Filmvurdering

Forfatter: Ricki Elsgaard

Anvendelse/målgruppe/niveau

Amerikansk actionfilm som man lavede dem på samlebånd i 1980'erne, og med de samme skuespillere i helte- og skurkerollerne som dengang. Vil primært tiltale et nostalgisk publikum i 30-40 års alderen

Beskrivelse

Sylvester Stallone står i spidsen for en gruppe hårdkogte lejesoldater, der sendes til en ø, hvor en ond diktator slår sine folder. Eller måske er det i virkeligheden narkobagmanden Monroe, der bruger diktatoren som sin marionet i bestræbelserne på at opbygge sit narkoimperium. Filmen er et nostalgisk gensyn med den typiske actionfilm anno 1980'erne. Klicheerne er ved at snuble over hinanden, og alle skuespillerne er typecastet. Eric Roberts og Dolph Lundgren som skurkene og Stallone og Mickey Rourke som heltene. Indimellem er der også tid til en gæstevisit fra bl.a. Arnold Schwarzenegger og Bruce Willis

Sammenligning

Minder lidt om John Travolta filmen "Wild Hogs - De vilde svin", 2007 hvor han sammen med bl.a. Martin Lawrence og Tim Allen spiller midaldrende mænd, der drømmer om at genopleve ungdommens frie liv på motorcykel og derfor begiver sig på en Easy rider-lignende tur. Det blev heller aldrig særligt morsomt eller interessant

Samlet konklusion

Der er intet nyt under solen. Løjerne er upåklageligt produceret, og der er vilde skuddueller og slagsmål i hobetal. Desværre tager filmen sig selv en anelse for seriøst, og den mangler ironisk distance. Kan anbefales som et nostalgisk tilbageblik på den velkendte 80'er formel, og der skal nok også være unge brugere, der synes den ser tillokkende ud på dvd-hylden