Stærke kvinder, underfundig humor og Mr. Darcy.

09.03.19
Mange kender Jane Austen som forfatteren, der opfandt den romantiske komedie. Hun skrev i en konservativ tid, som var markant anderledes end i dag. Alligevel læser vi stadig hendes værker. Hvad er det ved hendes fortællinger og karakterer, som gør, at vi vender tilbage til dem mere end 200 år efter hendes død?

Af Emma Bonde Stanek, litteraturformidler, Horsens Bibliotek

Det var det med en vis ærefrygt, at jeg kastede mig over bogen, da vi allerede på første semester af engelskstudiet skulle læse Jane Austens ikoniske Stolthed og Fordom.  Jeg havde aldrig før læst Austen, men jeg vidste, at hun var en af de store. En af dem, der altid bliver nævnt, når vi taler om vigtige engelske forfattere. Derfor var Stolthed og Fordom et symbol på, at jeg nu havde nået den inderste kreds af vigtig litteratur.

Jeg havde taget hul på den byld, alle litteraturstuderende med engelsk som fokusområde og respekt for sig selv ved, at de skal beskæftige sig med. Og som jeg egentlig var en smule ængstelig over, for er litteratur fra den engelske Regency-periode ikke noget frygtelig tørt og alvorligt noget?

Hvad erfarede jeg så? Jo, Austen er vigtig, det kan vi hurtigt blive enige om. Hun er også sjov, ironisk og rap i replikken. Hendes persongallerier er formidable, og hun går lige i kødet på datidens konservative forestillinger om, hvordan en kvinde skulle tænke og agere. Og lige præcis derfor er hun vigtig.

 

Et opgør med kvindens rolle i samfundet

Jane Austen blev født i 1775 som præstedatter i Steventon, Hampshire i England. Hun var én blandt otte børn, og hendes familie tilhørte den højere middelklasse. Austen blev aldrig selv gift og forblev tæt med sin familie. Særligt tæt var hun med sin storesøster, Cassandra, og søsterforholdet er gengivet i flere af hendes romaner. Austen rejste ikke og opholdt sig kun ganske få steder i England. Hun døde som 41-årig af Addisons sygdom i 1817.

Jane Austen

Selvom Austens far bakkede op om sin datters skriverier, levede og skrev hun i en tid, hvor kvindens rolle i samfundet var begrænset. Alligevel er Austens heltinder herrer over deres egne historier. Hendes romaner er kendetegnet ved underfundig humor med et hint af kynisme, som var usædvanligt at finde hos forfattere på Austens tid, og særligt de kvindelige. Austens kvindelige karakterers styrke illustrerede Austens egen feminisme, som også kom til udtryk i hendes budskab om, at kvinder bør gifte sig for kærlighed og ikke for at øge deres sociale eller økonomiske status. Hun understregede uretfærdigheden i, at kvinder ikke kunne arve deres afdøde mænds formuer, og hun gav sine kvindelige karakterer ret til at jagte lykken.

Andre kvindelige forfattere på Austens tid berørte de samme emner, men alligevel skiller Austen sig tydeligt ud fra mængden. Hun har bibeholdt sin popularitet og relevans gennem årene, og det skyldes i høj grad hendes stilistiske elegance. Tag for eksempel indledningen til Stolthed og Fordom:

 ”Det er en almindeligt udbredt opfattelse, at en enlig mand med en passende formue må have brug for en hustru. Uanset hvor lidt man måtte kende til en sådan mands følelser og anskuelser, den første gang han viser sig i nabolaget, er denne opfattelse så indgroet i de lokale familiers tankegang, at han betragtes som en af deres døtres retmæssige ejendom”.

Det driver af ironi, og der hersker ingen tvivl om Austens underliggende mening: Ægteskab bør baseres på kærlighed, ikke praktikaliteter og ejerskabsfølelse.

 

Stærke og moderne karakterer

Austens budskaber bæres på skuldrene af de stærke karakterer, hun evnede at skabe. Karakterer, som vi kan relatere til, selv flere hundrede år senere. Hun portrætterer sine karakterers følelser og udvikling gennem dialog, alt sammen uden overflødige ord. Det får karakterer som Elizabeth Bennet og Emma Woodhouse til at brænde igennem som intelligente, sympatiske og virkelige. De er på mange måder moderne personer, som vi måske endda kan genkende dele af os selv i.

Og så er der altså noget ved Mr. Darcy, Elizabeths udkårne i Stolthed og Fordom. På trods af et fornavn så akavet som Fitzwilliam, som på sin vis matcher hans noget forstokkede ydre facon, så rummer Mr. Darcy under overfladen varme, passion og gode kerneværdier. Hvem husker ikke Colin Firth som Mr. Darcy i BBCs tv-udgave af Stolthed og Fordom fra 1995? Særligt i dryppende hvid, gennemsigtig skjorte efter en svømmetur i søen på en varm sommerdag. En scene, som ikke er med i Austens roman, men som er et af britisk tv-histories mest berømte øjeblikke. Jo, der er noget ved ham Mr. Darcy.

 

Bibliografi:

  • 1811: Fornuft og Følelse
  • 1813: Stolthed og Fordom
  • 1814: Mansfield Park
  • 1815: Emma
  • 1817: Northanger Abbedi (udgivet posthumt)
  • 1817: Kærlighed og Svaghed (udgivet posthumt)

 

Artiklen har været publiceret i Horsens Posten 2019

Materialer