LGBT-litteraturen for (børn og) unge

03.08.20
De senere år er homoseksualitet, biseksualitet og sågar transseksualitet blevet ret almindeligt i ungdomslitteraturen. Og tonen – især i den amerikanske ungdomslitteratur – er meget mere let og optimistisk, end da jeg var 13-14 år.

En lettere tone

Da jeg gik i 8. klasse, læste vi ”Min ven Thomas” af Kirsten Holst. Egentlig handler bogen ikke primært om Thomas, men han er alligevel central: En ung fyr, som er homoseksuel med alt hvad det medfører af ensomhed, AIDS og social udstødelse pga. folks angst for at sygdommen smitter. Altså et dybt problematisk billede af homoseksualitet.

Virkeligheden var en anden før i tiden. AIDS var et meget stort problem, delvist fordi folk ikke vidste nok om, hvordan det smitter, og delvist fordi behandlingen ikke var nær så god, som den er i dag, hvor man som velbehandlet kan leve et stort set normalt liv. Desuden var homoseksualitet bare var mindre socialt accepteret i store dele af samfundet af en masse årsager, jeg ikke skal gøre mig klog på her.

Heldigvis portrætteres billedet af homoseksualitet i ungdomslitteraturen på mange forskellige måder i dag.

Der er naturligvis stadig problem-romaner, her kan fx nævnes ”Er du okay, Matthias?” af Anika Eibe og ”For enden af din pegefinger” af Kristina Aamand. Sidstnævnte handler om den muslimske pige Sheherazade, der skal finde den rigtige vej i mellem sine egne ønsker, sin seksualitet og sin religion.

Det er vigtigt med bøger, som hjælper os med at få øje på de problemer, der er i verden, forstå andres situationer og som vi kan spejle egne problemer i – både når det hander om homoseksualitet og alle andre ting.

Men der er også brug for fortællinger, som viser os, at det ikke behøver være et problem eller en tragiske skæbne at være homoseksualitet, og dem er der som noget nyt kommet mange af – især i den amerikanske ungdomslitteratur.

”Hvis det er os” af Becky Albertalli og David Silvera er en feel-good kærlighedsroman om Ben og Arthur. Den handler om to mennesker, deres møde, deres drømme og deres forhold. Det kunne i store træk lige så godt have været en dreng og en pige.

Nogen vil måske synes, at det er overfladisk. Men i en verden hvor homoseksualitet bliver mere almindeligt accepteret, bliver litteraturen også nødt til at behandle det almindeligt og selvfølgeligt, hvilket den her bog gør.

”Love, Simon” af Becky Albertalli (den er også udkommet som ”Simon vs. verdens forventninger”) handler om Simon, som er homoseksuel men ikke har fortalt det til nogen. Da det kommer ud, viser det sig, at alle omkring ham tager det helt roligt, og hverken hans familie eller venner opfører sig anderledes af den grund.

Som et lidt skævt bidrag kan man nævne den danske ”Mig og Dylan Walker” af Anne Sofie Hammer. Den handler om Malthe, som i et desperat forsøg på at lære at tale med piger, beslutter sig for at lade som om, han er homoseksuel. Ja, det er en meget mærkelig løsning, som giver fuldstændig mening i bogen, som er leveret med en teenagedrengs logik. Imod hans vilje spreder rygtet sig til hans forældre, som ligesom klasselærere og venner viser sig at være så accepterende, at han får virkelig svært ved at rode sig ud af sin løgn igen.

”Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” af Benjamin Alire Sáenz handler om Aristoteles, som er en indelukket enspænder, der har det hårdt med sig selv og verden – fordi han (viser det sig til sidst: PLOT SPOILET ALLERT!) har svært ved at erkende og acceptere sin egen homoseksualitet trods familiens og bedstevennens accept.

Afhængigt at miljø og omgangskreds behøver homoseksualitet ikke længere at være problematisk – selvom der helt sikkert stadig er kampe at kæmpe og fordomme at bekæmpe!

