Litteratur uden udløbsdato

Umiddelbart er navne som Bilbo Baggins, Jay Gatsby, Anna Karenina og Snehvide ikke nært beslægtede, men det er dog muligt at finde en sigende fællesnævner. Først og fremmest er de jo alle litterære figurer fra fordums tid. Men en anden faktor, der kitter de velkendte navne sammen er deres vedholdende popularitet i kulturen. For selvom det er mere end 70 år siden de kom til live i litteraturhistorien og formede de store fortællinger, er de alle højaktuelle i dag i filmens verden.

Både Tolkiens fabel ”Hobitten”, Fitzgeralds fornemme hyldest til en epokes tidsånd i ”Den store Gatsby”, Tolstoys beskrivelse af Anna Kareninas stormombruste kærlighedsliv i 1800-tallets Rusland og det langtidsholdbare eventyr om Snehvide er eller vil alle i den nærmeste fremtid blive omsat til film. Hvorfor? Fordi fortællingerne er indbundet i et slidstærkt materiale, som gør dem til stadig vedkommende og interessante snapshots af en svunden tid.

Bøgerne er derfor aldrig gået af mode, men de vil uden tvivl få fornyet saft og kraft og nå nye læsere når deres billedbevægelige pendanter har rullet over det store lærred. Sådan går det som regel.

En stærk kerne

Fortællingerne kan dog holde til eksponeringen for de tilhører alle den særlige kanon af litterære arvestykker, som vi kalder klassikere. Og klassikere er jo per definition en samling af stærkt sammensatte fortællinger, som over tid har bevist deres værd og holdbarhed. Fortællingerne rummer ofte en stærk kerne af noget almenmenneskeligt - en fornemmelse af noget, der taler til os på tværs af tid og landegrænser. Klassikerne har som regel forandret noget – enten for dem der har læst den eller for et samfund eller generation som helhed. Og når vi ikke ved, hvad vi ellers skal læse kan vi altid vende tilbage til klassikeren.

Inspiration til en mørk tid

Listen over klassikere i litteraturens verden er alenlang. Og der findes stort set ligeså mange holdninger til, hvad en ægte klassiker er, som der findes klassikere. På den ene side er der en række snævre kvalitetskriterier for klassikeren og på den anden side er det i højere grad en subjektiv betegnelse, som skal give mening for den der læser bogen.

Jeg har udvalgt en håndfuld af, for mig at se, helstøbte og holdbare klassikere, hvoraf nogle har indskrevet sig i kategorien, mens andre vel egentlig rumsterer i periferien. Fælles for dem alle er, at de giver en mindeværdig læseoplevelse. Vi befinder os midt en mørk tid, hvor vinden hiver og flår i havelågen og træer og telefonpæle kaster lange skygger fra vintermånen. Det har derfor været nærliggende at gribe fat i klassikere, som på sin vis læner sig op ad årstiden. Klassikere som i sig selv rummer et mørke og en mystik.

Hunden fra helvede

Der er visse klassiker, der med vedholdende intensitet har præget kulturen i alt fra litteratur, tv-serier, film og grafiske noveller. Én af disse er Sir Arthur Conan Doyles gådefulde og spændingsmættede detektivroman ”Baskervilles hund” fra 1902. Føles vinteraftnerne lange er historien om helvedeshunden fra den engelske hede et godt bud på gedigen og gysende underholdning.

Sir Charles Baskerville bliver fundet død på sit landsted under mystiske omstændigheder. Meget tyder på, at han i sin sidste minutter har været plaget af frygt, og at han har forsøgt at flygte fra noget. Sherlock Holmes og Dr. Watson forsøger at opklare mysteriet, men bliver langsomt draget dybere ind i en kompliceret sag om sære familierelationer, en forbandelse fra fortiden og ikke mindst et stort frådende bæst, som hjemsøger heden. Fascinationskraften er intakt i denne mere end hundrede år gamle klassiker. Det er britisk, det er mørkt, det er fremragende læsning.

Varmt blod og hugtænder

”Baskervilles hund” er en historie med elementer af horror og tydelige aner til den gotiske genre. Fortsætter vi i den dur kommer vi ikke uden om en fuldblods gotisk klassiker som Bram Stokers ”Dracula” fra 1897. En roman de fleste på en eller anden måde har stiftet bekendtskab med og som absolut er værd at genopleve.

Det er historien om den unge engelske sagfører – Jonathan Harkers møde med det overnaturlige i form af den indsmigrende og levende døde grev Dracula. Harker skal møde Dracula i forbindelse med en ejendomssag og begiver sig, på trods af advarsler fra de lokale, troligt afsted mod grevens slot i det mørke Transsylvanien. Han bliver modtaget af den noble og umiddelbart venligsindede greve, men finder hurtigt ud af, at han er indespærret blandt blodsugende vampyrer.

Fortællingen om grev Dracula er sivet kraftigt ud i populærkulturen, hvor selve vampyrfænomenet i den seneste tid har cirkuleret nonstop i en række film og ungdomsromaner - bl.a. i Stephanie Meyers ”Twilight”-saga. Vil man være med, hvor det hele tog sin begyndelse – fra første bid, er det Stokers ”Dracula” man bør læse eller genlæse. Romanen er et godt eksempel på en udødelig klassiker.

