Det bedste vi læste i december

Efter både jul og nytår og snestorm kan det være helt svært at huske tilbage - det er jo en ny begyndelse, og verden er visket fint hvid. Men man bør aldrig glemme de gode oplevelser, og dem giver bøgerne masser af. Jeg har igen bedt kollegerne se tilbage på de læseoplevelser, de vil huske fra december måned, og her er de, så de også kan sprede lys over 2024.

Miriam har læst: første bind i en fantasy-trilogi
Marie har læst: glimt fra en barndom i et kunstnerhjem
Jette har læst: en genfortælling af en grusom klassiker
Anna har læst: humor og gys
Janus har læst: en forunderlig mursten

Miriam har læst: første bind i en fantasy-serie.

Snigmorderens lærling: klassisk fantasy, når det er bedst!

Jeg har – af uforståelige grunde – først for nylig opdaget fantasy-forfatteren Robin Hobb, og det selvom hendes første bog udkom helt tilbage i 1983. Hobb har udgivet et væld af bøger, men jeg har kastet mig over ”Farseer triologien”, der begynder med Snigmorderens Lærling.

I romanen følger vi drengen Fitz, der er uægte søn af kronprinsen og derfor bliver afleveret ved hoffet på Bukkenborg som 6-årig. Her vokser han op som stalddreng, men senere tager kongen ham under sine vinger og lader ham træne som snigmorder. At være uægte søn af en kronprins er dog ikke helt ufarligt, og Fitz kan ikke undgå at blive trukket ind i hoffets mange magtkampe og intriger.

Snigmorderens lærling foregår i et klassisk middelalder-fantasy-univers, og miljøet og livet på borgen er meget levende beskrevet. Så hvis man kan lide, at der er kræset om de historiske detaljer, så vil denne bog ikke skuffe! Den kan til tider virke langsom i tempoet, men dens styrke er netop, at den tager sig god tid til at opbygge karaktererne og vise deres psykologiske udvikling, og man ender med at holde rigtig meget af hovedpersonen Fitz (selvom han til tider kan være en irriterende teenager, der træffer nogle lidt uhensigtsmæssige valg).

Man skal ikke læse Snigmorderens lærling hvis man vil have hurtige one-liners og plot-twists på hver anden side. Til gengæld får man en utroligt velfortalt fortælling, der har alt det, en god fantasy-roman behøver: kærlighed, magtkampe, familieintriger, og, vigtigst af alt: magi!

Marie har læst: glimt fra en barndom i et kunstnerhjem

I december måned har jeg læst en masse om den finlandssvensk forfatter, maler og tegner Tove Jansson, som nok er mest kendt for sine fortællinger om Mumitroldene, men som også har skrevet noveller og korte romaner for voksne.
Efter at have arbejdet med Mumi-universet* siden midten af 1940’erne debuterede Tove Jansson som voksenforfatter i 1968 med ”Bildhuggarens dotter”. Bogen er først oversat til dansk i 2014 med titlen Billedhuggerens datter.
Det er en samling af små glimt fra en barndom i et kunstnerhjem i Helsinki. En novellesamling, om man vil. Det er bestemt ikke alle voksne, der slipper godt fra at skrive barndomserindringer fra barnets synsvinkel. Men Tove Jansson gør. Hendes blik for detaljer og hendes legende tilgang til sproget, til tilværelsen, til menneskers forskelligheder og relationer giver smukke, fantasifulde, afdækkende og til tider magiske beskrivelser af en familie og en hverdag på godt og ondt.
Billedhuggerens datter er bestemt en fremragende læseoplevelse, og den passer rigtig godt til disse kolde og lidt mørke vinterdage, hvor te, tæpper og gode historier er den eneste vej frem.
 
*Hun arbejdede også som tegner og maler hele livet.
 
PS: Den 25. januar kl. 11.00 afholder jeg litteratursalon om Tove Janssons forfatterskab for voksne på Horsens Bibliotek. Det er gratis og alle er velkomne.

