Lyden af mørke af Lis Vibeke Kristensen

Lyden af mørke af Lis Vibeke Kristensen

05.11.14
Vi er ikke nået langt ind i romanen før de første tegn på uhygge sniger sig ind mellem linjerne.

 Kan mørke have en lyd?? Kan mørke høres??  Titlen og forsiden har på forhånd "solgt" romanen til mig - og jeg blev fanget ind lige med det samme, -  fra første side. Det begynder ganske fredeligt med at Claus og Lilith har aftalt at bo og arbejde en måned eller to på en lille ø langt fra ”civilisationens fangearme”, som Claus kalder det. Han kalder det også et ”socialt eksperiment”. Lilith og Claus har kendt hinanden i 4 måneder, de er kærester, - måske – Lilith er lidt lunken, når nogen spørger. Måske er det bare sengevarmen, der binder dem sammen. De er begge kunstnere, hun er fotograf og Claus er musiker.

Vi er ikke nået langt ind i romanen før de første tegn på uhygge sniger sig ind mellem linjerne. Lilith bevæger sig rundt i landskabet med sit kamera, og en dag ser noget, som hun absolut ikke skulle have set. Der er kun få bipersoner i bogen – og én af de mest markante er den lokale politikvinde Lone og hendes oprørske datter Janni. Janni er i konstant konflikt med sin mor, og derfor kaster hun sin fortrolighed på Lilith, som tager imod Janni og lytter til hende på sin helt egen indadvendte Lilith-facon. I virkeligheden har Lilith nok en helt anden dagsorden.

Så er der jo også Birger og Gunnar, skumle mandspersoner som har noget absolut fordækt for. Birgers kæreste Alina, som kommer fra Letland, dukker uventet op det mærkeligste steder, og hun opholder sig vist nok ikke helt frivilligt på øen. Snigende uhygge og intens spænding får læsningen til at spurte derudaf. Det, der skaber gyset, er en skriveteknik, hvor Lis Vibeke Kristensen nøjes med at antyde en handling, og så digter man som læser selv med. Der står rigtig meget mellem linjerne.

Nok er jeg glad for gyser-romaner, men det jeg blev allermest betaget af ved denne roman, er Lis Vibeke Kristensens psykologiske portræt af Lilith. Hun er en kvindetype, som jeg selv føler mig langt fra – indesluttet og socialt handicappet i et omfang, så hun næsten ikke kan fungere sammen med andre mennesker. Lilith er fuldstændig ude af stand til at modtage og give kærlighed, og derfor bliver det selvfølgelig også et portræt af et vanskeligt parforhold.  

Lilith og Claus er bipersoner i den roman, som udkom sidste år – den som hedder ”En fest for Beate” – den har desværre ikke nået at læse, men det jo også rart at have en Lis Vibeke Kristensen roman til gode. Efter sigende skulle denne roman være 1. delen af en planlagt trilogi, så har vi det at gå og glæde os til.

Materialer