Onkos af Jeanette Varberg
Onkos af Jeanette Varberg

Onkos – mit møde med kræftens historie af Jeanette Varberg

19.02.24
I februar 2023 fik Jeanette Varberg konstateret brystkræft. Hun havde altid været sund og rask og levede et liv med fuld fart på med et spændende job, forfatterkarriere og familieliv med mand og to børn. Nu havde hun pludselig fået en potentiel dødsdom.

I bogen ”Onkos” fortæller Jeanette dels om sit eget sygdomsforløb, og de tanker og overvejelser det medførte. Dels bruger hun sin arkæologiske viden til at gå tilbage i tiden og fortælle kræftens historie. Ikke mindst med det formål at afkræfte en række myter.

Mange tror for eksempel, at kræft er en moderne sygdom. Det afvises af forskningen, som har fundet tegn på kræftsvulster på tidlige menneskearters knogler for halvanden million år siden. Og de første kilder, der beskriver kræftsvulster, dukker op i Egypten for ca. 4600 år siden. Her har man fundet en papyrus, der beskriver en række sygdomme, blandt andet en synlig tumor i brystet.

Det er først i nyere tid, at lægevidenskaben har klarlagt, hvad kræft er, og hvordan man kan behandle det. Tidligere var den eneste metode at operere kræftsvulsten væk, og i en tid uden bedøvelse og med manglende viden om hygiejne var det en risikabel og smertefuld affære. Her beretter Jeanette blandt andet om Frances Burneys operation i 1811, hvor hun i 20 minutter udholdt at få skåret brystet af ind til brystbenet. Frances overlevede operationen og blev kræftfri, men ikke alle var så heldige. For i dag ved vi, at kræft kan sprede sig langt mere, end øjet kan se.

Vi hører om udviklingen af kemoterapi, strålebehandling m.m., og i et af de sidste kapitler kommer Jeanette ind på nazisternes kampagner mod brystkræft. Nazityskland var nemlig langt i kræftforskningen, men desværre fordi de benyttede umenneskelige forsøg på uskyldige.

Jeanette Varberg er en dygtig formidler, og ”Onkos” er et fascinerende indblik i en sygdom, vi alle kender. Det er en menneskelig beretning om frygt og håb og om de personlige omkostninger under sygdomsforløbet, som det er let at relatere sig til. Men det er i lige så høj grad et forsøg på at dissekere sygdommen ved at studere, hvordan kræft har fulgt menneskeheden siden begyndelsen.

En meget spændende bog og en stor anbefaling herfra.

Materialer