Lobotomisten af Annette Lindegaard

Lobotomisten af Annette Lindegaard

10.11.14
"Mindst 4471 danskere fik i perioden fra 1939 til 1983 foretaget det hvide snit. Hjerneoperationen blev udført på psykisk syge, fordi datidens psykiatere mente, at indgrebet i bedste fald kunne hjælpe på deres sygdom." (Wiki)

Dr. Gottlieb, en velanskrevet psykiatrisk overlæge på Rigshospitalet i København, drager i 1961 til Italien for at holde et foredrag for andre læger om danske erfaringer med lobotomi, en kirurgisk behandling af skizofrene patienter.

Det er bl.a. en roman om forholdet mellem patient og læge, men også en analyse af et kuldslået ægteskab. Jeg fik Leif-Panduro-billeder ind på nethinden under læsningen, og undrede mig over overlægens distancerede forhold til sin kone. Patienterne har han nærmest kun foragt for, og det er en ret skræmmende verden Annette Lindegaard lukker os ind i.

Hun gør det geniale greb at lade synsvinklen ligge hos overlægen, så man som læser i lang tid lader sig forføre den fornuftige Dr. Gottliebs ræsonnementer. Overlægen forelsker sig hovedkuls i den forførende Paula, som er skizofren og tror, at hun er Beatriz de Bobadilla i renæssancetidens Spanien. Jeg skal love for at den fine overlæge taber i læserens (min) agtelse undervejs i fortællingen.

Jeg synes romanen er interessant fordi den giver et godt billede af 60'ernes syn på psykiske sygdomme, tonen på arbejdspladsen mellem overlægen og sekretæren og patienterne. Annette Lindegaard er ikke særlig kendt som forfatter, men jeg vil gerne anbefale hendes forfatterskab. Læs også hendes roman "Simos passion", som hun skrev i 2008.

Materialer