Skriveren Volmar var gennem 40 år Hildegard von Bingens personlige lærer. Da den usædvanlige nonne dør, afslører hans papirer, hvor mange forskellige evner, den begavede nonne, abbedisse og klosterstifter besad
Henter beholdningsoplysninger.
Detaljer om materialet
Type
Bog
Sprog
dansk
Genre
biografiske romaner
Emneord
ISBN
8721014825
Udgave
1. udgave, 2. oplag (2000)
Omfang
259 sider
Forlag
Borgen
Målgruppe
voksenmaterialer
Omtales her:
- Nyhed
Middelalderromaner - en bogliste
Der er Middelalderfestival i Horsens hvert år sidst i august. Find inspiration til læsning af forfatternes bud på lyden, smagen og lugten af den farverige og fantastiske middelalder.Læs mere
Om forfatteren
Mogens Wenzel Andreasen
Født i 1934 på Frederiksberg. Oprindelig uddannet lærer og underviste i en årrække. Blev i 1976 cand. pæd. i musikvidenskab og var redaktør på Politikens Forlag i perioden 1979-1983. Herefter leder af...
Læs mere på Litteratursiden
Anmeldelser
Politiken, 2000-09-12
Politiken, 2000-09-12Kristeligt dagblad, 2000-09-28
Lektørudtalelse
Den megen omtale der var i 1998 - i forbindelse med 900-året for Hildegard von Bingens fødsel - vakte forfatteren og musikeksperten Mogens Wenzel Andreasens interesse for den begavede nonne og klosterstifter. Romanen er lagt i munden på en munk, der angiveligt i mere end 40 år var en slags lærer og personlig sekretær for Hildegard. Efter hendes død finder klosterets nye præst et manuskript, der viser sig at indeholde Volmars beretning om hans lange liv sammen med Hildegard. Hengivent tegner han et pletfrit billede af hende som den fuldkomne helgen. Det er en historie der holder sig til hvad der i forvejen er kendt om hendes liv, og det mest overraskende er, at beretningen fortsætter ud over Volmars død. Der er ikke lagt speciel vægt på H's virke som komponist, tværtimod har det har været musikmanden Andreasens mål at tegne et fuldstændigt og korrekt portræt af sin hovedperson, men netop det korrekte og alle detaljerne gør læsningen til en anstrengt, lidt farveløs oplevelse. Selvom størstedelen af romanen er fortalt i første person, forbliver den et upersonligt skønmaleri: mere officiel helgenbeskrivelse end roman