Glæd dig til 2024

28.12.23
Allerede nu kan du få et lille glimt af, hvilke børne- og ungdomsbøger, der kommer i 2024. Her giver børnebibliotekets formidler, Anna, er bud på hvilke der er at glæde sig til...

Tavse verdener 3: Det lysende hjerte af Boris Hansen

Det her er nok den, jeg glæder mig mest til, for jeg synes virkelig at de to første bøger i serien var fede! Det er tykke bøger med grimme forsider, men lad her gælder udtrykket "don't jugde a book by it's cover". 

Idéen er, at der er opfundet teknologi, som gør det muligt at rejse ind i bøgerne. Denne teknologi misbruger store firmater, totalitære styrer og ekstreme organisationer for via historierne at manipulere med læserne. Hovedpersonerne i Boris Hansens serie er et hold agenter, der blvier sendt ind i bøger for at neutralisere sådanne ændringer.  Der er nemlig den præmis, at så snart en bog er ændret, så er den også ændret med tilbagevirkende kraft. Allerede der er min hjerne ved at eksplodere ved tanken - men det stopper slet ikke der. For holdet af fiktionsagenter er en meget umage gruppe med mange interne uenigheder, og de ender i nogle meget mærkelige og farlige situationer, og pludselig er de fanget i en større misforståelse med nogle meget magtfulde personer.

Jeg glæder mig MEGET til at finde ud af, hvad der sker i den nye bog.

Nic Blake og de Usædvanlige, Mesterprofetien af Angie Thomas

Måske kender du Angie Thomas som den skarpe forfatter, som skriver om getthoen med barskhed, ærlighed og kærlighed - det var sådan hun slog igennem. Måske kender du hende som medforfatter på fx ungdomsbogern "Snestorm" som er romantisk feel good med LGBT+.

Denne gang har hun kastet sig ud i at skrive fantasy for børn, og det fungerer! Det handler om pigen Nic, som bor alene med sin far, fordi hendes mor forlod hende som barn. De holder sig for sig selv - og det viser sig, at der er en grund til dette. For Nics familiehistorie er slet ikke, som hun tror. Heldigvis har hun en bedste ven, som hjælper hende til at finde hoved og hale i både nye familieforhold og pludselige magiske trusler!

Bogen er perfekt til dem, som også godt kunne lide De ualmindelige, Amari og nattens brødre, Nevermore eller Percy Jackson. 

Hø, hørm og cha-cha-cha af Lars Daneskov

Anton og Molly-serien er måske Lars Daneskovs mest kendte oplæsningsbog. Den handler om Anton, hvis mor har byens ostebutik, og Antons bedste ven, Molly, hvis forældre ejer danseskolen. Der er altid bøvl med de voksne, og Anton og Molly prøver at fikse det hele så godt de kan, hvilket tit er ret svært og meget morsomt.

Og nu kommer der endelig en ny bog om de to børn. Som sædvanligt med Lars Daneskov er der tale om en bog fuld af lun humor, leg med sproget og skæve indfald.

Solen og stjernen af Rick Riordan og Mark Oshiro

Helt ærligt, så skrev jeg denne titel på min liste før jeg overhovedet havde læst om bogen. Rick Riordans bøger er altid et hit på børnebiblioteket: Der sker en masse i en fart, og samtidig er det krydret med humor. Denne gang er bogen blevet til i et samarbejde med en anden forfatter (som jeg ikke kender i forvejen), men jeg tænker, at det kun kan være et plus. Jeg ved godt, at jeg kan risikere at få en masse Rick Riordan-fans på nakken ved at skrive det her, men jeg har det også lidt sådan med hans bøger, at har man læst én, så har man læst dem alle. Han tone, hans humor, han action og hans måde at bygge bøgerne op på, er for mig meget den samme fra gang til gang. Det er også en god model, han har sig, for han skriver fængende. Men jeg tror, at det kan være forfriskende at tilsætte noget nyt til forfatterskabet.

Historien den 4. serien i Riordans allerede kendte og elskede Percy Jackson-univers (i den græske mytologi), men denne gang handler det om Hades' søn og jeg læser det som om historien er en kærlighedshistorie imellem ham og Apollons søn. Et forhold der kan vise sig at have visse udfordringer, for den ene er søn af døde og underverdenen, imens den anden er lysets søn.

Perlestunder med dinosaurer af Thea Rytter

Thea Rytter har lavet en række andre bøger med perleplade-mønstre i forskellige temaer. I den kommende bog handler det om dinosaurer og jeg kan ikke sige meget andet end: What's not to like!

