De sorte hullers klub

De sorte hullers klub af Lise Villadsen

15.03.24
De sorte hullers klub af Lise Villadsen er en interessant ungdomsroman, som udadtil er en historie om en dreng, der forelsker sig i en pige, men hvor der alligevel kommer et uforudsigeligt twist til sidst.

”’Sorte huller er universets tunge drenge. Dem, de andre ikke tør lege med’. 
August nikker for sig selv. ’Jeg kan lide det. Vi er sorte huller. Vi opsluger alt’.”

Det er forår, Max går i 1.g, og hans mor har meldt ham til en gruppe for unge, der er ensomme. Hvis man selv er teenager, eller engang har været en, så er det ikke overraskende, at deltagelse i sådan en klub godt kan kræve lidt overtalelse, og Max har da også kun sagt ja, fordi han får et kørekort, hvis han kommer hver uge. Første møde er knap begyndt, før Max har dømt de andre deltagere som tabere. 

Til det næste møde sker der til gengæld noget, som vender op og ned på Max’ lyst til at komme i klubben: Sylvia dukker op. En pige, som har dårligt hjerte og en dødsdom hængende over hovedet. Sylvia fortæller gruppen, at hun er alvorligt syg, og at hun helst skal have et donorhjerte, inden sommeren er slut. Før Max har set sig om, er han blevet betaget af Sylvia, og selvom hendes fremtid er usikker, kan han ikke få hende ud af hovedet. 

Gruppelederen Peter beder imidlertid Sylvia om, ikke at komme igen, men i stedet finde en gruppe, hvor hun kan møde ligesindede. Det får klubben til at lave en koordineret indsats for at få Sylvia tilbage. I den forbindelse beslutter de sig for at kalde sig De Sorte Hullers Klub – fordi sorte huller er universets tunge drenge. 

I løbet af foråret og sommeren følger vi Max, Sylvia og de andre fra klubben, når de mødes i klubben, til køreundervisning og til fest. Samtidig hænger Sylvias sygdom over dem som en tung sky, for hvad hvis hun ikke når at få et donorhjerte?

Der er flere store temaer i romanen. Den handler om dét at føle sig anderledes, og gruppens medlemmer er på hver deres måde lettere distanceret fra deres jævnaldrende og har hver deres årsag til at føle sig fremmedgjort. Dertil er forelskelse og sygdom store temaer, men som historien skrider frem, oplever man som læser også, at både små og store løgne ser dagens lys. Kan venskaberne holde til, at sandhederne kommer på bordet? 

Bogen var en page turner for mig, for i lighed med en bog som ”En flænge i himlen” af John Green, er der i ”De sorte hullers klub” noget på spil, som får historien til at skride hastigt fremad, og som læser føler man sig investeret i historien. Bogen får en stor anbefaling herfra til alle læsere af YA-litteratur. 
 

Materialer