Love Is All Around Us

13.02.23
Jette anbefaler gode kærlighedsromaner i forbindelse med Valentinsdag

Af bibliotekar Jette S.F. Holst

Den 14. februar er det Valentinsdag, og selvom den i dag måske mest er omgærdet af amerikansk kommercialisme, så er Valentinsdag oprindeligt en gammel kristen helgendag. I år 270 i Rom blev Sankt Valentin fængslet af kejser Claudius og dømt til døden. I fængslet forelskede han sig i fangevogterens datter, og det lykkedes ham at smugle et brev ud til hende. Det blev verdens første Valentinskort.

Så februar står i kærlighedens tegn – også på biblioteket – og den 14. februar fortæller vi om nogle af de mange gode kærlighedsromaner og –film, der findes. Det sker på Brædstrup bibliotek kl. 11 i Multisalen. Har du ikke mulighed for at deltage, får du her en forsmag på et par titler, det er værd at synke ned i sofaen med.

Modsætninger mødes

Den engelske forfatter Nick Hornby udgav sidste år romanen ”Ingen som dig”, der handler om, hvordan kærligheden kan slå ned mod alle odds. 

Lucy er blevet skilt fra sin mand og bor alene med sine to drenge. Hos den lokale slagter møder hun den 20 år yngre Joseph, der ekspederer. Hun hyrer ham til at babysitte sine to sønner, da hun skal på en blind date, men til sin egen overraskelse bliver hun stærkt tiltrukket af Joseph. Det er ikke kun det, at han er yngre, der skiller dem. Han har ingen uddannelse, og så er han sort. Men da det viser sig, at Joseph – også til sin store overraskelse – ligeledes er tiltrukket af Lucy, udvikler forholdet sig. 

”Ingen som dig” fortælles skiftevis af Lucy og af Joseph. Vi lærer begge rigtig godt at kende, og får samtidig indblik i et England, der er væsentlig mere klasseopdelt end Danmark. Samtidig får vi også indsigt i, hvordan Brexit har skabt kløfter i samfundet og helt ind i familierne. I centrum af romanen står dog kærlighedsforholdet mellem Lucy og Joseph, der beskrives så ægte og troværdigt, at man som læser ikke kan andet end heppe på, at de skal lykkes.

Lidt mere ’letbenet’ er Emily Henrys roman ”Dig og mig på ferie”, der også ser på modsætningsfyldte kærlighedsforhold. I ren ”Da Harry mødte Sally”-stil følger vi Poppy og Alex, der er opvokset i samme by, men ellers ikke har spor til fælles. ”Dig og mig på ferie” er en sød og sjov kærlighedsroman skrevet i et frisk sprog, og er du til en hyggelig feel-good roman, er den et godt bud.

Jagten på kærligheden

At det ikke altid er lige let at finde kærligheden, ved de fleste af os nok. Men for nogen er det sværere end andre, og det har genetikprofessoren Don Tillman måtte sande i romanen ”Projekt Rosie”. Don er autist, og hans dage er opdelt i skemaer, så han på minuttet har styr på, hvor han skal være, hvad han skal spise osv. Generelt er Don godt tilfreds med sit liv, men ind i mellem føler han, at han mangler en hustru. 

Hans forsøg ud i det romantiske er aldrig forløbet godt, bl.a. fordi hans sociale kompetencer er mildt sagt mangelfulde. Men nu har han fået en idé. Han vil lave et spørgeskema, som skal hjælpe ham med at udvælge den rette kandidat til ”projekt kone”. Det viser sig dog at være sværere, end han havde forventet, at finde kærligheden gennem et excelark.

Graeme Simsion har skrevet en skøn og underholdende roman, der både er morsom, eftertænksom og charmerende. Og kan man ikke få nok at Don og hans lidt skæve facon, er efterfølgeren ”Rosie-effekten” nu også udkommet på dansk.
Heller ikke arabisk-engelske Ameera har det let med kærligheden i ”Ti kameler for Ameera”. Karrieren kører på skinner, men nu hvor hun nærmer sig de 30, er det alligevel altid hendes status som single, der fylder i hendes familie. Så hun beslutter sig for, at inden et år skal hun have fundet en ægtemand – men hvordan gør man lige det? Vi følger Ameeras jagt på kærligheden, hvor hun både skal navigere mellem sine egne og familiens forventninger. Og hvor det på papiret rigtige match ikke nødvendigvis føles rigtigt. Det hele fortælles med masser af ironi og humor i et tempo, der gør bogen svær at lægge fra sig.  

God valentinsdag og god læselyst
 

Artiklen har været publiceret i Horsens Posten

Materialer