Når naturen går amok

13.10.23
Dræberbjørne, muterede rotter og morderiske fugle. Når dyrene går amok på film, er mennesket den truede art.

Er du nogensinde blevet angrebet af en haj? Sandsynligheden er ikke ret stor. Alligevel findes der hundredevis af film, om hajer der angriber mennesker. Genren kaldes natural horror, og er en subgenre af gyserfilm, der har udspring i naturen. Det kan for eksempel være i form af dyr eller planter, der pludselig begynder at angribe mennesker. I nogle film er det dyrenes naturlige instinkter, der gør dem farlige. I andre har naturen været udsat for forurening, eksperimenter, atomaffald el. lign., og det er det, som får dem til at gå amok. Og nogle gange vokse sig kæmpestore.

Den første film, der kan betegnes natural horror, blev lavet helt tilbage i 1925. "The Lost World" bygger på Arthur Conan Doyles roman om en ekspedition, der drager til Amazonas jungle for at lede efter et skjult land, hvor der stadig lever dinosaurer. Og de er naturligvis dødelige for mennesker. Filmen kan ses via Internet Archive (eksternt link).

En af de første film, der opnåede mainstream-succes med "naturen går amok"-præmissen var "The Birds" fra 1963, som blev instrueret af Alfred Hitchcock. Filmen er baseret på Daphne Du Mauriers novelle, omend Hitchcock ikke fulgte den originale historie. I filmen følger en ung society kvinde efter advokaten Mitch til Bodega Bay, hvor han besøger sin familie. Kort efter ankomsten begynder fuglene dog at opføre sig mærkeligt, og snart angriber i tusindvis af fugle alle, der befinder sig udenfor.

Tolv år senere lavede Steven Spielberg filmen, der gav hajer et dårligt ry: "Jaws". Filmen bygger på Peter Benchleys roman, og både Spielberg og Benchley har efterfølgende undskyldt for de følger, historien fik for verdens hajer. I filmen følger vi politimanden Brody, der er flyttet fra New York til øen Amity med sin familie, selvom han er hunderæd for vand. Da øen pludselig hjemsøges af en stor hvid haj, vil Brody lukke stranden, men overtales af byens borgmester til at lade være, da det vil skade turismen. Men da hajen fortsætter sin jagt, må Brody sammen med marinebiologen Hooper og fiskeren Quint stoppe den. Det er dog lettere sagt end gjort. "Jaws" blev startskuddet til en række "dyrene angriber"-film. Blandt andet "Piranah" af Joe Dante i 1978, som Steven Spielberg i øvrigt har kaldt den bedste Jaws-ripoff, der er lavet. Lån "Jaws" her (eksternt link)

Hajer er måske det dyr, der er lavet flest film om i natural horror genren, men også mange andre dyr og insekter har fundet vej til det store lærred. Du kan blive skræmt af film om alt fra rotter og flagermus over bjørne, tigere og løver til muterede kæmpemyrer og zombiefår.

Mandag d. 30. oktober varmer biblioteket op til Halloween med et dyk ned i natural horror genren. Vi viser Elizabeth Banks film fra 2023, om en bjørn der går amok i jagten på det næste fix, efter at den tilfældigt falder over noget kokain i en skov. Utroligt nok tager aftenens film udgangspunkt i en virkelig hændelse, nemlig et mislykket forsøg på at smugle kokain fra Columbia til USA i 1985 der endte med at flyet forulykkede. En lokal bjørn fandt og åd kokainen. Den historie har Elizabeth Banks skrevet videre på, og resultatet er en film, hvor afrevne lemmer flyver rundt mellem lårklaskende one-liners. Det er kitschet, det er bloddryppende og det med et glimt i øjet. 

Før filmen giver bibliotekar Jette Holst en kort introduktion til natural horror genren med masser af klip fra både kendte og mindre kendte film.

Find din gratis billet her 

Materialer