Cassandra Clare er fantasy-forfatter. Hun har udgivet flere forskellige serier i Skyggejæger-universet, som hun selv har opfundet. I alle hendes bøger optræder der homoseksuelle par i persongalleriet – både drenge og piger – men det er ikke det, bøgerne egentlig handler om, det er bare en måde at skabe et varieret persongalleri med mennesker og varulve, mænd og kvinder, sorte og hvide, homoseksuelle og heteroseksuelle. Faktisk er der også en af de vigtige personer i Cassandra Clares romaner, som er biseksuel og en som er transseksuel.

Andre kønsidentiteter

Her får jeg også lyst til lige at nævne den amerikanske tv-serie Glee, som handler om en flok highschool-elever, som synger i skolens kor. Den er fyldt med teenage-romancer, rivaliseringer og intriger, men en del af de både unge og lærerne er biseksuelle, homoseksuelle, transseksuelle og personer som godt kan lide cross-dressing (altså som godt kan lige at gå i tøj, som ellers opfattes som hørende til det modsatte køn) – det er lidt en anden sag, men der er altså også overvægtige, sorte, asiater, donorbørn, teenagegraviditeter og alle mulige andre minoriteter eller folk i situationer, som ofte ses ned på. Man har tydeligvis gjort sig umage for bidrage til at udvide normalitetsbegrebet.

”Leah on the off beat” af Becky Albertalli handler om en biskesuel highschool-elev og hvordan hun skal håndtere sin seksualitet. Hun er cool, når hun spiller med sit band – men knap så cool når det gælder veninden, som hun pludselig har forelsket sig i.

Det er nemlig ikke kun homoseksualitet, som bliver mere almindeligt optrædende i ungdomslitteraturen, mange forskellige seksualiteter og kønsidentitet begynder at optræde i ungdomslitteraturen. Eksempelvis findes der også efterhånden en del bøger om transkønnede.

”Hvis jeg var din pige” af Meredith Russo handler om Amanda, som er født som dreng og har heddet Andrew indtil for et år siden. Hun vil gerne holde det hemmeligt, og hun er derfor meget forsigtig, da hun starter i en ny klasse.

”Kunsten at være normal” af Lisa Williamson handler derimod David, som gerne ville være pige, men altså (endnu) ikke er det.

”Skælvinger” af den danske Cecilie Rosdahl handler om en Caroline, som forelsker sig i den nye dreng i klassen, men – I kan næsten gætte det – opdager at han ikke er helt som andre drenge…

Bøgerne er præget af, at der stadig er meget mere tabu omkring transkønnede og transseksualitet og det er rigtig svært for den transkønnede selv at nå der til, hvor de enten fysisk eller blot socialt skifter køn. Men der er også en optimisme i bøgerne – et håb om at det er muligt at leve et normalt liv og blive elsket og accepteret af både sig selv og omverdenen.

Ikke kun ungdomsbøger

Og det er ikke længere kun ungdomsbøger, der tager de svære emner om kønsidentitet op.

”George” af Alex Gino er en bog skrevet for de 11-14-årige. Altså dem der ikke helt er gamle nok til at læse ungdomsbøger endnu. Den handler om George, som ved, at hun er en pige – det er der bare ingen andre, der ved. Det er en sød, lille bog, som formår at fortælle historien og beskrive hvor svært, det er for George, uden at problematisere unødigt målgruppen taget i betragtning. Men det er en fin måde at åbne op for emnet overfor lidt yngre læsere. Bogen handler på ingen måde om sex eller kæresteri, men om Georges egen selvforståelse.

”Min skønne onkel Ofelia” er en dansk billedbog af Charlotte T. Frobenius, som handler om – ja, onkel Ofelia, som går i kjoler, spiller fodbold og har en kæreste, der hedder Anders. I det hele taget er onkel Ofelia ligeglad med, hvad andre tænker.

”Niller pilfinger” er hovedpersonen i billedbøger af Stine Josefine Dige. Niller er en energisk dreng, som elsker knapper og fart og mekanik – altså en typisk dreng. Og så har han tilfældigvis har to mødre.

