Bjørnen af Katrine Marie Guldager

17.10.18
En velbegavet, rasende, lidenskabelig kvinde er nået til et vendepunkt i sit liv

Vibeke er en vred kvinde. Hun er netop blevet fyret fra sit arbejde som matematiklærer i gymnasiet. Hun er kørt fast i sit ægteskab med den flinke Bent, og den elskede datter Laura er netop flyttet hjemmefra. Men først og fremmest er hun vred på sig selv.

Uden at fortælle om fyringen til sin mand, rejser hun alene op til deres sommerhus i Värmland for i fred og ro at tænke og finde ind til sig selv. Vrede i sig selv kan give en god kropsvarme, men temperaturen falder hurtigt i det primitive sommerhus. Vinteren sender med sin første snestorm Vibeke ud på en udfordrende overlevelsestur. Elforsyningen svigter, mobiltelefonen kan ikke oplades, og totalt isoleret fra omverdenen begiver Vibeke sig ud på en vandring mod den nærmeste nabo for at søge hjælp.

Med humor og overskud fortæller Katrine Marie Guldager om Vibekes eksistentielle færd gennem ødemarken. Hvordan overlever hun? – møder hun bjørnen? Romanen er elementært spændende og rigtig hurtigt læst, men mit råd vil være: Læs den langsomt, eller måske hellere to gange.

Hvad symboliserer bjørnen? Hvad betyder den lille musvit på grenen? - læs selv. Det er en fremragende lille roman, som skabt til læsekredse. Der er meget at analysere på, og meget at snakke om

Materialer