Drengen & Dæmonen af Jens Østergaard

Drengen & Dæmonen af Jens Østergaard

12.02.15
Spændende krimi med godt persongalleri og støt stigende spændingskurve

Sidste år debuterede Jens Østergaard med den spændende krimi "Dragen, sangeren, helten", hvor han introducerede Thomas Nyland, leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet. Nyland er en kæmpe af en mand, men også en meget stille og tilbageholdende person, og helt klart en karakter jeg fik lyst til at læse mere om. Den lyst fik jeg endelig styret med anden bog i serien "Drengen & Dæmonen".

Handlingen udspiller sig over ganske få dage med en prolog og et efterord. Vi følger opklaringen, da Nylands kollega ringer ind for at anmelde et trafikuheld, men da politi og ambulancer ankommer til stedet, er både kollegaen og det lille barn fra bilen borte. Kun en døende kvinde er tilbage. Politiet sætter hele styrken ind for at finde de forsvundne, men opklaringen bliver ikke nemmere af, at kvinden fra ulykken tilsyneladende ikke eksisterer.

Jens Østergaard skriver godt og fængende. Jeg blev grebet fra første side, og historien udvikler sig grumt og et langt stykke hen ad vejen uforudsigeligt. Der fortælles i et højt og effektivt tempo, og som læser ånder man først op, når den sidste linje er læst.

"Drengen & Dæmonen" indeholder alt det, jeg kan lide i en krimi med sit spændende plot og gode persongalleri, samtidig med at sproget flyder, og spændingskurven er nærmest konstant stigende. Jeg glæder mig allerede til bind tre og kan kun anbefale bøgerne om Thomas Nyland til alle, som holder af en god krimi.

Materialer