Billedbogen ”Molly og Kurthilde” af C. G. Valentin handler om sneglen Kurthilde, som hverken er dreng eller pige. Da de andre dyr sætter spørgsmålstegn ved det, forklarer Kurthilde at det ikke er så vigtigt, om man er dreng eller pige. Lidt søgt og demonstrativt korrekt måske. Men det er en fin måde at åbne op for emnet overfor de yngste børn, som har spørgsmål omkring kønsnormer, uanset om det er fordi, de er stødt på nogen med en minde udbredt kønsidentitet eller om det bare drejer sin om en diskussion reglerne for kønnene: Altså om hvorvidt en dreng må gå i lyserødt og en pige må være vild traktorer og dinosaurer.

Også andre familieformer er repræsenteret

Også andre mindre udbredte livsstile begynder at vise sig i børne- og ungdomslitteraturen. Det er en hjælp for forældre, som skal forklare deres børn, hvorfor andre fra børnehaven eller skolen lever anderledes end flertallet. Det må også være rart for dem, der selv lever anderledes, at se sig selv repræsenteret i litteraturen.

Skilsmissefamilier, papfamilier og enlige forældre er så almindelige og fuldt acceptable, at jeg ikke vil nævne titler, men bare sige: Der findes maaaaasser af bøger! Adoption har der også i mange år været bøger om. Men donorbørn og forældre af samme køn er forholdsvis nyt.

Billedbogen ”Vores fantastisk forskellige familier” af Karla Nor Holmbäck handler om alle mulige forskellige familieformer: Store familier, små familier, plejefamilier, omrejsende familier… Den viser en mangfoldighed og en bred forståelse for familiekonceptet.

”Oline er donorbarn” og ”Hvem er Tristans far?” er begge billedbøger af Ceilie Hafelzan Abel som handler om præcis det, titlerne antyder: Hvad det vil sige at være donorbarn, både med hensyn til hvordan det er som barn og familie og hvad det er der sker i moderens krop, når hun bliver gravid med et donorbarn.

”Fordelen ved ulykkelige forelskelser” af Becky Albertalli er en ungdomsbog om Molly, som er usikker og tilbageholdende, når snakken falder på sex og dating og kønsbehåring osv, imens hendes venner er meget åbne og højtråbende. Det var præcis sådan, jeg selv havde det i teenageårene. For midt i al den her snak om ungdomsbøger, som accepterer alle salgs seksualitet, skal det lige nævnes, at det altså ikke er alle unge, som er afklarede og eksplicitte omkring egen seksualitet og kønsidentitet – heller ikke selvom man bare er helt kedeligt, gammeldags heteroseksuel. Og det er helt okay, at være usikker og forsigtig og i tvivl. Desuden har Molly i den her bog to mødre.

De kongelige

I 2019 udkom der hele to amerikanske romaner, som handler om homoseksuelle romancer med kongelige. ”Red, white and royal blue” af Casey McQuinston og ”Her Royal highness” af Rachel Hawkins. Begge er søde, romantiske romaner skrevet til unge – men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er bemærkelsesværdigt med to romaner om helt samme emne fra samme år. Den royale vinkel er selvfølgelig en klassiker indenfor romantik, men i denne sammenhæng er det en måde at besværliggøre romancen, for selvom hovedpersonerne og deres familier selv er cool med deres homoseksualitet – er de så klar på at få det råbt ud til hele verden i diverse sladderblade? Og kan de forstokkede royale (i begge tilfælde britiske) monarker acceptere at prinserne og prinsesser er homoseksuelle? Det er som om forfatterne har haft brug for at putte noget ekstra modstand ind i ligningen, fordi et almindeligt homoseksuelt forhold ikke var problematisk nok i sig selv…

Så selvom den vestlige verdens homo-, bi-, trans- og alt-muligt-andet-seksuelle befolkning stadig har masser af fordomme og restriktioner at kæmpe med (for slet ikke at tale om resten af verden), så viser en del af litteraturen en meget stor afslappethed i forhold til ikke-heteroseksualitet. Om det er litteraturen, der afspejler virkeligheden, eller om litteraturen er foran (hvilket sandsynligvis kommer til at påvirke virkeligheden), kan jeg ikke afgøre – det er nok altid en dobbeltvirkning – men der er uden tvivl sket et sked.

Tags
Materialer