Det tavse vidne af Elly Griffiths

11.11.19
En død studiekammerat, et opsigtsvækkende arkæologisk fund og en buttet arkæolog med speciale i biologisk antropologi.

"Det tavse vidne" er femte bind i Elly Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway.

Her i "Det tavse vidne" bliver Ruth kontaktet af en tidligere studieveninde, som fortæller at deres fælles ven, arkæologen Dan Golding, er død i en brand. Ruth er rystet over nyheden, men værre bliver det, da hun kort efter modtager et brev fra Dan. Her hentyder han til et opsigtsvækkende fund, som han beder om Ruths hjælp til. For tilsyneladende er stærke kræfter imod Dan.

Brevet får Ruth til at kontakte Nelson. Han trækker i trådene til en gammel politikammerat i Blackpool – som kan afsløre, at Dan blev myrdet.

Alligevel får Ruths nysgerrighed hende til at sige ja, da lederen af Pendle University’s historiske institut, Clayton Henry, beder hende om at se på Dans opdagelse. Hun slår to fluer med et smæk og holder sommerferie i Blackpool med sin datter og Cathbad, og så kan hun undersøge Dans udgravning ved samme lejlighed.

Men hvem der end stod bag Dans død, har øjnene på Ruth, og snart begynder hun at modtage truende beskeder. Kan Ruth selv være i fare?

Elly Griffith skriver, så historien nærmest læser sig selv. Jeg havde i hvert fald svært ved at lægge den fra mig, da jeg gik i gang. De forskellige plottråde er med til at skabe suspense, selvom her ikke er tale om en decideret pageturner. I det hele taget har jeg kun godt at sige om "Det tavse vidne". Den (og hele serien) er et oplagt bud til læsere af velskrevne puslespilskrimier, hvor personer og miljø er en vigtig del af fortællingen.

En charmerende og underholdende krimi jeg kun kan anbefale.

Materialer