Ærø, is og vandaber

30.06.23
Efter en kort pause er bibliotekets månedlige podcast tilbage. Vi plejede at hedde Friske Faustnumre, nu hedder vi Håndplukket, men det er stadig bibliotekarerne Janus og Jette der med hjælp fra kollegaerne stiller skarpt på bibliotekets nyindkøb. Denne gang handler det blandt andet om Ærø, is, ufoer og vandaber.

Du kan lytte til podcasten Håndplukket her (eksternt link)

Månedens musik

Zar Paulo: Elendig software
Herfra 'Klap for fædrelandet' og 'Tiger'

Månedens film

Den store stilhed instrueret af Katrine Brocks (også på Filmstriben)
Gud venter på at hans fortabte børn vender hjem, men det kræver ægte anger at modtage hans tilgivelse. Søster Alma er tæt på at aflægge sine evige løfter, men et besøg fra broderen Erik ripper op i gamle sår. Gribende dansk drama om skyld og skam og tilgivelse, til alle der holder af medmenneskelige historier.

UFO Sweden instrueret af Victor Danell
En ung teenagepige leder efter sin far som forsvandt for flere år siden. Blev han kidnappet af en UFO? Pigen forsøger at få hjælp fra organisationen "UFO Sweden". Krydsning mellem science fiction og mysterium, perfekt til "Stranger Things"-generationen.

Wannsee-konferencen instrueret af Matti Geschonneck
I 1942 mødtes en gruppe nazistiske embedsmænd i en villa i Wannsee, en forstad til Berlin. Temaet for mødet var hvordan man skulle forholde sig til Hitlers ønske om den endelige løsning på det europæiske jødespørgsmål.

I spotlightet 

Geipel, Ines: Fagre nye himmel: rumeventyr, eksperimenter og hemmelige arkiver
Gad 2023; 1. udgave; 239 sider
Ines Geipel er tidligere østtysk topatlet. I denne bog afdækker hun sammenhængen mellem det østtyske rumprogram og doping af østtyske topatleter før murens fald. For læsere med interesse for DDRs hemmeligheder.

Lebowitz, Fran: Fran Lebowitz - samlede essays
Falco 2023; 1. udgave; 358 sider
Fra sin lejlighed i New York skrev Fran Lebowitz (f. 1950) op igennem 1970'erne og 1980'erne en række klummer til bl.a. Andy Warhols magasin "Interview", der er samlet i denne essaysamling. Det er velskrevet, skarpe og vittige tekster til læsere med interesse for amerikansk kultur i 1970'erne.

Marshall, Tim: Geografiens magt: ti kort der viser verdens fremtid
Svane & Bilgrav 2023; 1. udgave; xii, 340 sider
Analyse af ti regioner, der vil forme den globale politik med rivalisering. De forskellige regioner kommer i hver deres kapitel under kyndig behandling i en magtpolitisk og konfliktmæssig kontekst. For interesserede i geopolitik og internationale konflikter.

Due, Claus: Vandaben
Linje H 2023; 1. udgave; 263 sider
Delfinforskeren Poul Hansen kommer på en noget special opgave ved en udgravning i Afrika. Der er nogen, der er ved at genskabe dele af fortiden og her spiller Pouls viden en central rolle! Til læsere af spændingslitteratur, mere specifikt genren videnskabsthriller, hvor forskning blandes med spænding.

Fríða Ísberg: Mærket
Gyldendal 2023; 1. udgave; 265 sider
I en nær fremtid på Island har staten indført en empatitest, der afgør om man bliver mærket eller ej, og dermed også viser om man udviser den rette adfærd. En folkeafstemning er på vej, hvor folket skal stemme om, hvorvidt testen skal gøres obligatorisk. Vi følger fire personer i tiden op til afstemningen. For læsere af fremtidsromaner.

Herløv Petersen, Arne: Protektor
Det Poetiske Bureau 2023; 1. udgave; 188 sider
En "ukroni" -  en tænkt mulig fortid, hvor Struensee har bedre held med sine reformer af Danmark og ikke bliver halshugget, men dør mæt af dage i sengehalmen. Til dig som læser historiske romaner med et interessant tvist.

Bech, Sussi: Københavnermysteriet: jagten på naturens enhed
Eudor 2023; 80 sider
Fire gymnasieelever bliver kontaktet af en, der kalder sig deres ven. Han lokker dem til museer og hemmelige forelæsninger for at lære mere om fysikkens historie. For unge og voksne læsere af historiske og videnskabelige tegneserier.

Chrétien, Léa: Louisiana - farvet af blod
Umpff 2023; 170 sider
Louise Sorel blev født i 1861 som datter af  en plantageejer. Som 100-årig fortæller hun sin livshistorie til den sorte stuepige Hazel. Graphic novel om magtsyge mænd, voodoo og kvindeskæbner i slavetidens USA. Til alle voksne læsere af graphic novels og tegneserier.

Mest reserverede faglitteratur

Humaidan, Maj My: Ærø manifestet: om længslen efter et andet familieliv
Gyldendal 2023; 1. udgave; 237 sider
Historien om en familie, der ikke er bange for at vælge hamsterhjulet fra og familielivet til. Bogen kan læses af alle, der interesserer sig for samfundskritik og alternative familieliv.

