De levende, danske døde

03.07.17
Jette anbefaler de danske zombieromaner, du skal sætte tænderne i.

Zombiegenren fik et gennembrud til mainstream-publikummet, da filmatiseringen af Robert Kirkmans zombietegneserie ”The Walking Dead” pludselig åbnede folks øjne for de levende dødes kvaliteter. Men længe før ”The Walking Dead” har zombierne indtaget hyldemeter på bibliotekerne, og selvom vi ikke ligefrem har fået mavepine af at æde danske zombieromaner, så findes de dog. Nedenstående er fem appetitvækkere til gode danske zombieromaner, du bare bliver nødt til at kaste dig frådende over.

VIDEO: Thomas anbefaler The Walking Dead

Kadavermarch

Når vi taler danske zombieromaner, kommer vi ikke udenom Dennis Jürgensens ”Kadavermarch”. ”Kadavermarch” udkom første gang i 1991 og var den første danske zombieroman. Dennis Jürgensen var inspireret af George A. Romeros tre zombiefilm ”Night of the Living Dead” (1968), ”Dawn of the Dead” (1978) og ”Day of the Dead” (1985), som for alvor satte zombierne på verdenskortet, selvom historier om dem var kendt allerede inden da.

I ”Kadavermarch” har verdens elite for en stor dels vedkommende trukket sig tilbage i lukkede samfund kaldet CrystalCities. I Danmark ligger CrystalCity 119, hvor forskeren Paul Martin bor. Han forsker bl.a. i LIFESUPPLY, et stof som forlænger livet med op til 30 år. Men nu har Paul Martin opdaget en bivirkning ved stoffet, og mens han forsøger at få sit budskab igennem til byens leder, bryder en zombie-epidemi ud udenfor murerne. Snart vælter også de danske gader med zombier, og i dette kaos følger vi en gruppe mennesker, som mere eller mindre tilfældigt ender sammen.

”Kadavermarch” er en herlig splatterroman, og da splatter som bekendt er kendetegnet med udpensling af alle blodige detaljer, introduceres det første lig allerede på side 4: ”Liget var klædt i et klassisk, mørkt jakkesæt med hvid skjorte og blanke, sorte sko. Det lå på maven. Fluer summede allerede omkring det. Bedemandens hoved var knust under truckens venstre forhjul. Alt hvad der var tilbage, var en grød af hjernemasse, som flød i rød-hvide farver omkring hjulkapslen.” Og allerede på side 10 sker det første zombieoverfald, så der er tempo på fra start til slut. Det er dog ikke kun blod og splat, for som altid blander Dennis Jürgensen uhyggen med humor, så det halve af tiden ved man som læser ikke, om man skal grine eller væmmes.

Necrodemic-sagaen

Mindre morsom er Patrick Leis serie ”Necrodemic-sagaen”, hvor afrevne lemmer, indvolde, blod og splat fyger om ørene i et gennemarbejdet og interessant univers. Tilbage i 2003 udgav Patrick Leis zombiromanen ”Requiem”, som udspillede sig på en gård omringet af zombier. Siden kom flere bøger i samme univers på forskellige forlag og på forskellige tidspunkter i seriens tidslinje. Nu genudgiver Patrick Leis hele serien i en revideret udgave på forlaget Valeta.

Patrick Leis er en gudsbenådet fortæller af røverhistorier, hvad enten han bruger ord eller billeder. Fokus er ikke på sproglige finesser eller dybe psykologiske portrætter. I stedet er der action fra første side, så enhver drengerøv klapper i hænderne. Serien har dog også et underliggende samfundskritisk lag, som giver stof til eftertanke. Og gennem hele serien fører Leis læseren med sikker hånd gennem de turbulente og blodige begivenheder, så man aldrig er i tvivl om, hvad der foregår. Det er vildt, blodigt og skræmmende godt.

LÆS MERE: Necropolis, forhistorien til Requiem

Fordærv

Lidt af Jürgensens humor, men knap så meget splat finder man i Michael Kamps ”Fordærv” fra 2007, som udspiller sig i en dansk folkeskole.

Gregers er skolelærer, og en dag opdager han en død elev i klassen, Henriette. Ikke nogen stor overraskelse for, som Gregers konstaterer, så var hun tæt på at være død i forvejen. Men Henriette får følgeskab af andre elever, og snart har Gregers et problem i klassen, for de døde forstyrrer undervisningen, når de forsøger at spise de levende elever.

