Interview: "Zombieuniverset har altid irriteret mig en smule."

I 2003 udkom Requiem – en historie anbragt  i verden efter zombieapokalypsen. Den foregik på den isolerede Ferguson-farm og præsenterede en verden, hvor folk levede videre, selv om de levende døde var overalt – og de konsekvenser det havde for menneskeheden.

Requiem viste sig snart kun at være Patrick Leis’ først zombieroman, idet han begyndte at udbygge universet og gå dybere ind i, hvad der lå bag de dødes genopstandelse. Hele serien fik titlen Necrodemic-sagaen og spredte sig snart over både romaner og noveller. Nu er Leis i gang med det sidste bind i serien, og den er ved at blive genudgivet samlet på forlaget Valeta.

Som en del af vores zombie-tema har vi taget en snak med Leis om de levende døde. Der er links til bøger og hjemmesider under interviewet.

Kan du starte med at præsentere dig selv og Necrodemic-sagaen? Hvilken type oplevelse vil du gerne have, at læserne sidder tilbage med efter endt læsning?

Faktisk har zombieuniverset altid irriteret mig en smule. På mange måder var det for letkøbt, og der er ufatteligt mange dårlige film, der enten plagierer sig selv eller bare bliver lavet for at vise en masse indvolde. Der er (Jügensens Kadavermarch som undtagelsen!) ikke blevet gjort meget i forklaringer. Det er bare ”Pludselig rejste de døde sig og spiste alle de levende”! Ikke meget at filosofere over, bare en gang splat for splattens skyld. Og jeg havde længe gået og tumpet med tanken om, hvad der kunne udløse en zombieepidemi, og hvordan man kunne få det gjort realistisk. Så før jeg begyndte på selve historien, spekulerede jeg meget over det rent videnskabelige. Hvorfor kunne zombier kun dø, hvis de fik ødelagt hovedet, hvorfor gik de efter hjernen, hvad har de af intelligens, kan de dø af sult osv osv… Så jeg forsøgte at lave en spændende og til dels plausibel beretning om dengang i fremtiden, hvor det hele gik ad helvede til… Nåhja, og så var det også et mål at lave noget, der var blodigere end Peter Jacksons zombiedrab i filmen Braindead, hvor helten klarer paragrafferne med en plæneklipper… Og til det formål fandt jeg på mejetærskeren i Requiem.
Men mit hovedformål (hver gang jeg skriver) er at underholde, måske få læseren til at få et par Aha-oplevelser og lidt at spekulere over, men primært at lave noget, jeg selv godt gad at læse.

Din første zombiebog var Requiem fra 2003. Har det altid været planen, at det skulle udvikle sig til en større serie?

Ja, mere eller mindre. Allerede mens jeg skrev på den, opstod spørgsmålene om, hvordan det hele startede, og hvad der førte til megabyernes opførsel. Jeg vidste allerede, at jeg ikke bare ville kunne slutte med Fergusonfarmen, men at der ville blive meget mere at fortælle…

LÆS MERE: Necropolis af Patrick Leis

Du er i gang med en genudgivelse af hele serien på forlaget Valeta, men jeg ved, der er føjet noget ekstra til. Hvor meget har du arbejdet med den nye udgave?

Jeg har skrevet på de nye versioner i ca. fire år! Der er blevet rettet til, strammet op, ændret og smidt ud, så det har været en noget gennemgribende renovation. I stedet for fem enkeltbind er det nu blevet kædet endnu mere sammen til en on-going historie, og der er lavet nye intro short-story tegneserier til alle bøgerne, nye illustrationer, og i det hele taget arbejdet meget med det grafiske. De gamle versioner blev udgivet på forskellige forlag, og jeg var ikke vildt imponeret over designet, men med Valeta har jeg fået frie hænder.

Zombien er jo ganske grafisk i sin optræden, og du skifter mellem tekst og tegninger. Hvordan foretrækker du at arbejde?

Jeg er jo egentlig tegner, men når jeg skriver, er teksten altid vigtigst. Den kommer først, men pludselig opstår der billeder i mit hoved som trænger sig så meget på, at de kræver at blive lavet. Jeg skifter mellem blyant, tusch og photoshop og elsker at blande så mange forskellige tekniker som muligt.

Zombien har mange år på bagen og mange forskellige inkarnationer. Hvad er det for dig, der gør dette monster så spændende?

Der er fire ting, som gør zombier virkelig uhyggelige.
1) En enkelt udød er ikke farlig, hvis du når at se den. Den er så langsom, at du kan nå et spil skak, før den når frem til dig. Men problemet er, at der er mange af dem. Det er ligesom med en bi, der måske kan stikke, men ikke er et voldsomt problem for de fleste… men kommer der en hel sværm, er det en helt anden historie.
2) En zombie har ingen reel bevidsthed ( i mit univers i hver fald) men styres af rå drift. Den kan ikke skræmmes, ikke tales til fornuft eller udmattes. Den bliver bare ved og ved og ved med at forfølge sit bytte og det er en ret styg tanke.
3) Når en af dine venner falder, dør de ikke bare, som hvis det havde været en varulv eller et monster, der havde dræbt dem, men ideen om, at de pludselig rejser sig som fjender, er pænt betænkelig, og netop det, at de kan være smittede, uden at andre ved det, gør, at man paranoidt vogter på hinanden.
Og 4) er nok det værste, netop at du måske kender din fjende. Det er ikke et fremmed, ukendt uhyre, der står foran dig, men måske dine børn eller forældre, som pludselig er forvandlet til kannibaler… og hvordan vil du retfærdiggøre at skyde dine nærmeste, hvis det måske alligevel en dag blev muligt at finde en kur?

