Welles og Wells og fortællingens kraft
En historie om, hvordan historier kan skrive historie. Forvirret? Så læs videre..
Af Thomas Behrmann
For 86 år siden – nærmere bestemt d. 30. oktober 1938, gik den amerikanske instruktør og skuespiller Orson Welles ind i lydstudiet hos CBS i New York og skabte et historisk øjeblik. Det vidste han ikke selv på daværende tidspunkt. Han var mødt ind for at lave endnu en live-udsendelse af sit ugentlige radioprogram ”The Mercury Theatre on the Air”. Og grundet årstiden skulle udsendelsen denne gang emme af Halloween, spænding og uhygge. Så Welles og hans hold af tilrettelæggere havde lagt en plan for dagen der gik ud på, at simulere en invasion fra det ydre rum ved at oplæse og opføre en tilrettelagt version af H.G. Wells science fiction-roman ”Klodernes kamp” fra 1898.
Umiddelbart en harmløs tanke. I hver fald set med nutidens øjne. Men udsendelsen var fremført så levende og troværdig, at den endte med at skabe panik og skræmme en stor del af nationen.
Welles udgave af Wells var kombineret med falske, men overbevisende udtalelser fra eksperter, transmitterede opkald fra piloter ”on sight”, lydeffekter og meget mere.
Telefonerne på politistationerne landet over var rødglødende. Borgerne var paniske og omtrent halvvejs gennem udsendelsen kiggede Orson Welles op fra sit manuskript og ud mod kontrolrummet. Bag ruden kunne han udover teknikerne nu se en flok politibetjente fylde i rummet. Det var i dét øjeblik, at det gik op for Welles, at udsendelsen havde udviklet sig til en større begivenhed.
Den programsatte time nåede til vejs ende. Welles fik afsluttet udsendelsen og fik forklaret de panikslagne lyttere, at det blot havde været en fiktiv fortælling i anledningen af Halloween. Flere lyttere forblev dog vrede og chokeret længe efter.
Begivenheden er gået over i historien som et eksempel på, hvilken magt et medie kan have, hvis omstændighederne er rigtige. Men også et eksempel på, at historier kan være kraftfulde og troen på fortællingen (næsten) kan flytte bjerge.
Og når man i dag hører sådan en historie får man lyst til flere. Så hvorfor ikke dykke ned i H.G. Wells forfatterskab og måske endda læse eller genlæse kilden til det hele - ”Klodernes kamp”. Og måske kunne man også få lyst til at se Orson Welles overbevisende skuespil og solide fortælleteknik i en række af de film, han medvirkede i og instruerede.
Gå på opdagelse bibliotekets samling og tilbud og find den gode historie.
Du kan lytte til hele udsendelsen på youtube herunder.