Gregers forsøger sig med lidt af hvert. Han sætter hegn op i klasselokalet, men får besked fra rektor på at pille det ned for: “På vores skole deler vi ikke eleverne i de levende og de døde. Der skal være plads til dem alle sammen i klassen“. Så prøver han med halsbånd og kæder, og til sidst har han altid et boldtræ med sig i skole. Men de døde smitter også udenfor skoletid, og Gregers må sande, at hele årgangen snart er tabt på gulvet.

“Fordærv” er en død-morsom satire over skolevæsnet i Danmark. Jeg kan lige se læreren Annemette for mig, når hun taler om, at man kan nå de døde elever pædagogisk ved at give dem et knus om morgenen! Og de overbeskyttende forældre som er rasende over, at nogen siger noget skidt om deres lille Jimmy, og nægter at se i øjnene at han er død. Som Romeros film giver også Kamps roman et drys samfundskritik. Samtidig er det også bare herregod underholdning, som fortælles med masser af humor og et glimt i øjet.

Pandaemonium

A. Silvestris mamutroman ”Pandaemonium” fra 2011 minder i splat og humor om Dennis Jürgensen. Men Silvestri er helt sin egen. Han ændrer zombiernes rolle fra at være ”det onde” i sig selv ved at indføre en forklaring på dem med en blanding af kristne, egyptiske og babylonske myter.
Hermed bliver zombierne i stedet for en brik i “det ondes” spil mod ”det gode”.

Titlen ”Pandaemonium” stammer fra latin og kan frit oversættes til indbegrebet af alt ondt og alle onde ånder. Det er da også, hvad der en ganske almindelig dag ramler ned over København og resten af verden. Aggressive fluer myldrer frem og overfalder alt og alle og forvandler de angrebne til zombier, som selv fortsætter med at overfalde de endnu levende medmennesker, og snart er jordens befolkning formindsket med næsten 100% og erstattet af rådnende, stinkende, hjernedøde kadavere. Ligesom hos Jürgensen følger vi så forskellige grupper overlevende i deres kamp mod zombierne.

Silvestri kalder selv Pandaemonium for: “… en B-film i bogform, komplet med corny one-liners, hurtig action, personer som noget af vejen er stereotyper og kropsvæsker, der flyver til alle sider.” En beskrivelse, jeg synes, rammer lige i plet, for som i alle zombifortællinger gælder det i første række om at smadre hjerneskaller, så blod, smat og materie flyver ud over det hele. Så kommer alt det andet efterfølgende.

Hvis du er til zombi-apokalypser med humor og action og ikke har noget imod en vellykket nytænkning af zombiernes rolle, så er A. Silvestris monumentale roman ikke til at komme udenom. Læs den og nyd blodsprøjtene.

LÆS MERE: Anmeldelse af A Silvestris novellesamling "Køtere dør om vinteren"

Kværnen

Den sidste roman, jeg vil nævne, er den nyligt udgivne ”Kværnen” fra 2017 skrevet af Martin Schjönning og fremragende illustreret af Tom Kristensen (se illustrationen i toppen af artiklen).  

Modsat de tidligere nævnte romaner handler ”Kværnen” ikke om selve sammenbruddet ved zombiernes ankomst. Den starter derimod 10 år efter at samfundet brød sammen under zombiernes svøbe, hvor de overlevende har haft tid til at samle sig til modstand. I stedet for at slås med håndvåben mod den uendelige skare af udøde har Arkens befolkning skabt Kværnen. En kæmpemæssig maskine der smadrer, maser og fortærer de levende døde i tusindvis.

I førersædet sidder Rebecca. En overlever, der er tæt på at knække. Under et raid forsvandt hendes kæreste, Johnny, og siden har hun været ustabil. Men nu er der fundet spor efter overlevende i Wolfsburg-området, hvor Johnny forsvandt, og Rebecca sendes sammen med en ny besætning af sted for at finde ud af, hvad der er sket.

“Kværnen” startede som en novelle af Martin Schjönning, men historien udviklede sig og blev for lang til novelleformen. Det fik Schjönning til at kontakte den prisbelønnede tegner Tom Kristensen for at høre, om han ville lave illustrationer til kortromanen. Resten er historie, som man siger, for “Kværnen” er endt med at være en utrolig lækker og velskrevet oplevelse.