Vi er alle under den store lup

”På hver trappeafsats gloede plakaten med det kæmpemæssige ansigt ham i møde fra muren over for elevatorskakten. Det var et af den slags billeder, der er sådan tegnet, at man altid synes, at øjnene ser lige på en, hvor man end befinder sig. STORE BRODER SER DIG, lød underskriften”.

En af efterkrigstidens stærke og stilsikre klassikere er George Orwells dystopiske og samfundskritiske roman ”1984”. Bogen er skrevet i 1949 og leverer et mørkt og skræmmende vue over, hvordan verden kan tage sig ud, hvis staten udvikler sig til et magtudøvende og totalitært regime. Fortællingen foregår, som titlen indikerer i år 1984, hvor vi følger Winston Smith, som er vokset op i et borgerkrigshærget London og nu er ansat af Partiet til at opfinde og omskrive historiens gang. Han er som de fleste andre under lup af Partiet, som opererer med navne og begreber som ”Ministeriet for sandhed”, ”Tankepolitiet” og ”Big Brother”. Det siger lidt om graden af undertrykkelse og kontrol i samfundet.

Man sværger i reglen evig troskab til denne styrende statsmagt, men Winston fører i al hemmelighed dagbog over sit had til Partiet, og han indleder desuden et forbudt forholdt til kvinden Julia. Men kan man overhovedet holde noget skjult i et samfund, hvor alt kontrolleres og alle overvåges i døgndrift?

”1984” er en barsk fortælling om faren ved et totalitært styre. Om hvordan en stat med de rette, eller nærmere de forkerte folk ved roret kan frarøve befolkningen ethvert individuelt træk gennem absolut undertrykkelse. Alt er retningsbestemt af staten og selv folkets handlinger og tanker tilhører toppen af systemet. Romanen emmer af verdenskrig, frihedsindskrænkelse, manipulation og ikke mindst af stalinismens overvågende og kontrollerende samfundsmodel.

Orwells roman er en holdbar og læseværdig klassiker.

Verden er af lave

En mørk tone er slået an i samtlige af de omtalte bøger, og jeg vil slutte af med den måske mørkeste af dem alle. Det drejer sig om en bog, som endnu ikke officielt befinder sig i klassikerkategorien, men som meget vel kunne ende der i en nær fremtid. Titlen er ”Vejen” og forfatteren den amerikanske Cormac McCarthy.

I ”Vejen” eksisterer verden, som vi kender den ikke længere. En unavngiven katastrofe har fundet sted og jorden er forvandlet til en afbrændt ruin. Alt er mørkt. Et tæt askegråt himmeldække lægger låg på verden. Solens stråler har ikke haft adgang til jordens overflade siden den dag, hvor tiden gik i stå og alting ophørte. Bygninger er smuldrede, veje er krakelerede og forkullede nøgne stammer står tilbage som en sidste rest der, hvor de engang så grønne skove prydede landskabet. Der er ikke et menneske at se nogen steder - ja og ikke engang et dyr. Alt liv synes at være sivet ud af verden.

Det lyder trist og det er det i allerhøjeste grad også i Cormac McCarthys skildring af et postapokalyptisk USA. I bogen følger vi en far og sin søns kamp for overlevelse ved verdens ende. Plaget af sult, udmattelse og minder fra en svunden tid vandrer de gennem dette forbrændte og døde landskab med en spinkelt håb om frelse ved kysten.

Bogen er enkel i sit sprog med masser af korte og beskrivende sætninger, hvilket, formentlig efter hensigten, forstærker følelsesløsheden i fortællingen. Det er en af de få bøger jeg har læst, hvor fornemmelsen af at læse nærmest ophører og erstattes af noget andet. For selv om verden beskrevet i bogen er kold og følelsesforladt tager man sig selv i at føle en hel masse med faren og sønnen.

”Vejen” er en kulsort men ikke desto mindre smuk og berigende fabel om et afpillet fremtidsscenarie, hvor livet er hevet op med rod og alt håb er dirrende spinkelt. En verden, hvor kun mindet kan give den endelige forsoning.

Mødet med en klassiker

Jeg håber de omtalte bøger har givet appetit på at udforske udvalget af klassikere. Både de åbenlyse litterære milepæle, men også de perifere af slagsen. Det er vanskeligt at afgøre, hvad der er der gør en bog til en klassiker. Det er tydeligvis en fortælling, som rammer noget hos rigtig mange mennesker, men samtidig handler det også om noget dybt personligt og individuelt. Klassikeren er ikke et statisk begreb, men en inkluderende betegnelse for slidstærk litteratur, som formår at forundre og forføre os – selv efter fjerde gennemlæsning.

At læse en klassiker kan være en form for nostalgisk higen efter noget som ikke længere er – en tilbagevenden til en svunden tid. Det er mødet med en historisk arv. Men når alle lag er skrællet af er klassikeren først og fremmest en indsigt i os selv, og hvordan vi agerer som mennesker – hvad enten hovedpersonen hedder Bilbo Baggins eller Jay Gatsby.

Andre gode klassikere:

• Henrik Pontoppidan: ”Lykke Per”
• Virginia Woolf: Mrs. Dalloway
• Karen Blixen: ”Syv fantastiske fortællinger”
• John Cleland: ”Fanny Hill”
• Herman Bang: ”Ved vejen”
• Gustave Flaubert: ”Madame Bovary”
• Thomas Mann: ”Huset Buddenbrook”
• Charles Dickens: ”Store forventninger”
• F.M. Dostojevskij: ”Brødrene Karamasov”