Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman

Barndomserindringer kan være mere eller mindre skræmmende. En fyrreårig mand vender hjem til sin barndomsegn for at deltage i en begravelse. Han kører omkring sit barndomshjem og synet af nabogården bringer fortrængte barndomsoplevelser frem.

Her boede tre kvinder, Lettie Hemstock  - en stor pige, hendes mor og bedstemor. Kvinderne har særligt healende kræfter, og kan lave Yorkshire-Pudding og Kidney-Pie så fuglene synger. Gården de bor på er indrettet på en gammeldags måde. Ja, kvindernes udtryk i påklædning og opførsel er tidløs.  Hjemme hos forældrene er drengen blevet fortrængt fra sit værelse, fordi forældrene er i pengenød og derfor nødt til at leje det ud. Det bliver et vendepunkt i drengens liv, for på en eller anden måde  er der skabt en kanal for indtrængende ondskab.

Nu er det nok gået op for dig, som læser dette bogtip, at jeg genremæssig har bevæget mig ud på ukendt land. Neil Gaiman skriver fantasy- og gyserromaner for børn og unge. Dette eventyr er i hvert også for voksne, og kan læses og forstås på flere planer ligesom C. S. Lewis’ ”Alice i Eventyrland” og Tolkiens ”Eventyret om ringen”. Det er en lyrisk fortælling om barndommens magtesløshed, om erkendelse og om opofrelse. Barnet Lettie ser dammen for enden af grusvejen som et stort ocean, og den magiske verden bliver en slags forbindelse mellem barndommen og voksenlivet.

Du kan også bare slippe læsetøjlerne og læse romanen lige ud af landevejen og nyde sproget og forsvinde ind i Neil Gaimans  fantastiske eventyrlige univers. En rigtig dejlig anderledes læseoplevelse.