Martin Schjönning er en forfatter, der lægger stor vægt på et smukt skrevet sprog, hvilket ikke ses så tit i zombiegenren. Men her er det lykkes at lave en zombieroman, der er skrevet utrolig smukt, samtidig med at handlingen i den grad sparker r… Her er masser af action, men her er også øjeblikke med eftertænksomhed om menneskelighed, eksistens og meningen med livet.

Og lidt blodstænk …

Nu skrev jeg jo godt nok først i artiklen, at jeg kun ville give fem appetitvækkere på zombieromaner. Alligevel kan jeg ikke lade være med at komme med et par ”boblere”, bl.a. ”Exodus” (bib.dk), Jacob Rask Nielsens lille zombietegneserie-trilogi fra 2009.

Historien starter med, at to forskere får en helikopter til at flyve dem til et krater på Sydpolen. Velankommet går piloten imidlertid amok, og forskerne må slå ham ihjel, før de begiver sig ned i krateret. Så skifter scenen til Rigshospitalet, hvor en ansat melder om uro i lighuset. Den vagthavende overlæge tror dog, det er en spøg og åbner for dørene, og så starter balladen. Nu skifter scenen til et hotel i byen, hvor natportieren Hassan sammen med gæsten Viola og kokken Bernt opdager, at alt er kaos i midtbyen og selv bliver overfaldet af zombier, der bryder ind på hotellet. Nu er det op til trioen at slippe væk – men hvad så bagefter?

Jacob Rask Nielsen har tegnet en forrygende zombiehistorie. Ligesom Silvestri har Rask Nielsen også sin helt egen forklaring på zombierne, og jeg er både vild med hans humor og med hans tegninger. Holdt i sort/hvide farver skulle man ikke tro, at de var særligt velegnede til en zombie-historie, som netop er kendetegnet ved masser af splatter og indvolde. Men det lykkes alligevel at få splattet ud over siderammen. Og trods de firkantede og lidt Mr. Potato Head-agtige figurer er der masser af liv i tegningerne og i historien.

Så glem alle forbehold og prøv en gang sort/hvid zombie-splatter mixet med dæmoner og fortalt med humor og hjerte. Jeg kan kun på det varmeste anbefale “Exodus”.

Ligeledes er jeg også nødt til uforbeholdent at anbefale Lars Kramhøfts novelle ”Aftenrøde”, som findes i novellesamlingen ”Således forgår alverdens herlighed”, der indeholder 12 horrornoveller indenfor hele genrens tematikker.

Vi har vel alle nogle forestillinger om plejehjem. I “Aftenrøde” har fortælleren installeret sin gamle mor i ældreboligerne ved navn Aftenrøde. Her besøger han hende trofast hver uge, men hun er ikke blevet mildere med årene, og denne dag udvikler besøget sig fatalt. Lad mig nøjes med at sige, at Kramhøft her tog fusen på mig helt og aldeles. Jeg havde overhovedet ikke set slutningen komme, men jeg er vild med den.

LÆS MERE: Interview med Lars Kramhøft

Endelig vil jeg også lige slå et slag for den danske kortfilm ”Zombiehagen” instrueret af Jonas Ussing. En pige ankommer til København efter en apokalyptisk epidemi, som har overladt hovedstaden til de levende døde. Hun leder efter sin kæreste og opsøger ham i et beskyttet karantæneområde på byens fodboldstadion.

Men noget er gået galt, og beboerne er blevet inficeret indefra. Da alt håb er ude, får hun hjælp fra Københavns tilsyneladende eneste overlevende, som armeret til tænderne har lært at omgås de døde. Men snart kommer de begge ud i større problemer.

”Zombiehagen” er både flot lavet, velspillet og med et fint twist. Og den kan ses ganske gratis på Ekkofilms shortlist.  

 

 

Materialer
Reservér
  • Bog

Kadavermarch

Af Dennis Jürgensen (2002)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Requiem

Af Patrick Leis (2003)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Fordærv

Af Michael Kamp (f. 1974) (2007)
Læs mere
A. Silvestri: Pandaemonium
Reservér
  • Bog

Pandaemonium

Af A. Silvestri (2011)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Kværnen

Af Martin Schjönning (2017)
Læs mere
Lars Kramhøft: Således forgår alverdens herlighed
Reservér
  • Bog

Således forgår alverdens herlighed

Af Lars Kramhøft (2016)
Læs mere