Tjubang i grænselandet

22.08.22
I anledning af 40 års jubilæet for filmen First Blood rejser vi tilbage til en epoke, hvor actionfilm blev masseproduceret og bragede løs i særligt VHS-maskinen.

Af Thomas Behrmann & Jette S.F. Holst

3 2, 1… aaand action!

Og nu ville du engang kunne høre maskingeværssalver, sikkert fra et par Uzi’er efterfulgt af braget fra en kasse håndgranater, der detonerer i en jeep fyldt med camouflageklædte skurke. ”Så fik I da varmen,” mumler vor helt inden han bag det brændende karosseri får øje på en russisk kamphelikopter, der stiger op med et par roterende miniguns monteret på hver side, klar til at pumpe 6000 skud ud i minuttet. 

Bag roret sidder bossen over alle badguys. Han er ond helt ind i knoglerne. Og med en djævelsk latter trykker han på aftrækkeren. Men dét er det sidste, han gør. 

For i samme sekund får han øje på en glødespruttende raket med kurs mod helikopteren, og med ét er han omgivet af et flammehav. 

For enden af rakettens bane står helten med en rygende bazooka på skulderen og et par spændte biceps på størrelse med et dobbelt landgangsbrød. Han er blevet snydt, krænket, tæsket og presset ud i denne massakre. Og med vold og magt er han blevet ”The Last Man Standing” i en verden, hvor kriminalitet og korruption gennemsyrer både samfundets top og bund.

Sådan så en rigtig helt ud i de fleste actionfilm i genrens guldalder i 1980’erne. 

Dengang var helterollen en anelse mere sort/hvid end i dag, en anelse mere naiv og storladen, og havde man blot kampgejst, store våben og muskler, skulle alting nok gå. Egenhændigt kunne helten nedlægge en hel hær – som regel afghansk eller russisk -, og derved redde Amerika fra mellemøstlige terrorceller eller fra smitsom og farlig kommunisme.  

Tjubang i grænselandet

I dag er actionfilmene langt mere nuancerede i både plot- og karakterudvikling. Og ofte er helten eller skurken ikke entydigt god eller ond. De befinder sig i en gråzone, hvor de kæmper for deres ideologier og med deres indre dæmoner. Tænk bare på de mange superheltefilm, der bliver produceret i dag. Her er grænserne for, om man tilhører ”The Dark Side” eller ej, tydeligt trukket op. I hvert fald på overfladen.
For løsner man bare en anelse på kappen, bliver det mere diffust, og et måske mere realistisk billede af mennesker af i dag træder frem. Superheltefilmene er blandt vor tids actionfilm. Men fundamentet for måden at visualisere genren på blev i høj grad støbt for 40 år siden.

Vi pakker dolken, pandebåndet og faldskærmen og dumper ned i 80´ernes karismatiske, komiske og buldrende højlydte actionfranchise. 

Se mer’ | Var du vild med... så vil du kunne lide...

Edge of tomorrow & Lola rennt

Var du vild med Edge of tomorrow, så skal du se den tyske film Lola rennt fra 1998, instrueret af Tom Tykwer (Filmstriben): 16 år før Tom Cruise kæmpede sig igennem den samme dag igen og igen i krig mod aliens, løb Lola for at redde sin kæreste. Lola rennt var en af 90’ernes mest indflydelsesrige film, der blandede redigering, technomusik og et hav af nye filmiske teknikker i én underholdende actionfilm.

The thing & Rare Exports

Var du vild med The Thing, så skal du se den finske Rare Exports fra 2010 instrueret af Jalmari Helander (Filmstriben): Ligesom i The Thing begynder Rare Export med udgravningen af noget ukendt i en ødemark. Og ligesom i Carpenters film er det, der dukker frem af isen, ikke venligstillet over for mennesker. Rare Exports er en blanding af gyset fra The Thing og grinet fra Gremlins, vild jule-action fra Finland. 

Pulp Fiction & Snowflake

Var du vild med Pulp Fiction, så skal du se den tyske film Snowflake fra 2017 instrueret af Adolfo J. Kolmerer (DVD): I Snowflake er brødrene Javid og Tan to mindre begavede versioner af Pulp Fictions John Travolta og Samuel L. Jackson, der vågner op til den  erkendelse, at de er fiktive karakterer. Snowflake er en vellykket hybrid af action, komedie og fantasy med udpenslet vold, som blander koncepterne fra film som Stranger Than Fiction og Pulp Fiction. 

Night of the Living Dead & Train to Busan

Var du vild med Night of the Living Dead, så skal du se den koreanske zombiefilm Train to Busan fra 2016 instrueret af Sang-ho Yeon (Filmstriben og DVD): Det er knap 50 år siden, George A. Romero opfandt den moderne zombiefilm med Night of the Living  Dead, som udover blodigt gys også havde en samfundskritisk vinkel. I den koreanske Train to Busan, har zombierne fået et hurtigere gear, men den sociale kritik er stadig skarp. 