Bella Vista 2 af Lars Daneskov

Den første Bella Viste bog var sommerferie i bogform. En lun bog om familie og sommerhus. Men også om forvekslingen af græs og beton, om sommeræg, en døv hund og en pissenise. 

Det er højtlæsning, når det er hyggeligst: Ingen drama og action, bare stille humor og varme sommerdage. Jeg glæder mig til efterfølgeren.

Familien Swift af Beth Lincoln

Familien Swift bor i et gammelt palæ fuldt med hemmelige passager og skjulte døre. Hvert familiemedlem er navngivet ved et tilfældigt opslag i en ordbog, og dette tilfældigt valgte navn bliver ikke kun personens navn med også deres kendetegn. Hovedpersonen hedder naturligved Spilopper. Og det lyder som om bogen er fyldt med spilopper, når historien fyldes med mord(forsøg) og skatte og mystik.

Bogen lyder vidunderligt sær - jeg er dog spændt på at finde ud af, om det er humor, gys eller action der kendetegner bogen...

Fugl Fønix af Sara Ejersbo

Sara Ejersbo er forfatteren bag den populære Pigeliv-serie, men hun har også skrevet meget andet. Jeg faldt over den her titel, fordi forsiden ligner lidt stilen, som vi kender fra fx Håndbog for superhelte af Elias og Agnete Våhlund. Kombineret med beskrivelsen af Fugl Fønix gør det, at jeg forventer en spændende og actionspræget bog for mellemtrinsbørn. 

Bogen beskrives af forlaget Gutkind som "En anderledes superhelteroman om klima, korruption og kampen for retfærdighed". Det lyder jo lovende! 

Så vidt jeg kan læse mig til, så fortælles historien igennem forskellige vidneudsagn, avisudklip og andre brudstykker af tekst, så det først er til sidst at læseren kan regne ud, hvad der faktisk er sket.

Herman: Historier fra en anderledes barnsom af Herman Flesvig og Erlend Loe

Erlend Loe er en anerkendt norsk forfatter, som skriver skørt og seriøst og helt særegent. Herman Flesvig er en norsk komiker og bogen handler i en eller anden grad om hans egne oplevelser som barn. Han var ligesom bogens hovedperson et barn, som ikke kan sidde stille. Jeg kan ikke helt blive klog på stemningen og tonen i bogen, hvilket for mig gør en stor forskel; Om det er sjovt, alvorligt, sørgeligt eller en blanding af det hele. Det må vi læse os til, når den kommer.

Bogen er illustreret af Bård Sletvold Torkildsen

Lightfall 1: Vogterne af den evige flamme af Tim Probert

Det er det første bind i en ny graphic novel-serie. Jeg læste et sted, at den er for alle, der elsker fantasy, eventyrlige rejser og umage makkerpar - og det lyder jo vidunderligt. Forsiden er bog noget beige-farvet, hvilket jeg normalt ikke bryder mig om, men den ser samtidig sød og magisk og finurlig ud. Og den skulle være både sød og actionsfyldt og handle om en stor mission, som skal redde planeten fra evigt mørke. Det lyder alt sammen meget besnærende.  

Lulu Lukøje 2: I drømmenes dyb af Adam O

I 2023 kom den første bog om Lulu Lukøje og jeg ELSKEDE den. Det er en billedbog i stort format om pigen Lulu fra Drømmeløse, som finder den gamle drømmebus og pludselig er ude på en fantastisk rejse. Bogen indeholder masser af intertekstuelle referencer til Den lille prins og Alice fra Eventyrland, og jeg elsker en god intertekstuel reference! Det hele krydret af forfatterens egne store, stemningsfulde illustrationer

Det eneste dumme ved Lulu Lukøje-bogen var, at den var for kort. Derfor glæder jeg mig meget til at der kommer en fortsættelse!

Skyggedetektiverne af Andreas Boeskov

Hvis du synes, du har hørt forfatternavnet før, så er den god nok. Andreas Boeskov har skrevet den nye danske fantasyserie, De glemte vogtere, som bl.a. vandt debutantprisen på fantasyfestival 2022. 

Nu kommer han så med en børnekrimi, som skal være starten på en ny serie - uden det mindste strejf af magi, så vidt jeg kan læse mig til. I stedet handler det om Billie, hvis bror forsvinder. Og da hendes far uforklarligt nægter at hjælpe med at finde broren, går hun selv i gang med arbejdet sammen med tre andre børn, der går op i detektivarbejde. Men de fire børn kommer snart ud i noget, der var lidt vildere og farligere, end de havde forventet...

Det lyder mægtig spændende, men for at være helt ærlig, så er det forfatternavnet, der gør at denne bog et på min liste over de nye titler, jeg skal holde øje med i 2024.

Materialer