Jette har læst: en genfortælling af en grusom klassiker

Det bedste jeg læste i december, var en anbefaling fra en kollega: ”What Moves the Dead” af T. Kingfisher, som jeg hørte via biblioteksappen Libby/eReolen Global, mens jeg hæklede.

Historien er en gendigtning af Edgar Allan Poes novelle ”Huset Ushers fald” (der i øvrigt også er blevet gendigtet som tv-serie på Netflix i år).

Fortælleren er den pensionerede soldat Alex Easton. Efter mange år uden kontakt modtager han et brev om, at barndomsveninden Madeline Usher ligger for døden. Han rejser straks til familien Ushers hjem, et gammelt forfaldent herresæde, hvor Madeline bor sammen med broderen Roderick, som Easton har været soldat sammen med. Det går hurtigt op for Easton, at der er noget helt galt. Og ikke kun med Madeline…

T. Kingfisher har skrevet en atmosfærefyldt roman, der kryber ind under huden og efterlod mig med skræmmende billeder af rækkevis af harer med blanke, stirrende øjne og en ny interesse for mykologi. En virkelig vellykket gendigtning, der helt lever op til originalen.

BONUS: Gider du ikke læse engelsk? Forlaget Falco udsender "What Moves the Dead" på dansk til marts - med titlen "Når de døde rejser sig".

Anna har læst: humor og gys

Jeg er gået i gang med Kim Aces nye serie ”Lucas O’Kult”. Kim Ace slog voldsomt igennem med sin humoristiske fantasytrilogi i 2021. Men nu er han tilbage med en ny serie, som er en blanding af humor og gys til børn.

Lucas og hans familie flytter ind i deres forsvundne farfars gamle hus i en lille by. De opdager hurtigt, at hele byen ser skævt til alle med efternavnet O’Kult – der er nemlig sket mange sære ting i byen i tidens løb, og hver gang var farfaren blandet ind i det. Lucas bliver dog hurtigt venner med en nørdet, over-intelligent dreng, og det viser sig at være en stor hjælp, da en mystisk sortklædt mand med en savtakket kniv begynder at rasere byen, og på en eller anden måde har det hele noget med Lucas at gøre…

Historierne fungerer rigtig fint med dejligt gys, blandet op af humoren, som især kommer af kiksede situationer og karakterernes stereotypiske opførsel: Lillebroren er sød og ubekymret, Lucas er en usikker og nervøst anlagt, storesøsteren er sarkastisk og sej – og så er der alle de andre på skolen: Dullerne, computerdrengene, de trætte lærere, de seje ældste osv.

Janus har læst: en forunderlig mursten

En mursten på næsten 900 sider, som man sagtens kan læse i én omgang - det er sjældent, man støder på det. Men det er, hvad Jeppe Sandholt byder på med "Ørn". Jeg begyndte egentlig bare at bladre i den, men endte med at læse den færdig samme aften.

"Ørn" er en tegneserie, skal det siges, hvilket hjælper lidt på læsehastigheden - men den er også fortalt så fermt og flydende, at man glider igennem den. Og "man" kan i dette tilfælde nok både være børn og voksne, for Sandholt slipper af sted med at tale enkelt og levende uden at blive nedladende.

"Ørn" er historien om drengen Thor, der adopterer en lillebror - som så er en ørneunge. Ørnen må leve i skjul, så Thors far ikke skyder den, men ud af det vokser et varm og dog komplekst forhold mellem de to frem. Det er ikke uden sine problemer at være en ørn i en menneskeverden, især ikke når ens storebror helst bare vil have én for sig selv.

Sandholt har begået en historie, som man ganske enkelt bliver glad af, en særegen suppedas as nostalgi, jubelfryd, rollespil og stærke følelser. Legende let fortalt, men alligevel med god vægt - og her snakker jeg ikke kun om de næsten 900 sider.