Forside for Promise Boys

Promise Boys - boganbefaling

27.09.23
Et mord på en magtfuld rektor, tre elever der bliver beskyldt, men ingen vidner. Nick Brooks har skrevet en spændende YA thriller, som kan læses af både unge og voksne.

Af Malene Mathiesen

Urban Promise Prep er en skole for unge mænd, der skal lære disciplin, så de kan blive gode borgere. Rektor Moore er hård og sætter en streng dagsorden, for på Urban Promise Prep skal drenge blive til mænd. Eleverne kommer fra udsatte miljøer, og skolen vil præge dem, så de vælger en fornuftig fremtid, væk fra gaderne og kriminalitet. 

Vi møder i bogen de tre teenagere J.B., Trey og Ramón, som går på skolen, har minoritetsbaggrund og hver deres interesser og udfordringer i hverdagen. 

Drengene lever for så vidt et nogenlunde normalt teenageliv, lige indtil den dag, hvor Rektor Moore bliver dræbt på skolens område, og alting bliver vendt op og ned. Ingen ser det ske, så hvem er gerningsmanden? Pilen peger hurtigt på de tre drenge, for hver især har de uafhængigt af hinanden haft en konflikt med Moore i dagene lige op til mordet. Drengene begynder nu hver for sig at undersøge, hvad der er sket op til mordet og følge de spor, de kan finde. De taler med forskellige personer, som måske kan føre dem videre i sagen, eller som kan være potentielle gerningsmænd.

De indser hurtigt, at det er en kamp mod tiden, og hvis de vil klare frisag, er de nødt til at danne fælles front. Bevæbnet med teorier og flankeret af gode venskaber får de langsomt men sikkert styr på sagens forløb, og hvad der rent faktisk er sket…  

Bogen fortælles på skift mellem hovedpersonerne, og ind i mellem er der vidneudsagn og afhøringsudskrifter, så man som læser hele tiden oplever sagen fra forskellige vinkler.

”Promise Boys” er en page turner, som er både spændende og letlæst, samtidig med, at den har nogle ting på hjerte om unge mænd med minoritetsbaggrund, fordomme, opvækst, miljø, og familierelationer.