Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Farverig og underholdende roman fra 1940'erne og 1950'ernes Egypten. For læsere af mellemøstlig og arabisk litteratur i almindelighed og for læsere af gode historier i særdeleshed. Smuk orientalsk udseende forside, der til forveksling ligner den på forfatterens gennembrudsroman, Yacoubians hus

Beskrivelse

I et smukt og ubesværet sprog skildrer Alaa Al-Aswany (f. 1957) livet i Cairo under de sidste år af den britiske besættelse. Han gør det elegant og underholdende og springer legende let mellem overklassen personificeret af de udenlandske medlemmer af automobilklubben og den almindelige egypter, her en deklasseret familie med fire næsten voksne børn. Faderen arbejder i automobilklubben og lider en krank skæbne på grund af hårdhændede arbejdsgivere, og børnene vælger forskellige veje: Den ene læser jura og modarbejder i det skjulte kongestyret, den anden bliver kynisk forretningsmand, den tredje giver den som gigolo mens datteren bryder ud af et voldeligt ægteskab og begynder at læse

Sammenligning

Al-Aswany kendes især for romanen Yacoubians hus, 2007. Derudover har han skrevet romanen Chicago, 2008, og novellesamlingen Bokserhunde i alle farver, 2010. Den kongelige egyptiske automobilklub vil givetvis forny lånernes interesse for forfatterskabet

Samlet konklusion

Farverig og underholdende roman om håb og håbløshed og om kærlighed og afmagt i Egypten i 1940'erne og 1950'erne. Den kan læses bredt af alle, der sætter pris på en god roman, malet med brede penselstrøg