Et stort sted at drømme

De værdier og den tiltrækningskraft som drømmen om at sejle repræsenterer for mig, baserer sig i høj grad på andres fortællinger fra de syv have. Og uanset om de så er sat til livs i bogform eller via TV, så har de ikke mættet, men bare øget appetitten og nysgerrigheden. For førstehånds erfaringer er der ikke mange af. Og dog. Da jeg var helt lille stod der en båd udenfor min farmors hus. Min onkel var ved at gøre den i stand, men man kunne og måtte godt lege i den. Den var et stort sted at drømme når man er barn. Og jeg drømte om at sejle.

LÆS MERE: Bøger om havet

Min onkel var i Marinehjemmeværnet og talte meget om at sejle, han lærte os at morse, altimens jeg slugte TV-serien om ”Jack Holborn”. Den serie handler om den 13 årige forældreløse Jack, som søger arbejde på et sejlskib for at undgå at komme i familiepleje eller måske endda på børnehjem.

Serien var et kæmpe hit hos undertegnede og er baseret på Leon Garfields roman af samme navn fra 1964. Men tanken om at stikke af og drage til søs var alligevel for angstprovokerende, så det var en lettelse da min familie selv fik en båd. Den lille motorsejler var på 24 fod og klart sjovest, når vi sejlede med sejl og båden krængede herligt.

Fra Aarhusbugten til Stillehavet

Det var vel en form for kollektiv drøm, at vi skulle være en rigtig sejlerfamilie. Det blev vi aldrig. Men i nogle år sejlede vi da rundt i Aarhusbugten i vores ferier i en ganske charmerende Joda 24 og med udgangspunkt i Kaløvig Bådehavn - alt imens læsningen og fascinationen fortsatte.

Og det er altså ikke helt ringe at læse og drømme om sejlereventyr, når man ligger og vugger blidt i en båd mens gaslampen hvæser.

En af de bøger der blev læst, var Thor Heyerdahls fængslende beretning om Kon-Tiki-ekspeditionen, der krydsede Stillehavet i 1947 på en slags tømmerflåde af balsatræ. Heyerdahl ville bevise at Polynesiens befolkning kunne være kommet fra Sydamerika, og det var på mange måder en ret ekstrem og risikabel ekspedition. Han gentog eksperimentet med en sivbåd, Ra II, i 1970, hvor han beviste at en egyptisk båd kunne have nået Amerika.

LÆS MERE: Thomas' bogtip

Beretningen om Kon-Tiki blev filmatiseret i 2012, og den film rummer ligesom bøgerne om Kon-Tiki både drama, eventyrlyst og en skråsikkerhed som fascinerer. Her går den høje risiko ved foretagenet og den eksponerede situation ude midt på Stillehavet hånd i hånd med beretninger om flyvefisk, der nærmest lander på stegepanden. Men måske er lige præcis dét en røverhistorie.

Afgørende bogvalg på Napoleon Solo

Noget som bestemt ikke er en røverhistorie, er beretningen om Steven Callahan som i 1981 overlevede 76 døgn på Atlanterhavet efter at hans båd, Napoleon Solo, sank. En af de få ting Callahan får med sig fra Napoleon Solo, før skibet går ned, er "Sea Survival", en håndbog om overlevelse til søs. Det skal vise sig at være et afgørende bogvalg, for beretningen er et studie i ensom, opfindsom og rå overlevelse, der får "Alene i vildmarken" til at ligne et spaophold.

Men det er også en fortælling, der er velskrevet og rummer noget helt andet og overraskende, nemlig øjeblikke af stor skønhed og samhørighed. For eksempel når Callahan fortæller hvordan han på et tidspunkt, da krisen er allerstørst og han er tæt på at bukke under og læne sig tilbage i redningsflåden for at dø, oplever at de fisk han har haft så vanskeligt ved at fange, doradoerne, nærmest byder sig til; uden større besvær kan han hive dem op af vandet og spise dem. Uden wasabi og soya.

LÆS MERE: Om Callahan, Kon-Tiki og andre overlevelsesberetninger

Bogen svinger mellem det generelle drama i hele situationen, nervepirrende intense episoder, for eksempel da der går hul på hans flåde, og så de her øjeblikke af en form for fred og harmoni. Og jo ikke kun fred med omstændighederne og med tilværelsens (formodet) snarlige ophør, men også fred med selve naturen og Callahans plads i den. En samhørighed som man mærker Callahan føler stor taknemmelighed overfor.

Pejlemærke for drømmere

Er man opvokset i Danmark og interesserer man sig for sejlads og eventyr, så er man helt sikkert stødt på forfatteren og langturssejleren, Troels Kløvedal, der var kendt for sine jordomrejser med skibet Nordkaperen.

Kløvedal var en skarpt registrerende iagttager og lige fra den første rejsebog ”Kærligheden, kildvandet… og det blå ocean” (1978) over TV-serien ”Med Nordkaperen i Sydhavet” (1992) til ”Alle mine morgener på jorden” (2017) har han fra sin base i Gravlev ved Ebeltoft formidlet sejladsen, havet, rejsen og mødet med andre kulturer. Som Peter Tværmose Nielsen skriver på forfatterweb.dk var Kløvedal ”på mange måder inkarnationen af drømmen om det frie, uafhængige liv, og som sådan har han været et pejlemærke for mange danskeres drømme og længsler. ”

LÆS MERE: Om Kløvedals forfatterskab

Man får fornemmelsen af en eftertænksom eventyrer og et reflekteret menneske, hvis bøger er stærke på indlevelse og formidling, og prikker til en ofte overhørt lyst til at opdage, opleve og helst træde helt ud af hamsterhjulet - dér hvor der ikke er andet end alt det der er ”bølgefødt”.

Berserk

Eftertænksom og reflekteret er ikke de første ord der dukker op, når man hører om den norske eventyrer Jarle Andhøys temmelig eventyrlige færd. I en misligholdt 27 fods Aklbin Vega begiver han sig i 1996-97 som 19 årig - og i øvrigt uden megen sejlererfaring - ud på en rejse fra Larvik i Norge til Antarktis.

Filmen om dén tur er som et destillat af et lidt for vildt eventyr tangerende mareridt, og Andhøy havde da også meget passende døbt båden Berserk. Beretningen er udgivet som bog med titlen ”Berserk i Antarktis”, men filmen "Berserk in Antarctica" er endnu stærkere. Den vandt fortjent "People`s Choice Award" på Banff Mountain Film Festival og blev kåret som "Best Adventure Film" på Telluride Film Festival.

LÆS MERE: Om Berserks ekspeditioner

Bortset fra de omtalte korte ture i Aarhusbugen og et par dage ombord på det gamle træskib Bona Gratia – en snurrevodskutter fra 1903 som min præst, Arne, havde en andel i - , kom jeg aldrig ud at sejle. Norgesbåden og kano undtaget. Men jeg drømmer da stadig om høj himmel, hav og vind i den smule hår der er på hovedet. Jeg drømmer dog ikke om skibskatastrofer, frygter forlis og tænker derefter på Callahan: Jeg er som sådan glad nok for eksempelvis dåsemakrel, men udsigten til rå fisk i 76 dage - eller hvor lang tid det nu skal tage før nogen finder mig - skræmmer mig. Så måske er det okay, at jeg ikke er kommet ud på de syv have. Og forleden blev jeg i øvrigt også bidt i knæhasen af en krabbe ud for Storebæltsbadet. Det kan være et tegn.     

Fotos: Pexels