Et af temaerne i Lone Mikkelsens 3. historiske roman er denne gang sanserne, som de er beskrevet i 6 meget berømte billedtæpper, som blev vævet i Flandern i 1400- tallet. Rammen om den historiske fortælling er nutidig, Anne, travl teksforfatter ved et reklamebureau, bliver af sin tante Otto inviteret til Århus for at holde jul. Tanten har en historie at fortælle, som hun har fået fortalt af sin bedstefar, som i sin tid fik den fortalt, mens han skjulte sig hos en fransk familie under 1. verdenskrig. For at kunne blive optaget i middelalderens væverlaug, skulle man kunne fortælle historie, og væverne var derfor agtede både for deres håndværksmæssige kunnen og som bærere af myterne. Til et væveri Tournai i Flandern kommer der i 1479 en kvinde. Hun er en meget dygtig væverske, så hun bliver ansat der. Hun er stum, så der er et lidt mystisk skær over hende. Væverne skiftes til at fortælle sine historier, og efterhånden væves historierne sammen til et sammenhængende hele, og den stumme - som har fået talens brug igen- kan drage videre. Der er ingen tvivl om, at forfatteren kan sit stof, og hun får skabt nogle gode tidsbilleder med mange detaljer. Ind imellem er det en meget lærd fortælling, men samtidig er det en historie, der fanger med gode personbeskrivelser