Billede med logo for jubilæet: Horsens Bibliotek 150 år

Jubilæum: 150 års kærlighed

10.11.19
Bibliotekar Nina Wegner er i forbindelse med Horsens Biblioteks 150 års jubilæum dykket ned i halvandet århundredes kærlighedsromaner og udvalgt 10 stærke pletskud til dig.

Læsefællesskaber er moderne, - men hvad kan flere generationer læse med lige stor fornøjelse? Klassiske eviggyldige kærlighedsromaner kan du læse sammen med din bedstemor, din mor, din onkel, din lillesøster. Sammen kan I drikke te og læse digte med Jane Eyre eller vikle jer ind i franske dagdrømmerier med Madame Flaubert. Måske vil du hellere se en film sammen med din mormor. Rigtig mange af de ældre klassiske kærlighedsromaner har fundet vej til filmlærredet, og du kan enten låne via Filmstriben eller låne en DVD på biblioteket

Emily Brontë: Stormfulde højder 1847

En af de helt uopslidelige kærlighedsromaner, som jeg læste for 50 år siden er Emily Brontës ”Stormfulde højder” fra 1847. Det er en gotisk passioneret fortælling om to familier Earnshaw og Linton. Den umulige kærlighed mellem den fattige forældreløse Heathcliff og Catherine Earnshaw er det centrale i romanen. Lidenskab, drama, kyser, flagrende kjoler og storhed i Yorkshires vidstrakte landskaber, er de tydelige billeder jeg har i hovedet. Jeg har ikke genlæst romanen, så måske er det billederne fra filmen som bemægtiger sig min erindring.

Leo Tolstoj: Anna Karenina (1873-76)

Til gengæld har jeg for ganske nyligt læs ”Anna Karenina” af Leo Tolstoj. En hel sommerferie var jeg i selskab med Anna, Vronskij og Levin. Samtidsbeskrivelsen, den detaljerede persontegning og kærlighedskvalerne fyldte mine øregange og sugede mig ud på de Russiske sletter. Karsten Pharao har ganske fremragende indlæst lydbogen. Sidste år udkom ”Anna Karenina” i en nyoversættelse af Maria Tezlaff, og hermed er en klassisk kærlighedsroman gjort mere læsevenlig for nye unge læsere.

Thomas Mann: Døden i Venedig (1912)

”Døden i Venedig” af Thomas Mann er også læsevenlig, forstået på den måde, at den er meget kort - kun 131 sider. Den handler om forbudt kærlighed. Den tyske digter Gustav von Aschenbach forelsker sig i den 14-årige Tadzio, en polsk dreng, som bor på det samme hotel. Drengen er billedskøn og digterens lidenskabelige betagelse af drengen får fatale følger. Jeg husker selv bedst Luchino Viscontis fremragende og berømmede filmatisering af romanen fra 1971.

F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby (1926)

”Den store Gatsby” af F. Scott Fitzgerald er også filmatiseret mere en én gang. Den nyeste film er fra 2013 med Leonado DiCaprio i hovedrollen som Jay Gatsby. Romanen handler om ulykkelige kærlighedsforviklinger blandt rige mennesker i 20’ernes New York. Romanens fortæller Nick Carraway kommer til New York i 1922, og her møder han den mystiske mangemillionær. Han vikles ind i indviklede kærlighedsaffærer, og Fitzgerald har romanen igennem fokus på skellet mellem de nyrige og den aristokratiske klasse. Jeg lyttede mig igennem romanen for ganske få år siden, og det var en fornøjelse.

Margaret Mitchell: Borte med blæsten (1936)

Jeg bliver i USA, for vi kommer ikke uden om ”Borte med blæsten” af Margaret Mitchell, når emnet er store kærlighedsromaner. Romanen foregår i Sydstaterne under den amerikanske borgerkrig. Scarlett O’Hara er en forkælet, omsværmet godsejerdatter, som tilbedes af nabosønnen Ashley og den rige charmerende Rhett Butler. Hvis du ikke har mod på at læse den store roman, og måske HAR din mormor allerede læst den, så er filmen fra 1939 en rigtig god oplevelse. Den blev indspillet med Vivian Leigh som Scarlett O’Hara og Clark Gable som Rhett Butler.

