Endnu flere af de bedste apps for børn

Endnu flere af de bedste apps for børn

08.11.16
Emneliste med endnu flere af de bedste apps for børn udarbejdet af Marianne Agger.

Dyr

Animal Captain

Italic ApS, App Store, Betaling
I denne app er du kaptajnen, der transporter forskellige dyrearter på en lille færge. Aber, elefanter, slanger, tigere og mange andre dyr skal med færgen, og man skal endelig sørge for, at dyrene kan lide hinanden, når man sætter dem i samme kahyt.

Animal Zoom Quiz

Dennie Frifeldt, App Store, Gratis/Betaling
En sjov dyrequiz, hvor der zoomes ind på et dyr, så det kan være svært at se hvilket et, det er. Lidt efter lidt afsløres mere og mere af dyret, og gætter man rigtigt, får man et stort bifald. Hvis man spiller to, kan man dyste mod hinanden.

Børnespil med dyr i havet…

Kidstatic Apps ApS, App Store, Gratis/ Betaling
Havet er fuld af spændende og farverige dyr. Men hvad er det nu, de forskellige dyr hedder? Det kan man få styr på i denne app, der også kan udvides med dyr fra floden og søen.

Børnespil til babyer

Advance Corp., App Store og Google Play, Gratis/ Betaling
En sæt-dyr-sammen-app, hvor man ved hjælp af tre rullehjul kan swipe op og ned på skærmen og sammensætte dyr på forskellige måder. Når man har fundet de tre dele af et dyr, der passer sammen, hører man dyrets lyd.

Hr. Bjørns børnespil i skoven

Banana Apps Kids, App Store, Gratis/Betaling
Snøft! Hr. Bjørns venner er kede af det. De trænger alle til hjælp for at blive glade igen. Hjælper man dem, vender deres humør heldigvis. En sød app for hjælpsomme dyrevenner.

Insektastisk – Lær via eventyr

Little Bit Studio LLC, App Store og Google Play, Betaling
I ”Insektastisk” kravler man rundt nede på jorden sammen med små insekter, der skal føres igennem udfordrende labyrinter. Man skal være på vagt i naturens verden for at undgå de farer, der lurer på ens vej i banerne.

Tittebøh – et gratis spil til børn i alderen 1-3

Wombi Apps, App Store, Gratis/Betaling
Tittebøh! Man skal finde det dyr, der spørges efter, ved at kigge på dyrene på skærmen. Når det rigtige dyr er fundet, siger det en lyd og gør noget sjovt. Led efter dyr i zoo, på bondegården, i skoven eller i junglen.

Gode fortællinger

Anton og Mille – en børnebog

Bo Kalvslund, App Store og Google Play, Betaling
Sød historie om kærligheden mellem drengen Anton og hunden Mille. Efter skole venter Mille på Anton. De skal nemlig lege sammen. De bliver godt beskidte og gemmer sig, da mor siger, de begge skal i bad. Man kan selv læse historien eller få læst den højt, mens man kigger på tegningerne.

Cykelmyggen Egon

Gyldendal, App Store, Betaling
Den klassiske historie om den unikke myg, Egon, der cykler ud i verden, oplever mange ting og møder spændende væsner. Flemming Quist Møllers smukke tegninger er naturligvis med i appen, og bogen læses højt af Martin Brygmann.

Hugos eventyr

Instinkt ApS, App Store og Google Play, Gratis
Det nuttede, lille jungledyr, Hugo, har nu fået sin egen app. Ræven Rita er selvfølgelig også med i eventyret om Klods-Hugo og Prinsesse Rita, hvor en kendt historie bliver fortalt samtidig med, at sjove ting sker, når man trykker på skærmen.

Hunden Ib

MiniCosmos, App Store og Google Play, Gratis/Betaling
Den lille, hvide hund, Ib, kendes allerede fra Peter Nordahl og Rasmus Bregnhøis charmerende billedbøger. I appen her kan man fodre ham med røde pølser og lege med ham. Vær med, når Ib kører ræs mod rotten, bygger huler til søvnige dyrebørn og laver spor i sneen med den lille traktor. Vil man læse historierne om Ib, kan man købe dem i iBooks.

Katten, drengen og månen

TURBINE forlaget, App Store, Betaling
En poetisk fortælling om en dreng, der går tur med sin lommelygte og en sulten kat, der er på jagt efter mus. Drengen kravler op i himlen efter en stor ost, der skal lokke musene til. Men måske er det slet ikke en ost? Udover at få en god historie kan man også spille vendespil, farvelægge maleark og lave små film.

