i en skotøjsæske henne ved kakkelovnen, så den fungerede som en slags kuvøse. Senere i livet fik han også et  jernkorset. De to ting, skotøjsæsken og jernkorsettet, var jeg nødt til at forfølge, og ad snørklede veje blev det til ’Mr. Saitos rejsebiograf’.

Der er flere skæve eksistenser med særlige kendetegn. Én har en klumpfod, én er døv og så videre...

- Det er nok rigtigt, at jeg skriver meget om dem, der er her på trods. Altså dem der har et jernkorset, dem der er født i en skotøjsæske, dem der ikke fik en far, dem der har en klumpfod og dem, der var lidt for store og alligevel fik balletsko. Samtidig leger jeg med  tanken om, hvad der sker, hvis man pludselig får den gave, man troede, man aldrig ville få. 

Jeg elsker at skrive om folk, som har et eller andet særkende, fordi jeg også tænker sådan om mig selv. Nogle gange føler jeg, at jeg har en kæmpe klumpfod, og altså, hvem gør ikke det? Det der med at være kejtet og klodset og irriteret på sig selv… man har jo mange opgør med sig selv, jeg har i hvert fald. Vi må jo leve med det, vi har eller ikke har, og en gang imellem kan det pludselig blive til noget dejligt, fordi man finder nogen at passe sammen med. 

Det her med at passe sammen med andre, er noget af det, ”Mr. Saitos rejsebiograf” handler om. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af matematik, men jeg kan huske, at da vi i skolen kom til den side i matematikbogen, som handler om fællesmængder, gav det pludselig mening for mig. Jeg kunne lide fællesmængden, altså skæringspunktet mellem de forskellige mængder, og jeg kunne bedst lide, når der var meget af den. Sådan har jeg haft det igennem hele livet; når jeg har mødt visse mennesker, har jeg haft lyst til at have en stor fællesmængde sammen med dem. Hvilket jeg egentlig tit har slået mig på, fordi de ikke har haft ligeså stort behov for eller lyst til at indgå i denne fællesmængde med mig. Så fællesmængden, fællesskabet, kan også være forbundet med sorg. Det har jeg taget med ind i bogen: Hvordan man egentlig bakser rundt med det. 

Jeg vil gerne finde ind i den fællesmængde og have, at vi alle sammen skal hænge sammen. Og den bedste fællesmængde af dem alle er den, Lita og Fabiola finder på pensionatet Betlehem, hvor de får lov til at være en del af fællesskabet mellem beboerne på de firetyve værelser og resten af øen. 

På den måde er bogen jo også en kærlighedsfortælling. Den handler om kærlighed på alle mulige måder. Jeg har svært ved at forestille mig, jeg nogensinde vil skrive om andet. I bogen møder vi både kærlighed i den helt spæde form, som kun ungdomsforelskelsen kan være, og den kærlighed, der gør, at man skaber sin egen familie, sit eget Betlehem, hvis man er så uheldig ikke at have fået én tildelt fra fødslen. 

På det her helt særlige sted, Betlehem, tilhører værelse nr. 24 en beboer, som næsten aldrig er på pensionatet, nemlig Mr. Saito, som kommer forbi en gang imellem med sin rejsebiograf. 

- Ja, bogen handler jo egentlig ikke så meget om Mr. Saito, men han ligger der som en undertråd sammen med rejsebiografen. For lige så meget som bogen handler om at indgå i en fællesmængde, handler den om, at vi hver især rejser rundt som små rejsebiografer, hvor vi aktivt vælger, hvad vi viser frem til andre. Og en pointe i bogen er ”hvad med fraklippene?”. Giver det nogle gange mening at klippe sin film helt forfra, eller skal vi beholde nogle af de grimme klip også?

Du skriver eventyrligt, forunderligt og farvestrålende. Hvad vil du gerne give din læser med sig?

- Jeg vil virkelig gerne huske folk på, at det er et ret mirakuløst lotteri, vi har vundet her. Dét, at vi overhovedet er her på planeten. Måske er det min drøm at kunne skrive en champagnegalop sådan rent sprogligt. Så læserne får lov til at drikke et ordentligt glas og mærke boblerne sive ind. Det betyder ikke, at der ikke er sorg. For det skal der også være. Men hvis man kan finde sit glas igen, når man så har været nede, hæve det og sige: ”Så stiger boblerne igen”... Det vil jeg gerne bidrage til. 

For verden er grusom nogle gange. Suzanne Brøgger skriver om Fru Tone, at hun gerne ville være et gram i den rigtige vægtskål. Jeg skriver for at få folk til at sætte sig op på en sproglig åkande og så sejle ind i fortællingen. Og jeg ved jo godt, at det ikke er sådan, det er, når man så bagefter skal ned og handle i Brugsen, men ting sker jo, de meste fortryllende ting sker i verden, og det prøver jeg at sætte lys på. 

Tænk, hvis man en dag lavede en hel tv-avis kun med alle de fantastiske ting, der er sket i løbet af en dag. Det ville vi jo synes var noget pladder, men alligevel, tænk engang… Det hele handler jo om klip og fraklip, om hvad vi vælger at kaste lys på. Og det gør ”Mr.  Saitos rejsebiograf” også.