16 blocks & Shorta 

Var du vild med 16 Blocks, så skal du se den danske film Shorta fra 2020 instrueret af Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm (Filmstriben og DVD): Bruce Willis spillede hovedrollen i 16 Blocks, hvor han stod op mod korrupte betjente for at få et vidne sikkert til  etten. I Shorta har to hvide betjente anholdt en ung fyr i et ghetto-område, som er på nippet til at eksplodere, og nu skal de få sig selv og deres anholdte ud i ét stykke. Rendyrket dansk actionfilm.

Frygtens årti

”No man, no law, no war can stop him,” sådan stod der skrevet på plakaten til Rambo – First Blood Part II, som udkom i 1985. Og det var klart den dominerende ordlyd til 80´ernes actionfilm, hvor enmandshærene bl.a. hed Arnold Schwarzenegger, Sylvester Stallone, Chuck Norris og Jean Claude Van Damme. Actionstjernerne var 80´ernes superhelte som i stedet for at bære kapper, spandex og masker slæbte rundt på store våben og knytnæver fulde af tørre tæsk. 

Og selvom filmene fra dengang godt kan virke som tomme kalorier af meningsløs vold, var mange af dem alligevel blevet sprængt ud af samtidens politiske holdninger. For 80´erne var en epoke med store spændinger og en frygt for alt fra aids, atomkrig og ikke mindst den kolde krig. Den tidligere skuespiller, Ronald Reagan, sad på præsidentembedet i USA i årtiet og var selv meget optaget af filmmediets magi og evne til både at manipulere og visualisere landets selvforståelse. Film og politik påvirkede hinanden, og Reagan var meget glad for actionfilmenes fremstilling af, at muskelmændene kunne redde USA fra undergang (og russerne) og genrejse en fornemmelse af national storhed og styrke.

Tip | Thomas’ 3 favoritter

  1. First Blood, 1982, instruktør Ted Kotcheff
  2. Predator, 1987, instruktør John McTiernan
  3. Terminator 2 – Judgment Day, 1991, J. Cameron

En soldat kommer hjem

Men årtiets action lagde helt anderledes ud. Nemlig med en antiautoritær vrede og en følelse af bedrag, som var udsprunget af konfliktstof omkring bl.a. Vietnam-
krigen. Og én film rummede alt det - nemlig First Blood fra 1982 med Sylvester Stallone som den stærkt traumatiserede veteran John Rambo, der kommer hjem fra krigen til et samfund, som ikke har plads til ham. 

Det var en ”overgangsfilm” som både trak blodige spor med sig fra 70´ernes spændinger og samtidig var katalysator for den heltemodige action, der dominerede i 80´erne. I år fylder First Blood 40 år og står stadig som et slidstærkt og mørkt portræt af et plaget menneske og af, hvordan storpolitik kan fejle fælt og efterlade dybe og blødende sår i nationens sjæl. En film, som afviger fra 
årtiets øvrige action, og som med emnet i højere grad end nogen anden resonerer dybt i dag. 

Bogen bag filmen

En række af de mest kendte actionfilm er faktisk baseret på bøger. Herunder har vi samlet en række af dem:

  • Sidste chance, 1987 (Schwarzenegger).
    Baseret på:
    The running man, (1982) af Stephen King
  • Rambo- First Blood, 1982 (Stallone).
    Baseret på:
    First Blood (1972) af David Morrell
  • Die Hard, 1987 (Bruce Willis).
    Baseret på:
    Nothing Lasts Forever (1979) af Roderick Thorp
  • Cobra – Lovens stærke arm, 1986 (Stallone).
    Baseret på:
    Fair Game (1974) af Paula Gosling.

#horsensbibelskeraction

En genre med tasken fuld af ”survivalgear”

For 40 år siden lå actiongenren i toppen af popularitetsbarometeret. Det gør den stadig i dag. Og selvom grænserne er blevet mere flydende, og bazookaen er skiftet ud med laserskydende handsker, er præmissen den samme: Vi vil underholdes og blæses bagover af brutalitet og brag. Men også gerne pleje myten om, at vi overkommer alt uanset udfordringen. Actionfilm mimer tiden. I dag tror vi ikke så meget på enmandshæren som verdens redning. Det kræver snarere en kollektiv indsats. ”The war´s not over until the last man comes home,” lyder det på filmplakaten til Missing in Action fra 1984. Og så længe der er en verden, der skal reddes, vil genren være klar til at rykke ud til både krig og katastrofer. 

Aaand… cut!

THE END!

Tags