Manta og skovpiraterne

Character Publishing, App Store og Google Play, Betaling
Nomerne er nogle megaseje, små fyre, der har forskellige egenskaber og opgaver i Nomerbyen. Mad-nomen Manta er ude at samle frugter i skoven, da Skovpiraterne pludselig angriber. En hæsblæsende fortælling, der læses højt med en spændende lydside. Man kan også købe de andre bøger i serien.

Pixi børnebøger

Lindhardt og Ringhof, App Store, Gratis/Betaling
Pixibøger er ikke kun noget, der var engang. De findes skam stadig, og i denne app kan du få en gratis og købe syv af dem. ”Bumletoget” koster ikke noget, og du kan få den læst højt eller læse den selv. Ren nostalgi!

Leg

Bamba Toys

Mezmedia, App Store, Betaling
Hvor sejt er det lige at kunne designe sit eget legetøj? Temmeligt sejt! Man kan sammensætte figurer ud fra en skabelon med masser af tilbehør og indpakningsmuligheder. Derudover kan man få figurerne til at tale ved at optage sin egen stemme.

LEGO DUPLO Food

The LEGO Group, App Store og Google Play, Gratis
Elsker dit barn at lege med LEGO? Så er denne app sikkert et hit, for her skal man også sætte klodser sammen, når man laver is, kager eller burgere i den lille butik, hvor kunderne kommer med specifikke ønsker. Men man kan også godt overraske dem og lave lækkerier ud fra sin egen fantasi.

LEGO Elves - Unite The Magic

LEGO Systems, App Store og Google Play, Gratis
LEGO laver ikke kun genialt legetøj, men også fantasifulde og gode apps. Træd ind i Elvendale, hvor du skal finde magiske ting sammen med Emily Jones og alferne. Du kan også se flotte film om elverne. Kom med på en eventyrlig rejse!

Look and Find Elmo on Sesame Street

Sesame Street, App Store, Betaling
Her skal man hverken finde Holger eller Flunkerne, men derimod en masse ting, der tilhører røde, plyssede Elmo fra Sesamgade. Hjælp ham med at kigge efter tingene i alt rodet på de forskellige værelser. Man kan også finde klistermærker og træne sin huskeevne i et sjovt spil.

LumiKids Park

Lumos Labs Inc., App Store og Google Play, Betaling
I denne app møder og hjælper man nuttede og farverige væsner i forskellige former. De skal fodres, bades og leges med. Man skal være god til at sortere og koncentrere sig om opgaverne, og man får jubeludbrud som belønning, når udfordringerne er klaret.

Thinkrolls

AVOKIDDO, App Store og Google Play, Betaling
Her gælder det om at tænke sig godt om. Små, rullende figurer skal guides igennem labyrinter. Sværhedsgraden stiger i takt med, at man bliver bedre, og der er udfordringer i de forskellige baner. Et sjovt spil, som forældre også sagtens kan blive fanget af.

Tjulahop

TjulaHop Aps, App Store, Gratis/Betaling
Hvad skal vi lege? Kan man ikke rigtigt finde på en god leg, er der masser af inspiration i denne app, hvor mange af de gode, gamle lege forklares og illustreres med trin-for-trintegninger. Her er lege til gaden, sommeren, fødselsdagen, på bagsædet i bilen, osv.

Vine Kids

Vine Labs, App Store, Gratis
Er du lidt nervøs, når dine børn er på YouTube? Det skal du ikke være her, da denne app kun indeholder videoer, der kan ses af børn, og som er enormt sjove, kreative og super nuttede. Man swiper, og så dukker der en ny, spændende video op.

(Næsten) som i den virkelige verden

Fiete – en dag på bondegården

Ahoiii Entertainment UG, App Store og Google Play, Betaling
Bondemanden, han har altid travlt. I hvert fald Fiete, der har en masse gøremål i løbet af dagen lige fra solen står op, til den går ned. Man må gerne hjælpe, når fx fåret skal klippes, traktoren skal læsses, grisene skal vaskes, koen skal malkes, og træet skal saves. Det er sjovt at være på landet!

Hoopa City

Dr. Panda Ltd, App Store og Google Play, Betaling
På den runde, grønne Jord i Hoopa City bestemmer du, hvordan der skal se ud. Du kan bygge huse, lave veje og søer, plante blomster og sætte vindmøller op. Byen designes af dig og befolkes af en masse søde, små dyr.

My Town: Police

My Town Games LTD, App Store og Google Play, Gratis/Betaling
Træd ind på politistationen, hvor ægte forbrydere er bag lås og slå, hvor man rykker ud i politibilen med hylende sirener, og hvor man hopper i helikopteren og flyver ud efter tyveknægte. Bag ved nogle af tingene på stationen gemmer der sig små, røde hjerter, som man kan samle og veksle til gaver.

