Det perfekte digt eller Hvorfor jeg ikke er maler

Digtet hedder "Hvorfor jeg ikke er maler (originaltitel: Why I'm not a painter) og er skrevet af den amerikanske New Yorker-poet Frank O'Hara i 1957.

Jeg har ofte læst Frank O'Haras digt "Hvorfor jeg ikke er maler" med blandede følelser. Til at begynde med virker det slet ikke som et digt, men jo mere man tænker over det, kommer det til at handle om det perfekte. For det første er digtet en opfindsom prosaisk vandring under overskriften "digt". For det andet poserer der efter endt læsning (det tager kun et lille minut at læse den lille tekst) et fatamorgana af betydning og forståelse. Digtet er nemt at læse og nemt at forstå, men alligevel kan jeg dvæle over og genlæse det her digt. Det har jeg gjort siden jeg læste det første gang for en god portion år siden i Pejk Malinovskis og Palle Sigsgaards oversættelse fra 2011. 

I digtet, som er en lille historie om Mike Goldbergs maleri Sardines, går det sådan, at både maleren og digteren arbejder på et værk. På lærredet hos maleren står der under tilblivelsen SARDINER men det males over og der er kun en lille smule tilbage af ordet. På papiret, som digteren skriver på, kommer der aldrig til at stå orange, som ellers er det, digteren tænker på og skriver om. Til sidst ender begge værker dog med at have titlen SARDINER og Orangeader. 

Malerens billede handler eller ligner umiddelbart aldrig en stime sardiner, men ordet står et sted under lagene af maling og i titellinjen. Digterens digte handler udelukkende om orange, men ordet forekommer aldrig i sin rene form. 

Trækker vi os for en kort bemærkning fra litteraturen ind i hverdagen, så kender vi nok alle sammen følelsen af, at vi kunne eller skulle være blevet noget andet. Jeg skulle have været taxachauffør, skolelærer, præst eller piberyger. Jeg burde arbejde mindre... rejse mere, jeg burde eje et par træsko eller et par tøfler af den gamle skole, prøve at bo i en øde hytte. Den her artikel skulle i øvrigt have handlet om det uperfekte.   

Måske er det et grundtræk i livet, at de valg vi tager aldrig er perfekte på den der "jeg-omslutter-mig-selv-måde? Og måske handler det så alligevel om det uperfekte, for det perfekte udtrykkes vel netop som noget, som går lige efter planen? 

Tilbage til digtet - er digteren alligevel maler, eller er der en forskydning mellem digtekunsten og malerkunsten? Ligger 'orange' alligevel inde bag alle ordene, præcis som det gør på malerens lærred? Handler billedet om sardiner, når det nu hedder SARDINER?

I mit hoved kører de her spørgsmål rundt på repeat. Hver gang jeg læser digtet, får jeg følelsen af, at jeg på én gang har og ikke har svaret på det her digt. Og selvom jeg lige har forsøgt at beskrive, hvad der er på færde, så føler jeg mig ikke tættere på sandheden, på det perfekte eller på at forstå digtet. 

Det er blandt andet derfor jeg læser. Når jeg ikke kan finde den perfekte tolkning, når puslespillet aldrig rigtig falder på plads - til trods for at jeg forstår alle bestanddele - er der et eller andet i mig, som holdes i kog og dermed i live. 

Og vender vi tilbage til køkkenbordet en sen søndag aften, hvor hverdagstvivlen har lagt sig omkring mig som en uigennemsigtig hinde... har jeg nu valgt rigtigt eller skulle jeg blive noget andet...? så kan jeg hvile i, at sådan kan det ofte føles, men livet sejler altså derudaf og ét er sikkert. Jeg er et menneske, en læser, ubestemmelig og uperfekt. 

Lad os se digtet. 

Hvorfor jeg ikke er maler

Jeg er ikke maler, jeg er digter.
Hvorfor? Jeg tror hellere jeg ville være
maler, men det er jeg ikke. Altså,

for eksempel. Mike Goldberg 
er begyndt på et billede. Jeg kigger forbi.
"Sid ned og tag en drink," siger
han. Jeg drikker; vi drikker. Jeg ser
op. "Du har SARDINER der."
"Ja, der manglede et eller andet."
"Ahh." Jeg går og dagene går
og jeg kigger forbi igen. Billedet
går sin gang, og jeg går og dagene
går. Jeg kigger forbi. Billedet er
færdigt. "Hvor er SARDINER?"
Der er kun et par bogstaver 
tilbage, "Det var for meget," siger Mike.

Men jeg? En dag tænker jeg på
en farve: orange. Jeg skriver en linje
om orange. Snart er det en 
hel side med ord, ikke linjer.
Og så en side til. Der burde være
meget mere, ikke om orange, men 
ord, om hvor forfærdelig orange er
og livet. Dagene går. Det er ligefrem
prosa, jeg er en rigtig digter. Mit digt
er færdigt og jeg har ikke nævnt
orange endnu. Det er tolv digte, jeg kalder
dem ORANGEADER. Og en dag i galleriet
ser jeg Mikes billede, det hedder SARDINER.

Frank O’Hara, New York 1957 

Poetik for det perfekte digt

Hvis du har læst med indtil nu kan du godt tåle det mere information. 

En af de mest brugte skriveøvelser brugt på kurser om kreativ skrivning landet over er citron-øvelsen. Du har muligvis selv været udsat for den. Den går ud på, at man skal beskrive en citron uden at bruge citronens mest markante kendetegn - gul, sur, oval. Du må selvfølgelig slet ikke skrive citron. Og resultaterne er ofte virkelig gode tekster, som sætter tankerne i gang hos læsere, hvis associationer sjældent ender ud med at forholde sig til en kedelig citron men et langt mere interessant indre billede. 

Virker det velkendt?

Både hos digteren Frank O'Hara og maleren Mike Goldberg bliver overskrifterne brugt som en slags magneter for forestillingsevnen. Havde der rent faktisk været sardiner på billedet, havde sammenhængen mellem billede og tekst været "perfekt" og beskueren af billedet kunne gå videre til udstillingens næste billede. 

Når sammenhængen mellem titel og udtryk i maleriet ikke stemmer overens kunne man strengt taget kalde det for et uperfekt billede. Et uperfekt men langt mere interessant billede. Der huller og plads til at tænke. Og det er sådan jeg har det med O'Haras digt. Jeg kan ikke slippe det, og det er en af de ting, der er med til at holde mig i live.