Jubilæum: Ikke helt 150 år med tegneserierne

21.11.19
Horsens bibliotek rummede ingen tegneserier, da det blev grundlagt. Det er der flere grunde til - men den største er nok, at danske tegneserier ikke fandtes på det tidspunkt.

Som kunstart kan man naturligvis uden problemer trække linier meget langt tilbage i forhistorien, hvis man lyster - man kan argumentere for, at oldtiden ægyptere begik en forløber for tegneserien, og længere oppe mod nutiden har der naturligvis været mængder af satiretegninger, så det er et spørgsmål om, hvor man ønsker at sætte sin begyndelse. Men i lige præcis den danske historie er der et skelsår i 1913. Det var nemlig der, at Storm P's serie " De 3 smaa Mænd og Nummermanden" begyndte at gå i ugebladet Verden og Vi. Der kan findes tidligere eksempler på danske tegneserier, og man kan diskutere længe, hvem der var den allerførste, men lad os her nøjes med Storm P, fordi han under alle omstændigheder landede med så stort et plask, at folk stadig finder fornøjelse i hans tegneserier den dag i dag - og så introducere han formatet med fire billeder og en punchline til danskerne.

Siden da er der sket mangt og meget med den danske tegneserie - den er knobskudt i mange retninger og tilbyder noget til så godt som enhver læser.

Så med Storm P som startpunktet har jeg sat mig for at finde 10 danske tegneserier fra tiden, der er gået siden da. Jeg har afgrænset mig til værker, vi stadig har stående på biblioteket, og så ladet min egen smag være udvælgelseskriteriet. Så her er ti værker, der måske nok er kulørte, men også er vidt forskellige.

1913 - De 3 små mænd og nummermanden

Bedagede, ja, men også stadig ganske hyggelige. Her får du små finurligheder i Storm Ps fine streg.

1943 - De gamle guder

Tegneren Mik stod bag den største danske tegneseriesucces, nemlig striben Ferd'nand, der blev udsendt på et hav af forskellige sprog. Den har vi dog ikke stående, så i stedet vil jeg fremhæve hans forløber til et værk, de fleste sikkert kender (og som optræder senere på listen), nemlig De gamle guder, hvor han genfortæller den nordiske mytologi.

1976 og frem - Kidde

Tegneserier behøver ikke at være pæne for at virke. Og de behøver i al fald ikke være højtidelige. Begge dele beviste Rune T. Kidde gennem sin karriere, for hans tegneserier var grimme og uhøjtidelige, rablende og sjofle, men først og fremmest sjove. Han nåede at udgive en del albums, men en af dem, jeg husker med særlig glæde, er nok Den lilla møghætte og pulven.

1977 - Rejsen til Saturn

Claus Deleuran påbegyndte angiveligt Rejsen til Saturn helt tilbage i 1952. Han var på det tidspunkt selv seks år gammel og kunne ikke skrive - heldigvis holdt han pause i arbejdet og vendte tilbage til projektet senere, hvilket der kom en klassisk dansk tegneserie ud af. Tegneserien, der også oplevede den sjældne ære at blive filmatiseret, kan kort betegnes som "øl i rummet", og hvad kunne da være mere dansk? Den blander satire, sjov, stilsikre tegninger og en virkelig blasfemi-anklage fra Kristeligt Folkeparti, så den er ikke til at komme udenom.

1979 og frem - Valhalla

En af Danmarks mest elskede tegneserie-serier må være Valhalla, der startede tilbage i 1979. 15 bind er det blevet til i den veloplagde myte-genfortælling, og undervejs har vi blandt andet fået to filmatiseringer, en spinoff-serie med Quark og senest et hyldest-album, hvor danske tegnere og fans fejrer seriens 40-års jubilæum. Valhalla-serien er næsten lige så gammel som undertegnede, men den er betydeligt mere frisk.

1986 og frem - Nofret

Ægypterpigen Nofret har indtil videre vandret gennem historien i 13 bind - det første kom tilbage i 1986, og både figur og tegninger har undergået en stor udvikling siden. Én ting har dog ikke ændret sig, og det er, at Sussi Bechs tegneserier forbliver både spændende og underholdende.

2001 og frem - Strid

Tegneserien kan være hyggelig, men den kan også have tænder. Det sidste blev pludselig tydeligt for folk, der måske ikke var vant til formen, da Jakob Martin Strid brød igennem med den selvbetitlede Strid. Politikere og kulturfolk stod pludselig i rampelyset i krads satire, og ikke alle syntes, det var lige sjovt. Det må næsten i sammenhængen ses som en kompliment.

2003-2006 - de første graphic novels

Ligesom begrebet tegneserie er "graphic novel" en afgrænsning, man kan finde forløbere til ret langt tilbage. Men to danske titler springer i øjnene, nemlig Simon Petersen og Cav Bøgelunds Necropolis, der af mange udpeges som den første, og Allan Haverholms Sortmund, der som den første tog betegnelsen på sig. Interessant nok er det begge historier, der kredser om livet, døden og efterlivet - og sprudler af energi og fortælleglæde.

2013 - Fordærvet / Made Flesh

Makkerparret Lars Kramhøft og Tom Kristensen havde en ambitiøs og ganske overbevisende debut med Fordærvet - den blev først selvudgivet på engelsk, men året efter oversat til dansk. Det var et godt træk, for historien om arkitekten Michael, der vender tilbage til sit ungdomshjem og finder det fyldt med spøgelser, vandt prisen som årets horrorudgivelse.

2015 - Thomas Alsop

Et eksempel - blandt mange - på en dansker, der har fået succes i udlandet, er Palle Schmidt. Sammen med amerikaneren Chris Miskievicz har han begået serien Thomas Alsop, der indtil videre er kommet i to bind. Den følger Thomas Alsop, rockmusiker og magiker, der skal beskytte Manhattan mod mørkets kræfter.

 

Materialer