Pepi Doctor

Pepi Play, App Store og Google Play, Betaling
Leg læge for en dag og hjælp to piger og en dreng med at blive raske. Du skal bore i deres tænder, rense deres ører, tage deres temperatur, hive splinter ud og sætte brækkede knogler sammen. Når de får medicin og plaster på, bliver de glade.

Ting i køkkenet

Kidstatic Apps ApS, App Store,Gratis/Betaling
En app, hvor selv de allermindste børn kan være med, når der sættes navn på ting i køkkenet. Forskellige køkkenredskaber og mad, frugt og grøntsager vises, og så hører man, hvad tingene hedder. Køkkentingene er tegnet sødt med øjne og mund. 

Toca Life: City

Toca Boca AB, App Store og Google Play, Betaling
Toca Boca er nogle af de bedste til at lave apps til børn. Toca Boca City er en dejlig by med en hyggelig atmosfære og mange gode tilbud. Man kan fx gå til frisøren og vælge mellem 47 frisurer eller gå i madparken og vælge mellem syv forskellige lækre restauranter. Der er så mange spændende ting at udforske i storbyen.

Bogga Vacation Lite

Boggatap, App Store og Google Play, Gratis
Så er det ferietid. Kufferten skal pakkes, så det hele kan være der, og i lufthaven skal man vise pas, inden flyvemaskinen letter. På ferieøen kan man bygge og pynte sandslotte i solen. God tur!

Maskiner

Auto Repair

4baam, App Store, Gratis
Alle små bilentusiaster kan hjælpe til på bilværkstedet, hvor man styler biler, rydder op i dem, sætter musik på anlægget, kører hen til iskiosken, skriver tal på gearstangen og forbinder farverige ledninger.

Biler, lastbiler og arbejdsmaskiner til småbørn

Kidstatic Apps ApS, App Store og Google Play, Gratis/Betaling
Vruum vruum! Er biler og andre køretøjer et hit? Så er denne app lige sagen, da den præsenterer en række maskiner, der siger sjove lyde. Navnet på maskinerne siges også, og man kan lære at kende forskel på forskellige biltyper som en varebil, en cabriolet og en firehjulstrækker.

Little Builders – Truck, Crane & Digger for Kids

Fox and Sheep GmbH, App Store og Google Play, Betaling
Det er næsten som at være på en ægte byggeplads i denne app, hvor man hjælper arbejdsmændene med at blande cement, lægge mursten, styre gravemaskinen og kranen, male gavlen med den valgte farve, vaske vejene, osv. En spændende arbejdsdag, hvor man prøver lidt af hvert.

Lolas matematiktog

BeiZ Ltd., App Store og Google Play, Gratis/ Betaling
Sammen med pandaen Lola kan man få styr på tallene på en sjov måde. Lola stiller et spørgsmål, og så skal man finde det rigtige tal eller den rigtige talmængde. Når man har svaret rigtigt, kører toget videre og samler venner op på togperronen.

Tog med dyr

Yomio, App Store og Google Play, Gratis/Betaling
Det er altid spændende med en togrejse. Især når chauffø- ren er en hund, der tager en med på tur sammen med små, sjove dyrepassagerer. Man kører dag og nat, og undervejs ændrer landskabet og vejret sig.

Musik

Bloom Tunes

Kapu Toys, App Store og Google Play, Betaling
Musik, kunst og natur i en smuk og sød kombination. Det er, hvad man får i denne app, hvor man med lyde fra forskellige instrumenter farvelægger frø i jorden, der spirer op og bliver til musikalske blomster.

Jelly Band

Infinite Dreams Inc., App Store og Google Play, Betaling
Få dit eget band i ”Jelly Band”, hvor man sammensætter sit band med søde, farverige figurer i mange former og med forskellige instrumenter. Bandmedlemmerne placeres på en scene, og så spiller musikken.

Klassisk musik for børn

ELITE SOLUTIONS LTD, App Store, Gratis/Betaling
Vil du afprøve Mozart-effekten på dit barn, er der mulighed for det her. Denne app indeholder musikstykker, der er udvalgt til forskellige situationer og stemninger som fx nysgerrighed, kreativitet, opmærksomhed og god søvn.

Sago Mini Spilledåse

Sago Sago, App Store, Betaling
Supersød app med en hund, der sejler på havet, en kat, der svæver i en luftballon og en kanin, der leger julemand i et snelandskab. Til hvert dyr er der en kendt børnesang, som spilles, når man trykker på skærmen. Dyrene er i spændende universer fyldt med nuttede figurer og sjove ting, og der dukker hele tiden noget nyt frem.

 

Du kan downloade hele emnelisten og printe den ud.