Tjernobyl ulykken

24.04.20
I 1986 blev verden rystet, da en reaktor på atomkraftværket i Tjernobyl eksploderede, og sendte en radioaktiv sky ud i atmosfæren langt ud over Sovjetunionens grænser.

Lørdag den 26. april 1986 eksploderede en reaktor på atomkraftværket ved byen Tjernobyl i det daværende Sovjetunionen. Ulykken anses for at være den hidtil værste på et atomkraftværk. Eksplosionen sendte en radioaktiv sky ud i atmosfæren, som især ramte det nuværende Ukraine, Hviderusland og Rusland, men også Europa, det østlige USA og Skandinavien.

De sovjetiske myndigheder forsøgte først at skjule ulykken, men da Sverige registrerede et forhøjet niveau af radioaktiv stråling i luften og kontaktede Moskva, måtte de til sidst indrømme det, og d. 29. april overbragte den sovjetiske chefrepræsentant et kortfattet notat om ulykken til det internationale atomenergiagentur. I perioden frem til 5. maj blev folk i en radius af 30 kilometer fra Tjernobyl-værket evakueret, og i løbet af 10 dage blev i alt 130.000 mennesker forflyttet. Området har siden været afspærret og lukket for offentligheden. Dog er der begyndt at komme turister til området.

Der er stor uenighed om, hvor mange sygdomstilfælde og dødsfald, der er en direkte konsekvens af ulykken, og hvor mange dødsfald ulykken vil koste i årene fremover. Officielt omkom kun 47 af strålesyge og skader fra selve eksplosionen. En rapport fra The Chernobyl Forum 2005 anslog dog at ca. 4.000 døde som en direkte følge af ulykken. Samtidig er forekomsten af bl.a. kræft i skjoldbruskkirtlen øget markant. Ikke mindst hos børnene, hvor raten var 30 gange højere i 1990’erne end før ulykken i Hviderusland.

Ovenstående er en ufuldstændig sammenfatning af journalist Malene Fenger-Grøndahls artikel på Faktalink, som kan læses HER. Der findes naturligvis også bøger om ulykken. Du kan finde inspiration i listen herunder.

Film og romaner

Ulykken i Tjernobyl har inspireret forfattere og filminstruktører. Senest udgav HBO i 2019 en tv-serie om Tjernobyl ulykken, der har forsøgt at lægge sig tæt op af virkeligheden. Også den franske forfatter Antoine Chaplin har skrevet om Tjernobyl i romanen "Efter mørkets frembrud". Her er en mand på vej tilbage, to år efter ulykken, til familiens lejlighed som de dengang blev evakueret fra. Undervejs møder han gamle venner, der kan fortælle skræmmende historier om tiden efter ulykken. 

Men i det hele taget har atomkraft og atombomber har været emne for både romaner og film.

På dansk er f.eks. kommet filmen "Idealisten", der bygger på forfatter Poul Brinks bog "Thulesagen - løgnens univers". Her undersøgte han følgerne af, at et amerikansk B-52 bombefly i 1968 styrtede ned nær den grønlandske by Thule. Det viste sig nemlig, at de folk, der hjalp med at fjerne vragresterne, bliver syge. Har der trods de danske myndigheders holdning alligevel været atomvåben på den amerikanske base ved Thule?

Katastrofe-forsker og historiker Rasmus Dahlberg har også forestillet sig, hvor galt det kan gå, når atomkraft er involveret. I hans roman "Pandoracellen" kolliderer et atomdrevet russisk fragtskib med et andet skib i dansk farvand, og sætter det danske beredskab i alarmtilstand. Romanen tager udgangspunkt i en rigtig kriseøvelse, Dahlberg har deltaget i, hvilket er med til at øge spændingen. For her er der ikke kun tale om forfatter-fantasi, men om en forfatter med kendskab til virkelighedens beredskab.

Find yderligere inspiration i listen herunder.

 

Materialer