Ernest Hemingway: Hvem ringer klokkerne for (1940)

”Hvem ringer klokkerne for” af Ernest Hemingway er også en helt uomgængelig kærlighedsroman. Den foregår i Spanien under den spanske borgerkrig. Robert Jordan, en amerikansk sprængstofekspert, får til opgave at samarbejde med to guerillastyrker. Borgmesterens mishandlede datter Maria er medlem af en af banderne, og der opstår et kærlighedsforhold mellem Jordan og Maria. Romanen blev filmatiseret i 1943 med Gary Cooper og Ingrid Bergmann i hovedrollerne. Filmen er god, men jeg vil gerne opfordre til at læse romanen. Det er fremragende litteratur.

Tage Skou-Hansen: De nøgne træer (1957)

Jeg synes at Tage Skou-Hansens fine debutroman ”De nøgne træer”, er et godt bud på en kærlighedsroman fra 50’erne. Romanen foregår i Århus under besættelsen. Holger Mikkelsen er medlem af en modstandsgruppe, og han forelsker sig i Gerda, som er gift med gruppelederen Christian. Holger Mikkelsen er en gennemgående romanfigur i Tage Skou-Hansens senere værker. Også denne roman er filmatiseret og kan ses på filmstriben.dk

Vibeke Vasbo: Miraklet i Amalfi (1984)

70’erne og 80’ernes kærlighedsromaner var domineret af kvindernes kamp for seksuel frihed. Så i virkeligheden var det mere en slags ”kamplitteratur”. F.eks.  slår Erica Jong med ”Luft under vingerne” et slag for kvinders ret til det uforpligtende knald, og Suzanne Brøgger skrev kampskriftet ”Fri os fra kærligheden” i 1973. Derfor vælger jeg i stedet at anbefale en lidt upåagtet kærlighedsroman ”Miraklet i Amalfi” skrevet af Vibeke Vasbo i 1984. Det er en vidunderlig, letlæst og poetisk kærlighedshistorie, som i en blanding af prosa og lyrik fortæller historien om kærligheden mellem en lesbisk kvinde og en mandlig præst. Romanen har klassikerkvalitet, og jeg tror den vil blive stående på bibliotekets hylder de næste 25 år.

Jens Christian Grøndahl: Lucca (1998)

Jeg ved ikke om ”Lucca” vil blive stående de næste 25 år, men foreløbigt har den overlevet de første 20, så chancen er der. Lucca er blevet blind efter et selvforskyldt trafikuheld. Hun har drukket sig i hegnet efter et skænderi med sin mand, og kører galt. Et kærlighedsforhold opstår mellem Lucca og Robert, patient og læge. Jeg slugte dramaet råt lige da bogen var udkommet, og jeg synes stadig historien holder. De kommer fra meget forskellige miljøer, og romanen sætter lys på tidens kærlighedsforestillinger.

Jette Kaarsbøl: Den lukkede bog (2003)

Jette Kaarsbøl debuterede i 2003 med ”Den lukkede bog”, og hun røg helt til tops på bestsellerlisterne. Romanen foregår i 1875, hvor hovedpersonen Frederikke Leuenbech bliver forlovet med den unge præst Christian. Hun forelsker imidlertid i den unge fødselslæge Frederik Faber, som med glødende samfundsengagement hylder tidens frihedstanker. Frederik er homoseksuel, og alligevel siger hun ja til at indgå i et ægteskab med ham. Frederikke forstår ikke at gribe den frihed hun bliver tilbudt gennem den åbne facadeægteskab, og sidder tilbage som en bitter gammel kone. Romanen er en fremragende beskrivelse af Det moderne Gennembruds København, om dobbeltmoralen og det måske ikke så frie frisind.

 

De fleste af titlerne på denne liste kan læses af alle generationer. Jeg har forsøgt at sprede forfatterskaber og titler ud over hele perioden på 150 år, men det er rigtig svært. Jeg burde både have nævnt Shakespeares ”Romeo og Julie”, I.P Jacobsens ”Fru Marie Grubbe”, og Jørgen Frantz Jacobsens ”Barbara” og flere andre klassiske værker. Du kan sikkert selv bidrage med flere titler, som for dig har været et højdepunkt blandt kærlighedsromanerne. Hyg jer med fælleslæsningen, eller se en film sammen.

Materialer