Håb er en overset superkraft: 12 taler til konfirmanden
Bibelselskabet 2023; 1. udgave; 247 sider
12 gode taler eller artikler til konfirmanden. En bladrebog med gode råd, bibelcitater, erfaringer og refleksioner. For konfirmander samt andre unge og voksne.

Svensson, Patrik: Havet og mennesket
Gad 2023; 1. udgave; 238 sider
For vidensbegærlige læsere, med interesse for historie og naturvidenskab, er her en bog om de mennesker, der har udforsket, kortlagt og forsøgt at erobre havet.

Mest reserverede skønlitteratur

Tind, Eva: Citronbjerget
Gyldendal 2023; 1. udgave; 250 sider
Den 50-årige forfatter Sui forlader sin mand uden helt at være klar over hvorfor. Da hun modtager et brev om, at hendes bedstefar er død, og hun har arvet hans hytte på Citronbjerget i Korea, rejser hun dertil, skriver og bearbejder skilsmissen. For læsere af ny dansk kvalitetslitteratur med magiske og lyriske elementer.

De la Motte, Anders: De bjergtagne
Modtryk 2023; 1. udgave; 488 sider
Et ungt kærestepar forsvinder uden spor og kriminalefterforsker Leonora Asker er godt i gang med efterforskningen, da hun bliver erklæret inhabil. I Askers nye afdeling får en sag om mystiske legetøjsfigurer hende på sporet af kæresteparret. For læsere af spændende og nervepirrende krimier.

Rahmeh, Sara: Betonhjerter
Alpha 2023; 1. udgave; 290 sider
17-årige Yasmin lever i boligblokken "Blokken" og fortæller beboernes forskellige historier om kaos og kærlighed iblandet sin egen historie. For voksne læsere af ny, dansk litteratur med humor og brod.

Månedens anbefaling

Isbogen: hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt
Gyldendal 2023; 1. udgave; 270 sider
En tour de force indenfor emnet is. Vi bliver både klogere på ekspeditioner og klimapåvirkning, når bogen med sit fabulerende sprog tager os med ind i isens verden. For naturinteresserede.

Nunez, Sigrid: En ven
Café Monde 2023; 1. udgave; 219 sider
En kvinder mister pludseligt sin bedste ven og kæmper med sorgen. Hun overtager mandens hund, som også sørger dybt over sin ejers bortgang. Kvinden må ikke have hund i sin lejlighed, så udfordringerne er mange for det umage par. For læsere af velskrevet og eftertænksom litteratur.

Vi talte også om ...

Roseman, Mark: Wannsee konferencen: beretningen om det 20. århundredes mest skamfulde dokument
Broe 2009; 190 sider
Mødet hvor 15 topnazister den 20. januar 1942 under den anden verdenskrig afholdt en konference om "die Endlösung", folkemordet på Europas jøder.

Riley, Lucinda: Atlas: historien om Pa Salt
Cicero 2023; 1. udgave; 656 sider
De syv søstre er endelig samlet for at tage afsked med deres elskede Pa Salt. Men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om deres opvækst og den fare, som deres adoptivfar kæmpede så hårdt for at beskytte dem imod. For læsere af historiske romaner og slægtsromaner.

Møller, Pelle: Tilflytterne
Gyldendal 2022; 1. udgave; 316 sider
Sarah flytter med familien fra København til Arø for at udleve drømmen om gårdbutik og bæredygtig livsstil. Her møder de modstand fra flere af de lokale, og selv naturen synes at reagere, for frem af jorden vælder en ondsindet kraft. Humor og uhygge for læsere af nordisk litteratur.

Tremblay, Paul: A head full of ghosts
William Morrow 2015; First edition; 286 sider
The lives of the Barretts, a normal suburban New England family, are torn apart when fourteen-year-old Marjorie begins to display signs of acute schizophrenia. To her parents' despair, the doctors are unable to stop Marjorie's bizarre outbursts and subsequent descent into madness. As their home devolves into a house of horrors, they reluctantly turn to a local Catholic priest for help. Father Wanderly suggests an exorcism; he believes the vulnerable teenager is the victim of demonic possession. He also contacts a production company that is eager to document the Barretts plight for a reality television show.

Schätzing, Frank: Den femte dag
Punktum 2010; 1. udgave; 941 sider
Økologisk spændingsroman. På og under havoverfladen sker der uhyggelige ting forskellige steder verden over. Videnskabsfolk registrerer og udforsker de uforklarlige hændelser. En økologisk naturkatastrofe af uhørte dimensioner truer menneskeheden. (Lån den her)

Bowie, David: The rise and fall of Ziggy Stardust and the spiders from Mars
Herfra nummeret Starman

Jonbar-punktet (podcast)
Dyk ned i den kontrafaktiske historie, hvis store historiske begivenheder var faldet anderledes ud. Jonbar-punktet er den historiske begivenhed, som forfatteren skriver sin alternative historie ud fra, og det er netop titlen på to podcast fyldt med inspiration til spændende læsning.

Materialer