Sherlock Holmes
Illustration af Sidney Paget

5 ting, du ikke vidste om Sherlock Holmes

13.03.22
Hvor meget ved du om Sherlock Holmes?

Sherlock Holmes var en figur, der gik til sine sager med et øje for fakta - derfor kan det selvfølgelig være sjovt at kigge på sagen Sherlock Holmes med fakta for øje. Og jeg har fundet nogle af dem, som er mindre kendte.

1. Elementært, min kære Watson

Han sagde det aldrig.
  Jo - "elementært" sagde han, og "min kære Watson", men aldrig sammen; i al fald ikke i de kanoniske skrifter, altså dem skrevet af Arthur Conan Doyle. Udtryksmåden, der nok er Holmes' mest kendte ord, kom først til senere, første gang i en P. G. Wodehouse-roman, men nok populariseret i en filmudgave af den berømte detektiv.

2. Den mest filmatiserede

Og filmatiseret, det er han blevet gennem tiden.
  Faktisk er han det mest filmatiserede litterære menneske i verden. Men hvis du har lidt detektiv i dig, vil du bemærke formuleringen i det - han er nemlig ikke den mest filmatiserede litterære figur. Den ære tilgår Bram Stokers Dracula, som jo også er udød og derfor har haft længere tid til at skabe historie i.

3. Sherrinford og Ormand

Watson og Sherlock Holmes er et ikonisk par - men jeg kunne godt spekulere om, om de ville have været lige så berømte, hvis Doyle havde navngivet dem anderledes. Museum of London ligger inde med Doyles noter, som viser, at de i stedet kunne have heddet Sherrinford Holmes og Ormand Stacker.
  Helt ærligt, jeg tror ikke, Sherrinford havde været lige så imponerende en figur.

4. Sherlocks post blev besvaret

Baker Street 221B er nok den mest kendte litterære adresse overhovedet. Faktisk i en sådan grad, at folk har skrevet til den berømte detektiv i årtier. Men da Doyle skrev sine historier, var gadenumrene i Baker Street ganske enkelt ikke nået så højt.
  Da de endelig nåede dertil, blev 221 placeret på en bank - uden B, men det forhindrede ikke en masse breve i pludselig at nå frem til Holmes' adresse. Faktisk så mange, at banken måtte ansætte en sekretær til at besvare dem. Sidenhen er breve efter aftale blevet sendt længere hen ad gaden, til Baker Street 239, hvor Sherlock Holmes-museet ligger.

5. Holmes var ikke astronom

Det er let at tænke på Holmes som noget nær alvidende på grund af hans evner til tilsyneladende at hive fakta ud af den tomme luft. Men det skete gennem brug af logik, og Holmes interesserede sig kun for de ting, som kunne have indflydelse på hans arbejde. I "Et studie i rødt" forklarer han Watson, at han ikke vidste, at Jorden roterede omkring Solen - og at han grundlæggende er ligeglad.
  I senere historier, skal det dog siges, kalder han sig selv for en stor læser, eftersom al viden kan være vigtig for en detektiv. Så selv Sherlock Holmes kunne blive klogere.


VIL DU VIDE MERE?

https://quoteinvestigator.com/2016/07/14/watson/
https://www.guinnessworldrecords.com/world-records/103061-most-portrayed-human-literary-character-in-film-tv
https://www.smithsonianmag.com/arts-culture/the-mystery-of-221b-baker-street-3608784/
https://interestingliterature.com/2013/05/ten-facts-about-sherlock-holmes/
https://www.yours.co.uk/leisure/celebrity-tv/15-facts-about-sherlock-holmes/
https://www.rankred.com/interesting-facts-about-sherlock-holmes/

 

Materialer