Glædelig Verdens Poesidag!

UNESCO har siden 1999 erklæret d. 21. marts for poesiens dag. Det har de gjort, fordi de gerne vil støtte poesien globalt, og derfor er dagen i dag en ekstra mulighed for at hylde skønheden i sproget og i poesien. I den anledning vil vi fra biblioteket gerne inspirere og anbefale dig vores yndlingsdigt eller yndlings digtsamling.

Jettes anbefaling:

Jeg er ret begejstret for Birgitte Krogsbølls samling fra 2013: ”Dyr med næb ordnet efter antal vinger”. Bogen er fuld af lister, som er kategoriseret efter de skæveste ting, lige fra antal ben på dyret til graden af bitterhed. Alene den umiddelbare læsning giver grin, men når man så læser listen igen, er der pludselig flere lag i kategoriseringen, der giver plads til refleksion. Det er meget morsomt, samtidig med at det er eftertænksomt og fint.

Mortens anbefaling:

Hvis du tvinger mig, og jeg skal vælge én, så vil jeg vælge noget dansk, og så vil jeg vælge "Sommerfugledalen". Fordi der sker noget spændende i den stramme forms møde med et stof/erkendelse og en metaforik, der er vild og uregerlig. Og fordi sonetkransen i sig selv er fascinerende og kommer til at virke større end verden med mestersonetten – som om det er en naturgiven form. Jeg holder desuden meget af rytme og lydlige elementer (”A une passante” er også en sonet), men der er også noget i stoffet/den erkendelse, som "Sommerfugledalen" repræsenterer, som bliver ved med at være vigtigt – uanset om man er 21 (som jeg var, første gang jeg læste den) eller halvgammel (som jeg er nu). Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på Bob Dylans "Time Out of Mind", fra 1997, som jeg synes behandler den samme erkendelse; tanker om det at skulle dø.

Thomas’ anbefaling:

En af mine yndlingsdigtsamlinger er Klaus Høecks "Heartland". Når man læser den, skifter handlingen imellem at foregå på et bestemt sted, nemlig ved et magnolietræ i digterens have på Fyn, og på en bestemt dag, hvor tiden langsomt går. Samlingen beskriver således en fremadskridende dag med alle sine hverdagslige situationer, fodring af katten, gå ud med skraldet osv. alt imens Magnolietræet står i haven og ser smukt og godt ud, trækker tråde ud i verden og ned i jorden til træets rødder.

Annas anbefaling:

”Den blå anemone” (sang fra Højskolesangbogen)
Jeg elsker gamle sange, fordi sproget er så knudret, ofte kan en enkelt linje indeholde en hel masse. Jeg synes, den her er så smuk: Det er fint at kunne finde glæde i sådan en lille ting som en blomst. Jeg holder især af sidste vers, hvor man synger: ”For denne rene farve, den er mig som en vårens dåb, den la’r mig nyfødt arve, en evighed af håb”. Det lyder fantastisk at få en evighed af håb!

Janus’ anbefaling:

Jeg har en forkærlighed for haikuer – for jeg grundlæggende nok har svært ved at forstå det meste poesi, men haikuet har nogle faste rammer (3 linjer á 5-7-5 stavelser), og det kan jeg forholde mig til. Samtidig ser jeg gerne digte som meget alvorlige, så det var noget af en øjenåbner at falde over Kobayashi Issa, der skrev sin poesi i 17-1800-tallet. For de korte tekster er overraskende fyldt med humor og lune, og hans ”Dugdråbeverden” er en bog, man altid kan slå op i og hygge sig med i et par minutter.  

Catharinas anbefaling:

Normalt læser jeg ikke særlig mange digte, men jeg må sige, at Rupi Kaurs digtsamling ”Solen og hendes blomster” er en samling, jeg kan læse igen og igen, og den går lige i hjertet hver evig eneste gang. Den er inddelt i fem kapitler (visne, falde, slå rødder, vokse og blomstre), og de beskriver udviklingen fra sorg, til man har genfundet sin egen styrke igen. Det er en digtsamling, som er utroligt smuk, rørende og håbefuld, og så indeholder den Kaurs egne illustrationer, som underbygger og forstærker digtsamlingens fortælling.

Maries anbefaling:

Det kunne faktisk godt være Søren Ulrik Thomsens ”Et andet sted i samme hus” fra City Slang (1981) Digtsamlingen og jeg er lige gamle, og jeg har kendt digtet siden mine tidlige teenageår. Dengang fik jeg noget andet ud af det, end jeg gør nu, men det bliver ved med at tale til mig. Helt basalt om vigtigheden af at give slip og så alligevel huske at holde fast på noget.

Skrevet af Catharina Busk Andersen