Kaninens år af Stine Askov

Kaninens år af Stine Askov

10.11.14
En fin lille helt realistisk hverdagshistorie om samliv og ægteskab. I et præcist sprog sætter Stine Askov ord på de tanker og følelser, som et parforholdsliv ofte indeholder.

Hverdagen presser sig på i denne lille parforholds-roman af Stine Askov. Scenen er sat i en mor-far-og-to-børn-lejlighed i Nansensgade i København. Trine er pædagog og gift med Asger og sammen har de to mindreårige døtre. Trine er i færd med at læse videre på DPU - Danmarks Pædagogiske Universitet - og hun kæmper med det afsluttende projekt sammen med et par studiekammerater.

Samarbejdet i gruppen går ikke alt for godt, og det gør samarbejdet i ægteskabet sådan set heller ikke. Trine er utilfreds. Hun savner nærvær, kærlighed og sex, og hun føler ikke, at hun kan råbe manden op. Egentlig har hun lidt dårlig samvittighed over hele tiden at være så sur og ufremkommelig når hun sådan set "har alt". Asger er en flink og fredelig mand, som tjener pengene mens hun uddanner sig og børnene er søde, kærlige og temmelig ukomplicerede. Alligevel er hun altså ude af stand til at finde glæde i sit triste fastlåste liv med mand og børn. En spontan kærlighedsaffære sætter gang i handlingen og Trine flytter med børnene til Hellebæk, og forsøger at skabe sig et nyt liv med delebørn, nye naboer og nyt arbejde.

Hvordan det går med Trine, Asger og deres to børn må du selv læse. Det er en fin lille helt realistisk hverdagshistorie om samliv og ægteskab. I et præcist sprog sætter Stine Askov ord på de tanker og følelser, som et parforholdsliv ofte indeholder. Alle, der har prøvet at leve i et parhold, vil kunne spejle sig i Trine og Asger.

Materialer