I forhold til de andre zombietitler, vi har set på dansk, har du arbejdet mere med at udvikle den verden, historien foregår i, så der er mere af et science fiction-element i. Hvilke muligheder giver dette lag dig?

Hele tanken var at skabe en historie, der var mulig, hvis de rette omstændigheder var til stede. Går man med på præmissen om, at der blev opfundet en Kur, der viste sig at have føromtalte bivirkning, hænger det hele ganske godt sammen. Og netop ved at lade bind 1 Necropolis starte i nutiden og hoppe 500 år frem i Requiem gjorde at jeg kunne få en meget anderledes vinkel på en verdensomspændende smitte. Jeg forsøgte at undgå en plagiat af andre zombieuniverser, men lave noget, der ikke var set før. Og det spændende som forfatter var faktisk at udregne og beskrive en helt ny verden… Og pludselig kunne man jo så give den gas med al det teknologiske isenkram, som fremtiden måske ville ha at byde på. Det var sjovt at opfinde robotter, hybrider og hvad der ellers fulgte med.

Det er blevet til mange sider med Necrodemic-sagaen. Hvad har du gjort for at undgå gentagelser og holdet det hele lidt frisk, selv om det er rådnende lig, der er omdrejningspunktet?

Den sværeste udfordring var naturligvis at gøre bøgerne så forskellige som muligt, uden at miste den gennemgående tråd. Der er brugt meget tid på at sætte de forskellige scener og udvikle fjendebilledet. Jeg var nødt til at skrive en del andre bøger under vejs for at få Necrodemic på afstand og hele tiden se den med nye øjne, uden at miste overblikket over helheden.
I Necropolis var modstanderen de levende døde, og de manglende kommunikationer, som forværrede problemerne. I Castra Damnatorum var mennesket sin egen værste fjende, og jeg tilføjede også hekseelementet, samt et mindre zombieangreb. Requiem blev det store opgør med kadaverne, hvor der ikke blev sparet på krudtet, og jeg havde så Terminatorfiguren med. I Pax Immortalis blev højteknologien præsenteret, og der var det hæren og Frankensteins monstre, der skulle bekæmpes. I den sidste bog bliver der præsenteret et vampyrtema og de lynhurtige zombier (eller noget, der minder om dem), så jeg har skam været det meste af den klassiske monsterscene rundt. Og det ærgrer mig stadig, at jeg ikke kunne proppe en varulv ind et sted.

LÆS MERE: Jette anbefalinger af danske zombieromaner

Jeg ved, at du er i gang med næste bind i serien. Hvornår skal læserne forvente at se det - og er der andet i støbeskeen for Necrodemic-sagaen?

Jeg regner med at Valeta smider de sidste tre bøger på gaden samtidig. Castra  damnatorum (den nye version af Camp41) udgives senere i år, og planen er, at Requiem Pax og Regnum udkommer samlet i 2018.
I modsætning til de øvrige bind begynder Regnum Mortis, kort efter Pax sluttede. Det bliver en bog i tre dele, hvor den første er meget krimiinspireret med jagten på en seriemorder… derefter går det løs, og jeg kan godt garantere for, at der kommer gang i butikken. Der har været uendelig mange tråde at holde styr på, men jeg tror, at jeg fik samlet dem alle. Derfor er alle de øvrige bind som sagt også blevet gennemgået med lup & tættekam, så der er vist styr på det hele. Og der er gemt mange hints i de første bøger, som bliver afsløret til sidst.
Men når Regnum Mortis er blevet udgivet, og champagnen poppet op, kommer der ikke flere zombier fra mig. Næh, jeg har skam HELT andre planer!

Som en afslutning beder vi gerne om lidt inspiration til læserne: hvilke bøger skal man kaste sig over, når man har tygget sig igennem Necrodemic-sagaen?

De seneste par år er der faktisk kommet en del gode bud på kadaverlitteratur. Ud over Dennis Jürgensens Kadavermarch & Kadaverjagt, kan jeg nævne Amdi Silvestris Pandaemonium, Martin Schjönnings Kværnen og for de yngre Emil Blichfeldts Jonny Nekrotic. Naturligvis bør man ikke snyde sig for tegneserien Walking Dead, den engelske Den første, Resident evil eller tvserien In the flesh.
Joda, der er skam nok at kaste sig over, og skulle man efter Necrodemic have fået zombier nok, kan man jo altid gå i krig med min 4-binds gyser Spejlporten.

LÆS MERE:  Interviews med A. Silvestri og Martin Schjönning

Følg Patrick Leis på hans hjemmeside og Necrodemic-sagaen på Facebook