Kloge hænder af Mattias Tesfaye

Kloge hænder af Mattias Tesfaye

12.02.15
Interessant debatbog om hvordan der i de senere år er sket en devaluering af håndværk og faglighed

Mattias Tesfaye er politiker og medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, men han er også håndværker og arbejder som murersvend i Storkøbenhavn. I ”Kloge hænder” ser han nærmere på, hvordan samfundet gennem de senere år er begyndt at nedvurdere værdien af den praktiske faglighed i et forsøg på at akademisere os til velstand.

I Danmark har vi i mange år haft et samfund, hvor ”få har for meget, og færre har for lidt” og dermed en stor middelklasse. Det tilskriver Tesfaye bl.a., at vi i Danmark har en tradition for godt håndværk og tillid mellem arbejder og leder, modsat f.eks. USA og Storbritannien, som i forsøget på at effektivisere har skabt ”dumme” arbejdere uden ansvar.

Men i disse år sker der en devaluering af håndværket. Erhvervsskolerne fungerer snarere som opsamlingssted for utilpassede unge, frem for innovative videncentre for håndværk. Der er ingen respekt for fagligheden blandt pædagoger, sosu-assistenter og rengøringspersonale ligesom anseelsen daler drastisk for håndværkerfag som tømrer og murer.

Tesfaye argumenterer sagligt og velunderbygget for, hvorfor denne tendens er ekstrem farlig for vores velfærd i det lange løb, og underbygger sine argumenter med historiske kendsgerninger, statistik og samtaler med involverede parter uden at ødelægge bogens naturlige flow. Derved er ”Kloge hænder” nemt tilgængelig, og fremstår som et sobert og gennemtænkt indlæg i debatten. Personligt blev jeg hurtigt grebet af Tesfayes ildhu for det gode håndværk, og fandt at ”Kloge hænder” både er en klog og interessant debatbog.

Materialer