Blomstrende syrener af Martha Hall Kelly

14.10.19
Gennem tre meget forskellige kvinder giver ”Blomstrende syrener” et indblik i livet under og efter 2. verdenskrig.

New York 1939. Societypigen og den tidligere Broadway-skuespiller Caroline Ferriday arbejder som frivillig på det franske konsulat i New York. Dagene er travle, for mange franskmænd ønsker visa til USA. Alligevel får Caroline tid til at styre en organisation, som sender velfærdspakker til forældreløse franske børn ved siden af. Og så er hun naturligvis fast hjælper ved sin mors mange velgørenhedsarrangementer for overklassen.

Samtidig går livet sin vante gang for 16-årige Kasia i Lublin, Polen, indtil nazisterne pludselig invaderer landet. For Kasia vendes livet på hovedet, men hun bliver hurtigt en part af den voksende polske modstandsbevægelse. Måske især fordi den jævnaldrende Pietrik, som hun er hemmeligt forelsket i, er en af bagmændene. En dag går en aktion dog galt, og Kasia bliver fanget. Sammen med sin søster Zuzanna og moren Matka bliver hun sendt til Ravensbrück i Tyskland, hvor hun udsættes for umenneskelige medicinske forsøg.

I tiden op til krigen har Herta Oberheuser studeret medicin i Düsseldorf. Hun er vokset op under nazismens åg og er overbevist om Hitlers ufejlbarlighed og Tysklands ret til lebensraum. Da studierne er forbi, har Herta dog svært ved at få arbejde som praktiserende læge. Så da hun ser en annonce, hvor man søger en læge til en genopdragelseslejr for kvinder, slår hun til og får stillingen. I starten finder hun det svært at udføre sin pligt, men hun har brug for jobbet, og det er trods alt kun Häftlinge!

Ad forskellige veje krydses de tre kvinders spor, og vi følger deres liv i nedslag i årene 1939 til 1959.

”Blomstrende syrener” bygger på virkelige personer og begivenheder, og Martha Hall Kelly har lagt et stort research arbejde i bogen. Historien fortælles på skift af de tre kvinder, og på den måde kommer vi helt tæt på dem. Jeg var stærkt underholdt under læsningen, selvom det ind i mellem var en barsk omgang.

Bogen kan både læses af 2. verdenskrigs interesserede, men også hvis du ’bare’ holder af en god historie om dramatiske skæbner.

Materialer