Jagten på den lille gedde
Torsdagsklubben er vores åbne læsekreds på Horsens bibliotek. Du kan læse mere om den her.
I torsdags startede de den nye sæson, hvor temaet er finske bøger, og jeg havde fået lov at foreslå en bog og deltog derfor i seancen, som var en hyggelig og givende omgang bogsnak.
Den bog, jeg havde foreslået, var Juhani Karilas "Jagten på den lille gedde". Den læste jeg tilbage i 2021 og skrev om her - men genlæsningen var en lige så stor fornøjelse, og jeg tænkte, at jeg derfor ville dele den introduktion, jeg havde lavet om bogen.
FINSK MAGI
Jeg har en forkærlighed for fantastik - dvs. bøger, som ikke holder sig til det strengt realistiske, men gerne bryder grænserne. Og det er noget, finnerne er gode til.
"Jagten på den lille gedde" starter med en indflyvning - det store overblik, der zoomer ind på Finland. Det vil jeg også gøre.
Jakob 6. af Skotland og 1. af England skrev i sin i Daemonologie (læren om dæmoner), udgivet i 1597, at i de vilde afkroge af verden, såsom Lapland og Shetlandsøerne, finder Djævelen størst uvidenhed og barbarisme, og det er der, han slår hårdest til. Så hele tanken om, at finnerne - og især lapperne - er særligt magiske, er en gammel en.
Jeg fandt en introduktion til finsk litteratur skrevet af en amerikansk oversætter, Lola Rogers. Hun bider mærke i, at finsk hverken er en skandinavisk eller et slavisk sprog, ikke engang indoeuropæisk, men et uralsk sprog. Det er også derfor, at deres myter nok har lighedstegn med vor andres, men samtidig er helt deres egne - og fyldt med magi. Den finske litteratur opstod meget sent, så de har en langt tradition for sproglig overlevering. Og hvis man kigger på deres nationalepos, Kalevala, så er heltene ikke store, stærke vikinger, som vi andre nordiske lande er så glade for, men shamaner.
I litteraturen har det afstedkommet en generel blanding af social bevidsthed, optimistisk fremtidssyn, stærk kærlighed til naturen og en stort portion magi. Og der er da i al fald et par stykker af dem, man kan genkende fra Juhani Karilas bog. Et andet karakteristika ved finsk litteratur er, siger Rogers, at den ofte er meget sjov - finske forfattere har en evne til at få dig til at le, mens de knuser dit hjerte. Og DET er helt klart en del af bogen her.
Den zoomer videre ind på Lapland.
Og Juhani Karila er faktisk selv født og opvokset der. Han er fra 1985 - "Jagten på den lille gedde" blev udgivet i 2019 og er solgt til oversættelse til 17 sprog. Det er hans første roman, men han har tidligere udgivet to novellesamlinger, som desværre ikke er oversat til dansk. Godt nok er han forfatter, men det er svært at sige til folk i en samtale, så i stedet siger han journalist.
Inspirationen til "Jagten på den lille gedde" kommer mange steder fra - Hayao Miyazakis film, videospil (The Witcher, der også er filmatiseret og er baseret på bøger af Andrzej Sapkowski), folklore, klassisk fantasy, hans egne mareridt og forfattere som Arto Paasilinna, Andrus Kiviräkh, Cormac McCarthy og Dan Brown - som allesammen findes på dansk.
Adspurgt om andre gode finske forfattere peger han på folk som: Johanna Sinisalo og Rosa Liksom. Det er begge to navne, som er med på Torsdagsklubbens læseliste for sæsonen.
Genremæssigt er "Jagten på den lille gedde" en sær fisk - om jeg så må sige. Magisk realisme dukker op igen og igen, men Karila er selv lidt tvivlende over den afgrænsning. Jeg kan godt lide forlagets omtale: den fineste finske prosa, hvis genre bedst kan karakteriseres som blidt ironisk, sprudlende, folkloristisk øko-thriller-komedie og -kærlighedsroman