Christian Haun: Hus år hus

Det er få danske forfattere, jeg ligefrem holder udkig efter. Men en ny udgivelse af Christian Haun - det er et voldsomt glimt i strømmen af nye bøger. Et glimt, jeg nær havde opgivet at få her otte år efter "Sig farvel til dig selv". Men pludselig var den der: "Hus år hus" - en stilig, sort bog og ligesom den forrige en samling af 3 historier.

Haun har altid haft en skarp evne til at skrive genkendelige personer og miljøer, hvor fantastiske elementer bryder igennem historien. I "Hus år hus" er personerne trådt i forgrunden - sammenbruddet er der stadig, men mindre udtalt, og i stedet bindes de sammen - nærmest bogstaveligt talt - af følelsen af at være fanget. Personerne sidder fast, enten i historien, deres liv eller den verden, de er kastet ind i.

I den første historie, "Kommissær Lind", der finder sted i 70'ernes Århus, er det en kvinde, der skubbes i døden - men alligevel bliver hængende. Hun bliver vidne til mandens deroute, morderens sande ansigt og et vaklende forsøg på at bringe alting i orden. Der er en tristhed, som siver frem mellem realismen og de fantastiske elementer, og ligesom fortælleren føres man igennem historien næsten uden af opdage det.

I "Ikke noget" er det finanskrisen, der river tæppet væk under hovedpersonen. Vi følger ham, mens alle de faste rammer langsomt, men uimodståeligt nedbrydes, og han beslutter sig for at stikke af fra det hele. Han pakker sine ting og går - og bliver ved med at gå. Men fastholdes i et usynligt kredsløb omkring familien og kvarteret og sine egne tanker. Her har Haun holdt sig helt i den realistiske historie, men forlener den med mere undergangsfornemmelse end en postapokalyptisk roman. Det er et nyt skridt for forfatteren, men nok også samlingens stærkeste fortælling.

Apokalypsen stikker så hovedet frem i den afsluttende historie med den vidunderlige titel "Min bror i klipklappere til dommedag". Her har fortælleren endelig fundet et tilfredsstillende liv, efter stort set alle andre er døde - men verden står desværre aldrig helt stille, og det er jo muligt, at hans bror ønsker sig andet og mere af livet end at nyde udsigten over det affolkede Aarhus.

"Hus år hus" er et godt gensyn med Haun. På trods af den lange pause siden sidste bog er der en klar følelse af kontinuitet i forfatterskabet - og en forfatter, der bevæger sig stadig dybere ned i sine personer og fortællinger. Det kan godt føles som en overgang - at der er ved at ske en ændring fra Hauns side. Så hvis man i forvejen, kan lide hans bøger, er det naturligt at læse med, men hvis man ikke før er stødt på ham, er det et godt sted at starte. Jeg håber bare, der ikke går lige så længe, før vi ser den næste bog fra hans hånd.